Alina var altid den perfekte datter i naboernes og moderens venners øjne. Hun var en fremragende ele…

9. oktober

Nogle gange har jeg svært ved at forstå, at det virkelig var mig, der voksede op som den perfekte datter. Det siger de i hvert fald naboerne og mors veninder. Mit navn, Frederikke Jensen, blev altid nævnt, når der skulle gives eksempler på den ideelle pige: flittig i skolen, til violinundervisning på Kulturskolen, altid med i alle konkurrencer. Min mor har altid sagt, at jeg er hendes stolthed. Hun insisterede på, at jeg var perfekt til alt, hvad jeg rørte ved. Ingen tvivl, sagde folk Frederikke er mønstereleven. Jeg holdt aldrig omgang med dem, der lavede ballade. Sandheden er, at jeg slet ikke havde nogen venner. I Viborg så folk mig kun med violinens etui over skulderen på vej til musikskolen, eller med tasken fyldt med bøger på vej i skole. Efter undervisning gik jeg straks hjem.

Folk på vejen undrede sig allerede som lille var jeg usædvanligt stille. Jeg græd aldrig, lavede aldrig ballade. Mor fik tit at vide, hun måtte være heldig at have sådan et barn. Efter universitetet pakkede jeg min kuffert, og rejste til Aarhus. Jeg skrev et brev til mor og senere fortalte jeg i telefonen, at jeg havde fået tilbudt et prestigefyldt job; hvem ville dog sige nej til sådan en mulighed? Hun ringer ofte; siger, hun savner mig frygteligt, at hun håber jeg snart kommer hjem. Men jeg vil slet ikke hjem. Jeg har lyst til at råbe, at jeg aldrig vil se hende igen jeg kan virkelig ikke holde hende ud men typisk undviger jeg, når hun spørger. Jeg siger bare, jeg har alt for travlt, knap tid til at spise.

Ingen ved, hvordan jeg egentlig havde det, da jeg pakkede alting ned.

Jeg græd, mens jeg smed tøj og bøger i tasken. Folk så én slags Frederikke den, der altid var korrekt, men der var ingen, der anede, hvor ondt det hele gjorde indeni. Knælede jeg for eksempel på gryn i fem minutter, fordi jeg kom et par minutter for sent hjem, eller fik tæsk, hvis jeg havde skrevet grimt; det var bag facaden. Eller den dag, mor sagde: Det havde været bedre, hvis jeg havde kvalt dig i vuggen. Min far stak af, da jeg var to år, så det var bare hende og mig. Hun kunne ikke klare én plet på de hvide vægge hvis der kom den mindste, gik det ud over mig.

Det har jeg altid båret på.

I det sidste år på universitetet gav vores underviser, Mads, os en øvelse i gruppen: Vi skulle tegne et billede som et barn så ærligt og klodset, som børn nu gør det. Af en eller anden grund brød jeg sammen og græd midt i det hele. Som barn turde jeg dårligt tegne med blyant, for det mindste krads kunne udløse mors vrede; derhjemme skulle der være fuldstændig ro. Dagen efter, vi fik vores eksamensbeviser, tog jeg af sted. Alt blev pakket i kufferter og flyttekasser, og jeg flyttede til Aarhus alt var nyt og fremmed. Det var svært i starten; jeg kendte ingen og følte mig meget alene, men jeg var sikker på, at alt ville være bedre end det hjem, jeg havde forladt.

Nu går det godt for mig, men tanken om at have kontakt til min mor er uoverskuelig. Jeg ønsker ikke længere nogen form for relation.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

