De sidste tretten år har jeg opdraget min kones søn fra hendes første ægteskab lige så meget som min egen datter. Min datter og jeg ligner faktisk hinanden en del, både når det gælder temperament og de ting, vi drømmer om. Vi har sådan nogle af de samme holdninger til livet, mens min stedsøn er helt sin mors søn han ligner hende på en prik. Han er altid bare sådan typen, der synes, at tingene er, som de skal være.
For eksempel, når fødselsdagene nærmer sig, spørger jeg altid børnene, hvad de gerne vil have i gave. Eller hvis det er jul, og juletræet står klar i stuen, så spørger jeg dem, hvad de kunne tænke sig. Min datter kommer altid med en liste, det gør det faktisk ret nemt for mig, men min stedsøn siger bare, at han vil blive glad for hvad som helst, eller at det ikke rigtigt betyder noget for ham. Når kammeraterne hiver min datter med ud, spørger jeg hende, om hun skal have nogle ekstra penge, og hun siger aldrig nej. Min stedsøn, derimod, han siger altid, han har nok. Han nægter konsekvent at tage imod flere penge fra mig og siger, at hans lommepenge rækker. Jeg ved jo godt, at det ikke altid helt passer. For han går bagefter til sin mor og spørger om flere penge men han spørger aldrig mig.
Vi har boet sammen i så mange år nu, og alligevel er han stadig så tilbageholdende over for mig? Jeg føler virkelig, at jeg har gjort alt for at tage imod ham som min egen, men han holder altså stadig lidt afstand og vælger altid at gå til sin mor først, hvis der er noget. Hans biologiske far er slet ikke inde i billedet, han har ikke haft kontakt med ham i årevis, men alligevel er det som om, jeg er ham fremmed.
Nu fylder han seksten, og det er snart tid til at vælge ungdomsuddannelse, så hele familien snakker om, hvad han skal. Han er fuldstændig sikker på, at han kommer ind på den offentlige skole, han drømmer om, men jeg prøver at sige til ham, at han skal holde alle muligheder åbne og måske også overveje nogle af de privatskoler, selvom det koster lidt ekstra. Jeg har sagt, at jeg gerne vil dække udgifterne, men han afviser det bare og siger, at han klarer den selv. Hvis det ikke går, så finder han ud af noget. Han vil simpelthen ikke tage imod penge fra mig.
Det føles sgu lidt som et slag i ansigtet, hans stædighed og lyst til at klare det hele selv, i stedet for at tage imod hjælp fra mig som en far. Hvis han er så voksen, må han jo bare klare sig selv. Vil han ikke have min støtte, så får han den heller ikke.
Min kone reagerede sådan lidt ambivalent på det hele og mener, jeg opfører mig barnligt. Men helt ærligt, jeg synes sgu, at han agerer for voksent. Jeg aner ikke, hvordan jeg egentlig skal bryde den mur ned mellem os hvordan filan håndterer man lige det?
