Dagen efter brylluppet bragte min mand op, hvordan vi skal håndtere vores fælles økonomi

For omkring et halvt år siden blev jeg gift med Mads. Min mor hjalp os med at løse boligproblemet ved at lade os bo i hendes etværelses lejlighed. Hun sagde dog med det samme, at vi kun kunne bo der i otte år, for jeg har en lillesøster, og når hun bliver myndig, skal lejligheden sælges, og pengene deles lige mellem os.

Alle var tilfredse med den aftale. Brylluppet blev fejret flot på en restaurant. Vi betalte hver for os, halvdelen hver jeg havde lidt opsparing, og Mads havde et godt job.

Dagen efter brylluppet begyndte Mads at snakke om vores fælles økonomi.

Han foreslog delt økonomi. I hans beregning sagde han, at hvis vi skal betale for el, mad, biografture og cafébesøg, skal vi lægge det og det beløb hver, altså dele alle udgifterne lige, og derudover spare mindst 20% af vores løn op til en fremtidig bolig. Resten af pengene kunne vi beholde til os selv.

Det var en stor sum for mig, for min løn er ikke nær så høj som Mads løn. Jeg sagde med det samme, at det ville blive svært for mig at betale så meget hver måned, og at ægtefolk burde have en fælles økonomi. Mads svarede roligt, at vi begge burde gøre vores bedste for vores families skyld.

Hvis jeg havde svært ved at betale min andel, måtte jeg bare finde et bedre job, sagde han. Vi bor i en lille dansk by, hvor der ikke er mange gode jobmuligheder. Min mand arbejder i hans onkels firma.

Jeg besluttede mig for at finde et deltidsjob ved siden af. Sådan levede vi; vi lagde penge til side hver måned, jeg sparede konstant på mig selv, købte næsten ingenting, lagde lidt til side til jul og gaver. Mads derimod levede godt, købte dyre skjorter og parfume.

En dag talte vi om ferie. Mads foreslog, vi kunne tage til udlandet sammen men selvfølgelig skulle vi betale hver for sig igen. Jeg nåede ikke at spare det nødvendige beløb op, så til sidst tog han afsted alene.

Jeg blev virkelig ked af det, men sagde ikke noget, for ægteskabet betød mere for mig. Nogle måneder senere fik jeg at vide, at virksomheden, hvor min mor arbejdede, var lukket. Det er svært at finde nyt arbejde, når man er 50 år, og hun har stadig en teenager derhjemme. Hele tiden har min mor forsørget min lillesøster alene, men nu var pengene snart brugt op.

Min mor ringede og bad mig om hjælp. Jeg kunne ikke sige nej. Denne måned kunne jeg simpelthen ikke lægge penge til vores boligopsparing. Da Mads fandt ud af det, klagede han over, at jeg ikke kunne finde ud af at spare op.

Du kan hverken spare op eller tage til Vesterhavet med os. Hvad kan du egentlig stille op for din familie med så lav en løn? gentog Mads.

Efter de ord sagde jeg til min mand, at hans mangel på forståelse og solidaritet skuffede mig. Han svarede bare roligt, at jeg jo ikke giftede mig med ham for pengenes skyld, og at man i det hele taget kun kan regne med sig selv.

Mads mener, at alting skal deles op og betales hver for sig. Men jeg mener noget andet for mig handler det om, at familie hjælper hinanden. Vi kan slet ikke mødes på midten. Jeg ved ikke længere, om jeg vil blive boende hos ham.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

