Ærligt talt, jeg har ikke meget godt at sige om min mor. Jeg husker hende fra min barndom som en hård og vred kvinde altid med min fars bælte i den ene hånd og en flaske i den anden. Det var umuligt at forvente omsorg eller kærlig opmærksomhed fra hende, og når hun skændtes med min far, blev jeg prompte sendt ud til min mormor på besøg.
Vi led alle sammen på grund af min mor. Da hun og far endelig blev skilt, var jeg faktisk lettet. Mor flyttede ud, og til gengæld flyttede min mormor ind hos os midlertidigt. Hun gjorde virkelig en forskel tog over med opdragelsen, lavede mad og sørgede for, jeg kom i skole. Med hendes opmuntring begyndte jeg at nyde mine lektier, og jeg elskede hvor hun gav mig hjemmebagte kager og lod mig tage ud med vennerne. Far var også markant roligere og venligere uden min mor hjemme, og nogle gange gav han mig lidt lommepenge, når han kunne.
Men roen varede ikke evigt. Et år efter skilsmissen ville mor pludselig tilbage. Hun svor, at hun havde ændret sig og var begyndt at arbejde, og i starten gik det godt nok men efter kort tid begyndte hun at drikke igen, og far satte hende på porten.
Mormor vendte tilbage og så begyndte endnu en god periode. I mellemtiden begyndte jeg til karate, og jeg blev virkelig glad for det træneren lovede masser af ture og stævner, og jeg glædede mig til at komme på lejre med de andre børn. Far bakkede op, og mormor endnu mere. Alligevel var vores liv som et stormfuldt hav: Nogle gange var far helt på spanden økonomisk, og vi måtte leve af mormors folkepension så kunne jeg ikke gå til karate, fordi vi ikke havde råd til kontingentet. Andre gange gik det bedre, og så tog far mig med til Tivoli eller i biografen. Og af og til dukkede min mor op hjemme, og det virkede som om de skulle være sammen igen.
Det var først, da far fandt ud af, at mor egentlig havde fået en ny kæreste og bare udnyttede ham for lidt ekstra penge at den evige frem-og-tilbage stoppede.
Far håbede stadig lidt på, at det gamle forhold kunne genopstå, men heldigvis fik mormor ham på andre tanker. En dag mødte far en anden kvinde. Efter det nye ægteskab fik vi endelig et rigtigt liv igen. Min stedmor er god, det ved jeg, selvom jeg ikke længere er barn og hverken har brug for eller savner en mors kærlighed og jeg bor heller ikke hjemme mere. Det bedste er, at min far ikke længere er sammen med min mor, hun svigter ham ikke længere, og jeg slipper for at blive ødelagt af hendes kulde og beregnende væremåde.
Mor har kun forsøgt at kontakte mig en enkelt gang jeg sagde bare det vil jeg ikke i telefonen, og hun ringede aldrig igen. Det er lidt sørgeligt, men alligevel helt okay. Jeg ved bare, jeg ville have haft det meget værre, hvis hun stadig var en del af vores liv og fortsatte med at ødelægge det.
