Jens og jeg begyndte at se hinanden, da jeg var 22 år gammel. Efter nogle måneder blev vi gift og tog et boliglån sammen. Lånet stod i Jens navn, men vi betalte begge hver en øre for det. Otte år kæmpede vi, otte år hvor vi sagde nej til alt, også til billige rugbrødsmadder, uanset hvordan det gik ud over helbredet. Da de otte år var gået, var lånet endelig betalt ud lejligheden var vores. Jeg troede virkelig, at nu kom det gode liv. Men lykken var falsk. Min mand har en søster.
Hun var gift, men hverken hun eller hendes mand arbejdede. De lejede et lille værelse. Ind imellem skaffede hendes mand et småjob og kunne betale for logiet, men ofte var der ingen penge. Gang på gang lånte de af os, og vi så aldrig skyggen af pengene igen. Da svigermor fandt ud af, vi havde betalt boliglånet ud, ringede hun straks til Jens og begyndte at overtale ham til at hjælpe søsteren, for hun var jo i knibe.
Jens, måske kan du skrive din lejlighed over til mig, så kan I flytte ind hos mig. Jeg har alt for meget plads alene, og snart får I måske børn.
Jens blev glad for forslaget og sagde ja uden at tænke nærmere over konsekvenserne. Han overførte skødet til sin mor, som straks sendte det videre til sin datter.
Resultatet blev, at hans søster nu havde lejligheden, og vi stod på gaden, fordi svigermor nægtede at tage os ind. Jeg var rasende på min mand, fordi han ikke havde lyttet til mig, da jeg var dybt imod idéen. Da vi blev smidt ud, måtte jeg flytte hjem til mine forældre, og jeg kunne ikke tilgive Jens. Han kom til mig og bad mig inderligt om tilgivelse. Jeg elskede ham virkelig, så jeg besluttede at give ham en sidste chance.
Du skal love mig, at du aldrig lader din mor styre dig igen. Hun manipulerer dig. Ja, vi har mistet vores hjem, men vi skal nok klare det og finde et nyt, hvis bare du ikke hjælper din søster mere.
Min mand gav mig sit ord. Vi optog et nyt boliglån og knoklede for at betale det af. Vi havde to, nogle gange tre, jobs hver og ingen fridage. Fire år senere var lejligheden betalt for. Men så stod svigermor atter i døren og begyndte at beklage sig og bede sin søn om at tilgive hende. Undskyld Jens, men jeg var nødt til det. Du ved jo, hvor svært din søster havde det. Hun har det stadig skidt; for nylig kørte hun galt i bil, smadrede bilen og ligger nu på hospitalet. Bilen var købt på afbetaling, og de kan hverken betale lånet eller få bilen lavet. Sælg jeres lejlighed, giv mig pengene, så kan I bo hos mig.
Og hvad tror du, Jens gjorde? Han gjorde det igen! Igen! Hvordan kunne han være så blåøjet? Alle de år spildt. Det var dråben for mig. Jeg forstod, det ikke gav mening at fortsætte. Jeg gik til statsforvaltningen og indgav skilsmisse.
