14. juni 2024
Nogle gange undrer jeg mig over, hvordan vi egentlig opfattede Mads. Selv hans nærmeste venner syntes altid, han var en anelse useriøs og uansvarlig ikke ligefrem typen, man betror noget vigtigt til uden at frygte, hvad der sker bagefter. I vores lille mandegruppe sagde vi ofte, at han stadig havde nogle vilde år foran sig. Men pludselig var det altså ham, der først blev gift af os alle. Hans kone, Signe, var den sødeste kvinde, som virkelig bekymrede sig om Mads og gjorde alt for ham.
Der var perioder, hvor han ikke arbejdede i lang tid, men Signe lod egentlig aldrig til at være irriteret over det. Hun klarede alle udgifter fra hendes løn, forkælede ham med restaurantbesøg, hyggelige dates og spontane weekendture til Aarhus eller Odense faktisk behandlede hun ham, som jeg mener, man ellers forventer af en mand overfor sin kvinde. Selv efter Mads begyndte at arbejde, havde han sjældent lyst til at bruge sine penge på hende. Signe kunne klare sig selv, så pengene gik i stedet til en ung pige, han mødte og jeg, som hans bedste ven, vidste alt om det, men har aldrig bifaldet utroskaben.
“Det er ikke utroskab, vi hænger bare ud sammen,” plejer Mads at sige første gang, jeg konfronterede ham. “Hun er som min datter eller min søster.”
I starten snakkede han meget om, at det ikke var en affære, nævnte hende også, hver gang vi mødtes som venner, men pludselig stoppede han med det. Da en af drengene spurgte, hvordan det gik med hans sidepige og om han havde slået op, svarede Mads bare kryptisk: “Lykken elsker stilheden.”
Allerede der vidste jeg, at det var blevet alvorligt mellem dem, men havde ikke forestillet mig hvor seriøst, før Signes arbejde blev intense i slutningen af kvartalet, og hun kom sent hjem. Mads benyttede lejligheden til at tage over til den unge pige eller hun kom hjem til ham. De gik ture gennem de kvarterer, han kendte så godt, og som han plejer at gå rundt i med Signe. En nabokone genkendte ham og fortalte Signe, at hendes mand slentrede rundt med en anden kvinde og fulgte hende til hendes dør.
Signe tog kontakt til sin chef og bad om fri tidligere på dagen, uden at informere Mads. Hun ville overraske dem hjemme, men i stedet mødte hun dem i Føtex.
Mads har senere fortalt mig, han aldrig havde set Signe så rasende før. Hun hældte en liter mælk ud over Mads, kastede æg på den unge pige og gik derfra med et smæk, krævede at de skulle betale for varerne. Da Mads kom hjem senere på dagen, stod der tre kufferter klar Signe ville ikke høre nogen forklaring, og selv efter en uge, hvor han havde banket på hver eneste dag, ville hun ikke tale med ham.
Nu bor Mads midlertidigt på et hostel, og håber på, at retten kan tvinge dem til at dele lejligheden, så han får lidt penge til eget sted.
Det virker ikke som om han har lært noget eller frygter at miste Signe. Han morede sig faktisk over det drama Signe lavede i børnenes Føtex.
“Nu tør hun aldrig gå derind igen,” griner Mads. “Prøv bare alle i supermarkedet kan stadig huske hende…”
