Jeg tror egentlig ikke, at nogen gider høre min historie, men jeg har virkelig brug for at få det hele ud. Der findes altid de dér mennesker, der mener, de ved bedst, hvordan livet skal leves
Min mand og jeg har været gift i elleve år.
Da jeg var 22, blev jeg gravid med vores første barn. Dengang var jeg stadig studerende på Københavns Universitet, men jeg måtte tage orlov fra studierne. Et år senere blev jeg gravid igen, og så måtte jeg sige farvel til universitetet. Min mand støttede mig heldigvis og sagde, at han nok skulle sørge for os, mens jeg tog mig af børnene.
Jeg troede virkelig, at min familie ville dele min glæde, men jeg tog fejl. Da min mor fandt ud af, at jeg ventede vores andet barn, kunne hun slet ikke acceptere det. Jeg levede ikke op til hendes forventninger jeg fik ikke min uddannelse færdig. Men sådan blev det nu engang. Senere fik vi også et tredje barn.
Jeg vil med det samme sige, at vi ønskede alle vores børn. Men jeg indså hurtigt, at jeg ikke kom ud på arbejdsmarkedet foreløbig. Jeg havde knap tid til at klare husholdningen, og vi fik flere udgifter.
Min mands løn slog ikke til, så han begyndte at arbejde ekstra han kører taxa om natten i København nu. Mig selv har jeg længe opgivet at bruge penge på. Vi sparer, hvor vi overhovedet kan, på både mad og tøj.
Men der opstår altid uventede udgifter børnene bliver syge eller der kommer andet i vejen. Vi klarer os selv, min mand og jeg, uden hjælp fra familien.
For tre måneder siden fandt jeg ud af, at jeg var gravid igen. Da min mor hørte det, sagde hun ligeud, at vi ikke kunne forvente nogen som helst støtte fra hende. Hun kunne ikke forstå, at vi i denne svære tid valgte at få et fjerde barn.
Det gør ondt at høre sådan noget fra ens egen mor. Børn er jo en velsignelse, selv om det kan være hårdt. Hun kunne glæde sig med os andre drømmer om børnebørn, men hun har vendt os ryggen. Jeg forstår hende ikke. Sammen med min mand er vi bare lykkelige for hvert barn vi får de er vores fremtid. Selv om vi ikke har mange penge, så har vi kærlighed og glæde i hjemmet.
Min svigermor er fuldstændig anderledes. Hun ved, at vi har det svært, og hun hjælper tit med indkøb eller tager børnene med hjem til sig i Roskilde for at give os et pusterum.
Da hun hørte, at hun skulle have sit fjerde barnebarn, blev hun helt overvældet af glæde. Hun har altid sagt, at hun ønskede sig mange børnebørn. Hun hjælper os, hvor hun kan, og hun viser os en varme, man kun kan ønske sig af en svigermor. Hun kalder mig endda sin egen datter, og jeg kan mærke, hun virkelig elsker børnebørnene.
Det gør ondt, at min egen mor ikke behandler sine børnebørn på samme måde. Jeg har virkelig savnet at mærke støtte og høre et godt ord også fra hende. Men jeg kan ikke gøre mere. Det virker, som om hun bare venter på, at jeg kommer krybende og beder om hjælp men det sker aldrig. En dag bliver mine børn voksne, og de skal nok få sandheden at vide. Måske indser min mor på det tidspunkt, hvad hun gjorde galt. Men om det så bliver for sent, det ved jeg ikke.