four × two =

Alina var altid den perfekte datter i naboernes og moderens venners øjne. Hun var en fremragende ele…
Jeg er træt af dine sygdomme, jeg har brug for en rask kvinde. Jeg er kun sammen med dig af pligt Ordene faldt en torsdag aften, mens Tanja stod ved vinduet med telefonen i hånden og bestilte medicin fra apoteket. Sytten års ægteskab, og nu siger han det—Mark, roligt, næsten dagligdags, som meldingen om regnvejr. — Jeg er træt af dine sygdomme, Tanja. Jeg har brug for en rask kvinde. Hun vendte sig om. Mark sad i sofaen med den øverste skjorteknap løsnet—et træthedsritual hun kendte så godt, men denne gang lå der noget endeligt i det. — Hvad sagde du? — Det, du hørte. Jeg er kun med dig af pligt. Forpligtelse er ikke kærlighed. Telefonen gled ud af hendes hånd og ramte gulvet. Tanja mærkede, hvordan maven—den forbandede, syge mave—slog sig sammen i smerte. Mavesår. Kolitis. Udmattende diæter, håndfulde piller. Tre år med kamp, tre år med Marks stigende irritation. — Du mener… — Ja, jeg mener det, — afbrød han. — Jeg har fundet en anden. Yngre. Rask. Med hende føler jeg mig… levende, tror jeg. Nu kom ordet. Tanja forstod, han var allerede videre, allerede et andet sted i sit liv. Hun stod dér, 40 år gammel, med ondt i maven og tarmene, blevet en evig patient på tre år. — Hvem er hun? Mark trak på skuldrene. Ligegyldigheden i hans blik ramte hende hårdere end ord. — Ingen speciel. Vi mødtes i fitnesscentret. 28 år. Yogainstruktør. Yoga. Selvfølgelig. Mens Tanja slugte Panodil og Magnyl, mens hun krummede sig af smerte om natten, dyrkede han yoga. Med en 28-årig. — Og nu? — Jeg flytter. Jeg pakker mine ting i morgen. Så nemt. Sytten år—og en papkasse med ting. Han gik næste morgen, uden at vente på weekenden. Tanja fulgte ham med blikket fra køkkenvinduet, klamrende sig til bordkanten. Smerten skyllede ind over hende—ikke bare fysisk, men et andet sted i kroppen, tungere end alt andet. Lejligheden føltes enorm. Treværelses på Østerbro, som de havde købt sammen og indbetalt til hver en krone. Nu boede hun alene her—med tomme hylder og duften af hans parfume hængende i soveværelset. Den første uge lå Tanja næsten konstant. Stirrede op i loftet, nippede til vand. Maven var i oprør—hver mundfuld mad gjorde ondt. Veninden Jannie kom dagligt med suppe og kærlige formaninger. — Kom nu, Tanja! — sagde hun, siddende på sengekanten. — Han er en nar! Der er mange af den slags. Men Tanja sagde ingenting. Hvad skulle hun sige? Jannie forstod ikke—det var ikke bare en skilsmisse, det var et svigt i hendes værste stund, hvor hun havde brug for ham mere end aldrig før. En måned senere så Tanja tilfældigt Mark og hans yogainstruktør ved et cafébord på Strøget. Pigen var akkurat som hun forestillede sig: lange ben, blankt hår, hvid t-shirt og jeans. Mark holdt hende om livet—nonchalant, ejerskabsagtigt. Tanja trykkede apoteksposen ind til brystet og betragtede dem. De grinede. Han kyssede hende på tindingen—let, ømt. Som han engang kyssede Tanja i begyndelsen. Hun vendte ryggen til og gik hurtigt væk. Hun nåede metroen og satte sig i vognen, hvor smerten i maven blev uudholdelig. En fremmed kvinde spurgte, om hun behøvede hjælp. Tanja rystede på hovedet og gik af ved næste station. På toilettet i metroen, siddende på det kolde gulv ved håndvasken, græd hun for første gang ukontrolleret, indtil hun ikke kunne mere. Gennembruddet kom uventet. To måneder efter Marks exit blev Tanja indlagt med forværring af lidelsen. Hun endte på gastroenterologisk afdeling på Bispebjerg, og dér skete det utrolige—hun fik det bedre. Den nye læge, en kvinde midt i 50’erne med et skarpt blik, studerede hele journalen og rystede på hovedet. — Det er et klassisk psykosomatisk tilfælde, — sagde hun. — Mavesåret er helet for tre uger siden, men du er stadig syg. Ved du hvorfor? Fordi det er nemmere for dig. Du har fastlåst dig som den syge hustru. Tanja forsøgte at protestere, men lægen løftede hånden. — Lyt nu. Din sygdom var ægte, det benægter jeg ikke—men nu bruger du den som en redningskrans. At være offer er lettere end at leve. De ord sad fast som en splint. Tanja grubler over dem i dagevis, liggende i sin hospitalsseng, med udsigt til gråt efterår. Kunne det være sandt? Havde hun skabt sit eget fængsel af diæter, tabletter og smerte? En uge senere blev hun udskrevet. Hjemme foran spejlet i entreen så Tanja sig selv med nye øjne—blegt ansigt, livløst hår, mørke rande. Fyrre, men lignede halvtreds. — Nok, — sagde hun til sit spejlbillede. — Nu er det nok. Jannie gispede, da Tanja en måned senere dukkede op på hendes dørtrin. — Tanja?! Er det virkelig dig?! Kort hår, farvet mørkblond med rødligt skær. Diskret makeup, der fremhævede øjnene. Ikke længere joggingtøj, men en stram bordeaux kjole fra Zara på udsalg. — Det er mig, — smilede Tanja. For første gang i lang tid var smilet ægte. De gik på café i Indre By—det skulle fejres, mente Jannie. Ved vinduet, med cappuccino og snak, fortalte Tanja om at være