Jeg er 60 år gammel, har været pensionist i mange år og lever mit eget, stille liv. De sidste ti år har jeg boet alene uden mand, uden børn, uden veninder. Mine børn har travlt med deres egne liv og familier i andre byer, min mand er død, og jeg har mit eget lille sommerhus min glæde og adspredelse. Så snart foråret melder sig, flytter jeg ud i mit kolonihavehus, gør grundigt rent i huset og haven, og derefter planter jeg blomster og laver bede. Jeg stortrives derude og kan virkelig slappe af.
Men om vinteren er det umuligt at være der; det er for besværligt med sneen, og jeg kan ikke selv holde havegangen fri for sne. Der er ingen, der kan hjælpe, så jeg må tilbringe vinteren i lejligheden inde i byen. Om efteråret klarer jeg mig dog endnu nogenlunde. I år blev jeg lidt forkølet i september og blev derfor i byen i en uge, men så snart jeg fik det bedre, skyndte jeg mig tilbage til min elskede kolonihave.
Da jeg nærmede mig huset, så jeg straks, at lågen stod helt åben. Jeg tænkte straks, at nogen havde været inde i min have. Alt så dog umiddelbart ud, som det plejer, men da jeg så efter, var hoveddøren ikke lukket Jeg blev straks nervøs for, om huset var blevet plyndret! Jeg listede forsigtigt ind. Men alt var faktisk, hvor det skulle være bortset fra et tæppe, jeg egentlig aldrig bruger, og der stod et krus fremme på bordet Jeg plejer ALTID at rydde op efter mig selv! Noget stemte ikke.
Da den første forskrækkelse havde lagt sig, blev jeg bare irriteret. Hvem tumler dog rundt her og drikker af mit krus uden at spørge om lov Jeg kiggede ud ad vinduet, og bag huset sad en dreng og varmet sig ved et lille bål. Han sad med hænderne frem mod ilden. Der havde jeg min uindbudte gæst
Jeg gik udenfor og hostede, så jeg kunne se, hvordan han reagerede. Drengen fór lidt sammen, så bange ud, men stak ikke af tværtimod gik han langsomt hen mod mig. Undskyld, frue, jeg har kun været her et par dage
Stille og ydmyg. Med det samme rørte det noget i mig: Hvor længe har du været her? Hvad har du spist? Kun et par dage Jeg havde ikke så meget mad med. Jeg havde lidt brød, der er lidt tilbage endnu
Med stolthed trak drengen en fiskestang frem, hvor endestykkerne af hvidt brød stadig hang fast. Hvad hedder du, lille ven? Og hvordan endte du her? Jeg hedder Asger. Mor og min papfar smed mig ud hjemmefra. Jeg vil ikke bo sammen med dem… Hele landsbyen må da lede efter dig? Nej, ingen leder efter mig. Det er ligesom det plejer. Det er heller ikke første gang, jeg løber væk. Jeg har været væk i ugevis, men ingen lægger mærke til det. Jeg kommer kun hjem, når jeg er virkelig sulten, og så er de alligevel ligeglade…
Det viste sig, at drengen slet ikke var fra vores egen haveforening. En trist, men desværre alt for almindelig baggrund. Moren var på kontanthjælp, skiftende papfædre, sjældent mad i huset, oftere snaps og fulde voksne.
Mit hjerte blev grebet af medfølelse, og det var slet ikke svært at tage beslutningen jeg lod Asger blive hos mig og gav ham mad. Natten gik med at tænke alt igennem. Næste morgen kom jeg i tanke om, at min gamle bekendte fra gymnasiet vist arbejder på kommunen, så jeg besluttede at ringe til hende. Hvis ikke hun kunne hjælpe, ville hun i det mindste vide, hvor jeg skulle henvende mig.
Hun sagde, hun kunne hjælpe i situationen, og hun lovede at tage affære. Jeg måtte selvfølgelig rundt og samle papirer og skrive under hist og her, men efter nogle uger blev jeg formynder for Asger. Han kunne næsten ikke tro sit held, og moderen spurgte aldrig en eneste gang til sin søn.
Nu lever vi som bedste og barnebarn om vinteren i min lejlighed, om sommeren i kolonihaven. Snart skal Asger begynde i skole, og jeg er sikker på, han klarer sig godt, for han kan allerede skrive, læse, regne og ikke mindst tegne! Han tegner fantastisk en vaskeægte kunstner.
