Ej, jeg må lige fortælle dig om weekenden vi skulle nemlig hjem til mine forældre til sådan et klassisk søndagsfamilie-middag med hele holdet samlet. Alt var egentlig hyggeligt nok i starten; vi sad der omkring bordet med stearinlys og snakkede om løst og fast, som vi altid gør. Men så ramte vi det famøse emne, og det blev min kone, Freja, der startede hun bragte mit arbejde på banen igen.
Det er jo ikke fordi det var helt uden grund. Sagen er, at vi længe har snakket om at hjælpe mine forældre med at få lavet deres gamle badeværelse om. Freja syntes så bare, at det skulle ske nu hun var ret stålsat på det i år, for hvem ved om priserne stikker helt af næste år.
Vi havde så også overvejet, om vi kunne få skiftet vores bil før vinteren, hvis vi kunne finde noget nogenlunde billigt. Og så havde vi faktisk planlagt, at tage en tur til Skagen til sommer, bare os to vi har ikke været deroppe i tre år. Det er jo mig, der står for indkomsten hjemme hos os.
Personligt har jeg det faktisk helt fint med mit arbejde. Altså, det kunne være værre. Men firmaet har været igennem en hård periode her på det sidste de har fyret nogle folk, og resten har fået sat lønnen ned på ubestemt tid. Så der er virkelig ikke meget at rutte med.
Jeg prøvede så at forklare, at vi helst skal passe lidt på. Vi har nogle opsparede kroner på kontoen, men de rækker kun til en lille rejse til Skagen og, hvis vi er heldige og priserne ikke stiger, måske det billigste af de biler vi havde snakket om.
Men Freja mente virkelig, at badeværelset hos mine forældre måtte have førsteprioritet, og hun kunne slet ikke se, hvorfor det skulle vente. Jeg var ikke enig, og snakken endte med, at hun beskyldte mig for at være doven og ikke gide finde et nyt (og bedre betalt) job, så vi kunne få det hele til at køre.
Det ramte mig og jeg blev ærligt talt lidt hidsig. Jeg sagde direkte, at det altså skal være mine beslutninger, dét med arbejde. Folk kan mene hvad de vil, men her blev vi ikke enige. Og så fik jeg lige sagt, at nu har vi allerede hjulpet hendes familie med en pæn sjat penge hver måned og for at gøre det hele akavet, kom jeg også til at sige, at halvdelen af maden på bordet sikkert også var betalt af mig.
Det var virkelig dumt af mig, men det var bare for sent at trække i land. Freja blev selvfølgelig virkelig ked af det, og hun nævnte også lige en hel del ting om mig, som jeg ikke nødvendigvis var enig i… Jeg endte med at sidde og lytte på hendes tirade og gik så bare tyst tilbage til vores lejlighed. Da jeg kom hjem, pakkede jeg faktisk hendes ting sammen og satte dem over til hendes forældre.
Altså, jeg synes selv, det er helt skørt, at vi kan gå så meget op i sådan noget fis det burde vi slet ikke. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor hun skal presse på på den måde, men nu sidder jeg bare alene herhjemme og kan dårligt samle tankerne. Ville bare lige dele det med dig, for jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op nu…