startet på copywritingkursus, om morgenture i parken, om at hun langsomt vendte tilbage til livet. — Og Mark? — spurgte Jannie forsigtigt. — Har du set ham? — Nej. Han har ringet et par gange—noget med papirer og deling af boet. Jeg sagde bare, hans advokat kan tage sig af det. — Og det er det? Ingen hævnplaner? Tanja så på sin veninde. Noget i hendes øjne var nyt—koldt, men roligt. — Ved du hvad, Jannie, hævn serveres bedst kold. Og jeg er først lige begyndt at køle af. Informationen kom tilfældigt. Tanja meldte sig ind i det fitnesscenter hvor Mark mødte sin yogainstruktør—nu gik hun selv til træning der. Skæbnen ville, hun faldt i snak med den snakkesalige receptionist, Dorte. — Har du mødt Nanna Holm? — spurgte Dorte mens Tanja skrev sig på listen. — Hun var yogainstruktør her, indtil hendes fyr fik hende overtalt til at droppe jobbet. Tanja spidsede ører. — Hvordan overtalt? — Han er ret velstående, lovede at forsørge hende. Nu arbejder hun kun for ham—skiftede job ud med løfter. Han betaler alt: lejlighed, tøj. Men ærligt, jeg ville ikke satse min fremtid på sådan en mand—det holder aldrig. Tanja nikkede, som om hun ikke rigtig lyttede. Men i hovedet begyndte planen at tage form. Mark forsørger sin elskerinde, betaler for alt. Han har flere penge end han viste i skilsmissen. Interessant. De næste to uger brugte Tanja på at studere jura om bodeling. Hun fandt ud af, at skjulte indtægter kan danne grundlag for genbehandling. Kunne hun bevise noget, kunne brøken ændres. Hun hyrede en privatdetektiv—en ung mand ved navn Ole, som gik til sagen med stor ildhu. En måned senere lå der en dossier på hendes køkkenbord: fotos, udskrifter, beviser. Mark havde ikke bare lejet Nanna en lejlighed—han havde købt den i eget navn. Og flyttet sin gamle Toyota over på et firma, så den ikke indgik i delingen. Tanja bladrer i dokumenterne med tiltagende energi. Ikke vrede—men lysten til at spille spillet. Hun nød det. I december indgav Tanja klage om genbehandling af bodelingen. Advokaten—ældre herre med hvidt skæg—nikkede tilfreds. — Godt arbejde. Ham får vi. Mark fik det at vide en uge senere. Han ringede—første gang i fire måneder. — Hvad bilder du dig ind?! — råbte han i telefonen. — Hvilke papirer? Hvilken genbehandling?! — Mark, — svarede Tanja roligt, — du har skjult aktiver under skilsmissen. Ifølge loven har jeg krav på halvdelen. — Du er skør! Det er min lejlighed! Jeg købte den efter skilsmissen! — Med penge tjent i ægteskabet. Advokaterne tager sig af det. Vi ses i retten. Hun lagde på og smilede. For første gang var Mark ude af balance, hun hørte panikken i hans stemme. Nytår fejrede Tanja hos Jannie med veninderne. Champagne, grin, fremtidsplaner. Jannie viste Tanja et billede fra sociale medier—Mark med Nanna til et firmaarrangement. Han så anspændt ud, hun mut. — Krise i paradis? — spurgte Jannie. — Ikke endnu, — svarede Tanja. — Men det nærmer sig. Retssagen blev sat til februar. Tanja forberedte sig grundigt—dokumenter, beviser. Ole detektiven kom med endnu mere kompromitterende info: Mark havde optaget lån til Nannas lejlighed, registreret som forbrugslån, der skulle deles. Tanja var benhård. Hun krævede alt, hun havde ret til—ingen rabat, ingen nåde. Mark prøvede at forhandle, sendte beskeder, ringede. Tanja var ubønhørlig. — Du sagde selv, du kun var med mig af pligt—nu får du en reel gæld, — mindede hun ham om. Han smed røret. Tanja smilede tilfreds. En uge før retssagen skete det uventede—Nanna forsvandt. Ole oplyste nyheden begejstret: — Hun flyttede ud. Tog sine ting og forsvandt. I sociale medier har hun blokeret alle med relation til Mark. Tanja så undrende ud. Så hun mærkede, at skibet sank, og handlede. Detaljerne fik hun senere af Dorte. Nanna mødte en ny, en forretningsmand fra Aarhus, der tilbød hende en helt anden fremtid. Mark stod tilbage—uden elskerinde, med gæld og en retssag foran sig. Tanja glædede sig ikke. Hun konstaterede blot, at livet var fair, nogle gange. Retssagen gik hurtigt. Mark sad bleg og træt, hans advokat forsøgte sig, men beviserne var klare. Dommeren afgjorde, at bodelingen skulle genbehandles til Tanja’s fordel. Lejligheden på Amager skulle sælges—pengene skulle deles. Bilen—det samme. Kompensation for skjult indtægt. Tanja forlod retssalen og stod på trappen, indåndede den kolde vinterluft. Himlen var klar, sneen gnistrede. Hun følte sig… fri. For første gang i årevis—virkelig fri. Mark løb efter hende på vej ud. — Tanja, vent. Hun vendte sig om. Han stod der, tydeligt ældet, foroverbøjet. — Er du tilfreds? Nu har du fået dit. Jeg er ruineret, Nanna er væk, alt er ødelagt… Tanja så længe og grundigt på ham. Så smilede hun stille. — Mark, du sagde engang, du var træt af mine sygdomme. Du havde brug for en rask kvinde. Nu er jeg blevet rask. Tak for motivationen. Hun drejede om og gik ned mod metroen uden at se sig tilbage. Det syge, ulykkelige, afhængige liv lå nu bag hende. Forude ventede noget nyt. Og det nye liv var lige begyndt.