Forleden blev jeg inviteret til en gammel klassefest. Helt ærligt, jeg havde ikke lyst til at tage afsted. Lad mig lige fortælle dig hvorfor.
Efter gymnasiet flyttede jeg til Aarhus, og det er virkelig besværligt at skulle tage hele turen tilbage til Odense for sådan et arrangement. Jeg har egentlig bare fulgt lidt med på Facebook, hvordan det går med de gamle klassekammerater, men jeg har aldrig været sådan rigtig nysgerrig på deres liv.
Da jeg kom hjem fra festen, var jeg totalt nede. Jeg tænkte bare det her bliver både første og sidste gang, jeg dukker op. Man husker jo folk som de var i skoletiden, men i virkeligheden er det jo helt anderledes.
Tag nu fx Freja. Hun var min allerførste flirt jeg var stormende forelsket. Og da jeg ser hende nu, med gråt hår og ikke en eneste tand tilbage, prøver hun virkelig at flirte med mig. Det gjorde nærmest helt ondt i hjertet. Hun har aldrig giftet sig, fordi hun aldrig har kunnet beslutte sig, og nu er der ingen, der interesserer sig for hende. Hun virker bare frastødende.
Så er der min gamle makker fra klassen, Mads. Vi sad sammen i samme række. Han ser ud som om han er født før min bedstemor virkelig gammel! Da jeg så hans kone, Tabita, blev jeg nærmest målløs. Hun var engang klassens hotteste pige, men nu ligner hun en blanding mellem en trold og en sur dame både fysisk og i temperamentet. Han må tilsyneladende spørge hende, om han må gå på toilettet.
Det hele føltes ikke som en gensynsfest, mere som en halvkedelig fest med billig øl og snaps og så de der dårlige historier og rygter ude på badeværelset, cigaretter overalt. Jeg følte mig så akavet og flov over at være der. Jeg vil egentlig helst glemme det, og bare holde fast i de gode minder fra skoletiden.
