For omkring et halvt år siden blev jeg gift med Mads. Min mor hjalp os med at løse boligproblemet ved at lade os bo i hendes etværelses lejlighed. Hun sagde dog med det samme, at vi kun kunne bo der i otte år, for jeg har en lillesøster, og når hun bliver myndig, skal lejligheden sælges, og pengene deles lige mellem os.
Alle var tilfredse med den aftale. Brylluppet blev fejret flot på en restaurant. Vi betalte hver for os, halvdelen hver jeg havde lidt opsparing, og Mads havde et godt job.
Dagen efter brylluppet begyndte Mads at snakke om vores fælles økonomi.
Han foreslog delt økonomi. I hans beregning sagde han, at hvis vi skal betale for el, mad, biografture og cafébesøg, skal vi lægge det og det beløb hver, altså dele alle udgifterne lige, og derudover spare mindst 20% af vores løn op til en fremtidig bolig. Resten af pengene kunne vi beholde til os selv.
Det var en stor sum for mig, for min løn er ikke nær så høj som Mads løn. Jeg sagde med det samme, at det ville blive svært for mig at betale så meget hver måned, og at ægtefolk burde have en fælles økonomi. Mads svarede roligt, at vi begge burde gøre vores bedste for vores families skyld.
Hvis jeg havde svært ved at betale min andel, måtte jeg bare finde et bedre job, sagde han. Vi bor i en lille dansk by, hvor der ikke er mange gode jobmuligheder. Min mand arbejder i hans onkels firma.
Jeg besluttede mig for at finde et deltidsjob ved siden af. Sådan levede vi; vi lagde penge til side hver måned, jeg sparede konstant på mig selv, købte næsten ingenting, lagde lidt til side til jul og gaver. Mads derimod levede godt, købte dyre skjorter og parfume.
En dag talte vi om ferie. Mads foreslog, vi kunne tage til udlandet sammen men selvfølgelig skulle vi betale hver for sig igen. Jeg nåede ikke at spare det nødvendige beløb op, så til sidst tog han afsted alene.
Jeg blev virkelig ked af det, men sagde ikke noget, for ægteskabet betød mere for mig. Nogle måneder senere fik jeg at vide, at virksomheden, hvor min mor arbejdede, var lukket. Det er svært at finde nyt arbejde, når man er 50 år, og hun har stadig en teenager derhjemme. Hele tiden har min mor forsørget min lillesøster alene, men nu var pengene snart brugt op.
Min mor ringede og bad mig om hjælp. Jeg kunne ikke sige nej. Denne måned kunne jeg simpelthen ikke lægge penge til vores boligopsparing. Da Mads fandt ud af det, klagede han over, at jeg ikke kunne finde ud af at spare op.
Du kan hverken spare op eller tage til Vesterhavet med os. Hvad kan du egentlig stille op for din familie med så lav en løn? gentog Mads.
Efter de ord sagde jeg til min mand, at hans mangel på forståelse og solidaritet skuffede mig. Han svarede bare roligt, at jeg jo ikke giftede mig med ham for pengenes skyld, og at man i det hele taget kun kan regne med sig selv.
Mads mener, at alting skal deles op og betales hver for sig. Men jeg mener noget andet for mig handler det om, at familie hjælper hinanden. Vi kan slet ikke mødes på midten. Jeg ved ikke længere, om jeg vil blive boende hos ham.
