En ældre kvinde ved navn Birthe havde en datter, Gertrud, og en søn, Henrik. Hendes mand døde ung, og efter en tid giftede hun sig igen med en mand, Jens, som i forvejen havde en søn, Mikkel.
Birthe tog Mikkel til sig som sin stedsøn.
Børnene voksede op sammen. Gertrud blev gift og flyttede til Odense, langt fra sin mor, og senere giftede Henrik sig og slog sig ned i Aarhus.
Da Jens en dag døde, blev Birthe alene i deres gamle hus.
Sidenhen drog også stedsønnen Mikkel nordpå til Aalborg. Tiden gik, og pludselig en dag stod Henrik i døren hos Birthe.
“Mor, skulle du ikke overveje at sælge huset og flytte hjem til os?” spurgte han med et varmt smil.
Glæden lyste i Birthes øjne. Hun solgte huset og fik en god skilling for det, næsten hele 1,5 millioner kroner, og tog toget til Henriks familie. Da hun ankom, var stemningen festlig.
“Børnebørnene råbte begejstret: Bedste, du er her!
Bordet blev dækket med smørrebrød, og alle ville forkæle hende, men Birthe takkede nej til maden.
“Sover du dårligt, mor? Føler du dig syg?” spurgte Henrik bekymret.
“Nej, jeg har det ikke fysisk skidt,” svarede Birthe stille, “men jeg er så trist.”
“Hvad er der dog sket?”
“Da jeg tog toget herop, faldt jeg i søvn. Da jeg vågnede, var min taske tom nogen havde taget alle mine penge.”
“Ingen penge tilbage overhovedet?” spurgte svigerdatteren.
“Ingenting. Ikke engang til et rundstykke,” sukkede hun.
“Hvad skal du så leve af?” spurgte Henrik med rynkede bryn.
Birthe blev hos dem i et par dage, men hun følte sig stadig udenfor og bestemte sig for at besøge Gertrud i Odense.
Gertruds børn løb hende i møde: “Bedste, du er endelig kommet!”
Men også der sad Birthe stille i hjørnet.
“Jeg faldt i søvn i toget alle mine penge blev stjålet,” sagde hun med bedrøvede øjne.
“Det er jo forfærdeligt! Hvad vil du nu gøre, mor?”
Efter en uge pakkede Birthe igen kufferten og rejste til stedsønnen Mikkel i Aalborg. Også her blev hun taget imod med åbne arme af Mikkel, hans hustru og børnene. Men Birthe var stadig stille, og hendes blik flakkede.
“Mormor, hvorfor er du så trist?” spurgte lille Astrid bekymret.
“De penge jeg fik for huset alt blev stjålet på togturen,” svarede hun lavmælt.
Mikkel så på hende og sagde mildt: “Kære Birthe, det er bare penge. Hos os skal du ikke mangle noget. Vi tager os af dig.”
En dag kiggede Birthe ud af vinduet og spottede en hyggelig gammel villa på den anden side af vejen med et skilt: “Til salg.”
“Hvis du har lyst, så lad os gå over og se på huset,” foreslog hun.
Mikkel gik med. Villaen lignede så meget det hjem, Birthe engang havde boet i.
De talte med ejeren, en pensionist ved navn Poul. “Prisen er ikke høj, jeg er nødt til at sælge hurtigt,” sagde Poul, og nævnte et beløb præcis som det Birthe selv fik for sin gamle bolig.
“Vi tager huset,” sagde Birthe uden tøven.
Så flyttede Mikkel og hans familie og Birthe alle sammen ind i det nye hjem.
Da Gertrud og Henrik fik nys om dette, gik de straks i rette med deres mor:
“Hvordan kunne du købe hus og bo med din stedsøn og ikke os, dine egne børn?”
Birthe så dem i øjnene og svarede stille:
“I frygtede, at jeg ville blive jer til byrde. I lukkede kun døren op for mine penge. Men Mikkel og hans familie åbnede deres hjem for mig også uden en krone.”
