Kære dagbog,
Jeg har kendt min kone længe før vi blev gift. Faktisk begyndte min kærlighed til hende allerede i folkeskolen. I fire år sad vi side om side hver dag, og hun havde altid to fletninger, der duftede så dejligt. Vi blev bedste venner, selvom jeg aldrig havde modet til at fortælle hende om min forelskelse.
I 9. klasse samlede jeg alt mit mod og spurgte hende, om hun ville følges med mig til skoleballet, og til min store glæde sagde hun ja. Jeg brugte invitationen som en undskyldning for endelig at fortælle hende, hvad jeg følte.
Men dengang sagde hun, at hun kun kunne se mig som ven.
Det slog mig virkelig ud, for jeg kunne nærmest ikke se verden uden hende. Universitetet hjalp mig dog med at få tankerne lidt væk fra hende, jeg havde elsket så længe. Efter studierne fik jeg et godt arbejde, og karrieren gik fremad. Til sidst kunne jeg købe mig en lejlighed midt i København.
Mine gamle klassekammerater og jeg mødtes ofte, men hun dukkede aldrig op. Jeg håbede altid, jeg ville se hende igen, men det blev kun ved rygter om, at hun nu boede i Aarhus. Pludselig, en aften til et af vores gamle klassearrangementer, stod hun der. Jeg var lykkelig. Det var de samme øjne som i vores barndom. Efter sammenkomsten foreslog vi at tage ud og danse, og til min overraskelse sagde hun ja. Jeg mærkede straks, at mine følelser for hende var uændrede. Da aftenen var slut, udvekslede vi numre for at holde kontakten.
Vi begyndte at ses mere og mere, og en dag fortalte jeg hende igen, hvor meget hun betød for mig. Denne gang gengældte hun mine følelser. Jeg følte mig som verdens heldigste mand. Allerede efter en måned giftede vi os, og hun flyttede ind hos mig.
Min kone, Line, havde svært ved at finde et fast arbejde. Det generede mig ikke, for jeg havde en god løn, og vi kunne sagtens klare os for mine penge. Desuden nød jeg den måde, hun holdt hjemmet på.
Men med tiden forandrede tingene sig. Line blev mere indadvendt, og jeg savnede hendes nærvær. Dårlige tanker begyndte at snige sig ind på mig, og efter mange overvejelser installerede jeg to kameraer i lejligheden et i gangen og et i soveværelset.
Jeg brugte lang tid på arbejdet for at få kameraerne til at virke, og jeg var ængstelig for, hvad jeg ville opdage. Men jeg havde aldrig troet, at jeg skulle se dette. Min kone brugte dagene på at ordne hjemmet, hun gik i Føtex efter dagligvarer, vaskede tøj, gjorde rent og lavede mad. Hun havde slet ikke tid til sig selv.
Lige inden jeg kom hjem, skyndte hun sig at gøre sig smuk, så jeg kunne møde en glad og frisk kone. Jeg blev ramt af hendes opofrelse og omsorg.
Jeg købte straks den smukkeste buket blomster til hende og inviterede hende ud at spise på en hyggelig restaurant ved Nyhavn. Der lagde jeg kortene på bordet og fortalte hende om kameraerne. Hun smilede bare til mig og erklærede sin kærlighed, uden at være vred.
Fra det øjeblik voksede min kærlighed til hende bare endnu mere. Hun er simpelthen mit solskin i livet.