five × one =

Dagen efter brylluppet bragte min mand op, hvordan vi skal håndtere vores fælles økonomi
Jeg passede mine børnebørn gratis i otte år… og i går sagde de, at de foretrækker „den anden mormor“, fordi hun aldrig skælder ud og køber dem en iPad. Jeg er mormoren med varm suppe. Mormoren, der henter dem fra skole, pudser næser og putter dem om aftenen. Den anden mormor er „den elegante dame“, der dukker op to gange om året med dyre gaver. I går knuste mine børnebørn mit hjerte, da de sagde, at de ville ønske, jeg var som hende. Hvad gør man, når ens daglige omsorg bliver usynlig over for et kreditkort? Min ryg gør ondt. Ikke fordi jeg er gammel – jeg er kun 62. Den gør ondt af skoletasker, der ikke er mine. Af legetøj, jeg aldrig har kastet ud. Af børn, jeg har båret i armene, som nu er blevet for tunge. Jeg er det, der kaldes „den faste mormor“. Mit liv kredser om min datter og hendes to børn – 8 og 6 år. Min datter arbejder. Det samme gør min svigersøn. Fordi de „ikke har råd“ til en barnepige og ikke stoler på daginstitutioner, tog de det for givet, at jeg ville være lykkelig for at bruge min pension på endnu en generation. Og det har jeg gjort. Med kærlighed. Jeg står op kl. 6.30 hver morgen. Laver morgenmad. Klæder børnene på. Fører dem til skole. Gør rent – „når du nu alligevel er her, mor, kan du lige hjælpe lidt“. Laver mad. Hjælper med lektier. Jeg er den, der siger: „Ingen søde sager før aftensmad.“ „Husk at børste tænder.“ „Nu skal du lave lektier.“ Jeg er mormoren med struktur og omsorg. „Den kedelige mormor.“ På den anden side er min svigersøns mor. Hun bor i en anden by. Har penge. MANGE penge. Ugentlige frisørtider, perfekt manicure. Hun har aldrig skiftet en ble. Hun har aldrig tørret bræk op fra gulvtæppet. Hun er mormoren til „den store entré“. Kommer til jul og fødselsdage. Ankommer som julemanden – med designerposer, forbudte snacks og elektronik. I går havde min barnebarn fødselsdag. Jeg stod op kl. 5 for at bage hans yndlingskage. Hjemmelavet. Ikke fra bageren. Piskede cremen, til jeg fik ondt i armen. Min gave – en eventyrbog og en hjemmestrikket sweater. Det er hvad min pension rækker til. Kl. 16 kom hun ind. Med parfume til flere tusinde kroner. „Mine elskede!“ råbte hun. Børnene fór hen til hende, de så ikke engang på mig. „Mormor!“ hvinede de. Hun fandt to hvide, skinnende æsker frem. Nyeste model tablets. „Så I ikke keder jer,“ sagde hun. „Og i dag er der ingen regler.“ Børnene blev stille. Limbede til skærmen. Min datter og svigersøn kiggede… ikke på mig. De kiggede på hende. „Hvor er du generøs! Du er den bedste mormor!“ Jeg stod i køkkenet og skar kage. Ingen lagde mærke til det. Jeg gik hen til min barnebarn. „Skat, se… gaven og kagen…“ „Ikke nu, mormor,“ sagde han uden at kigge op. „Jeg indstiller min figur.“ „Men jeg har bagt den til dig…“ „Det er bare kage, mormor. Hun kom med en tablet. Det er en rigtig gave. Du giver altid tøj og kedelige bøger.“ Jeg så på min datter. Ventede på, hun ville sige noget. Holde ham op på det. Sige: „Respektér din mormor.“ Hun grinede. „Åh, mor, tag det ikke personligt. De er børn. Teknologien vinder. Og… du er mormoren med rutinen. Hun er den sjove.“ Rutinen. Maden. Trygheden. Omsorgen. Den yngste sagde det hele: „Jeg ønsker, den anden mormor boede her. Hun skælder aldrig ud og hun bliver aldrig sur. Du er altid træt.“ Jeg lagde kagekniven fra mig. Mine hænder rystede. Hænder ædt af klorin og sæbe. Jeg tog forklædet af. Foldede det omhyggeligt sammen. „Nu går jeg,“ sagde jeg roligt. „Hvad mener du, du går? Kagen er ikke skåret op endnu. Og der skal jo gøres rent.“ „Nå, men den sjove mormor er jo her.“ „Mor, jeg skal på arbejde i morgen! Hvem henter dem?“ „Jeg ved ikke. Måske hende. Eller sælg en tablet og hyr en barnepige.“ „Vi har brug for dig!“ „Ja, I har brug for mig, men I værdsætter mig ikke.“ Jeg gik. I dag ringer min telefon uafbrudt. De græder. Siger jeg er dramatisk. Men jeg kommer ikke tilbage. I morgen står jeg op kl. 9. Drikker min kaffe. Spiser resterne af kagen. For første gang – uden dårlig samvittighed. Jeg indså noget sent, men i rette tid: Hvis du passer dine børnebørn, mens forældrene får ro, og en anden får applausen… så er du ikke mormor. Du er gratis arbejdskraft. Og jeg har netop sagt op. Spørgsmål til jer: Er bedsteforældre forpligtet til at tage sig af deres børnebørn – eller sparer forældre bare penge på bekostning af dem?