Nogle gange kan man leve side om side med nogen, og først efter mange år opdage, at de slet ikke er den, de udgiver sig for.
Da jeg mødte Esben, vidste jeg straks, at han var manden fra mine drømme. Jeg både drømte om ham om natten og fyldte dagene med tanken om ham, som om han svævede gennem min bevidsthed som måneskin hen over en tåget eng på Lolland. Jeg begyndte straks at hækle små planer for vores fælles fremtid, som min bedstemor hæklede blonder. Esben virkede fuldstændig perfekt. Han erklærede også sin kærlighed til mig sagde at han kun ville have mig, ligesom havet kun rører kysten. Alt var som i et eventyr. Min mor var så lykkelig, at hendes latter næsten boblede over af glæde.
Vi blev gift en majdag, hvor solen blinkede gennem birketræernes grønne blade. Gæsterne dansede rundt, og min mor sørgede for alt: hvor vi skulle bo, hvad vi skulle spise, og at ingen gik tørstige hjem. Hun sørgede for, at vi fik min mormors gamle lejlighed, en højloftet sag i Valby, hvor træerne viskede eventyr ind gennem vinduerne. Da vi ikke havde ret mange penge, gav hun mig også sine opsparede kroner, så vi kunne sætte lejligheden i stand. Vi var glade, flød rundt i lykken som frejdige svaner i Damhussøen. Men lykken drypper kun, den flyder aldrig.
På vores bryllupsdag mødte min far en yngre kvinde hun duftede af lavendel og regndråber, sagde han. Pludselig skulle der skilles. Mor blev ramt som af en stormvind, fik et slagtilfælde, og endte blandt hvidkitlede sjæle på hospitalet. Så, mens min mor kæmpede med virkeligheden, solgte far deres fælles lejlighed bag hendes ryg. Bare sådan. Pludselig havde hun ingen steder at bo.
Jeg tog min mor hjem til mig. For det første trængte hun til, at nogen holdt hendes hånd, når natten blev lang. For det andet havde hun altid gjort alt for mig, og nu var det mig, der skulle bære hendes byrder. Alt andet ville være forræderi, og det havde jeg allerede fået nok af.
Men Esben Esben mente, at vi ikke kunne bo tre mennesker i en 70 kvadratmeters lejlighed, selv om der var to værelser, og min mor vitterligt lå musestille efter sygdommen. Han sagde, at han aldrig ville leve under samme tag som sin svigermor, selv ikke selvom væggene var malet med hendes opsparede penge. Han ændrede ikke mening, ikke en eneste gang. Et vindue i sindets hus åbnede sig; pludselig så jeg klart. Heldigvis nåede jeg ikke at blive gravid. Jeg smed ham ud følelserne var som en storm over Skagen. For hvis han ikke vil bo med min mor, så kan han bo alene. Han er lige så kold som havet om vinteren, ligesom min far.
Sådan er det: Hvis en mand viser sådan sit sande ansigt fra begyndelsen, bliver det kun værre. Mor er den nærmeste jeg har, derfor vælger jeg hende. Det må være min opgave at tage mig af hende hvordan kan jeg da lade være? Den der én gang svigter, svigter igen, dét ved jeg nu. Tak for lærestregen selvom det var bittert til min far. Nu er det hårdt, men mor er allerede ved at få det bedre. Det betyder, at alt nok skal ordne sig. Drømme svømmer forbi, nogle ender smukt, andre ikke men dem, der vælger moren til, lever måske med hjertet lidt mere helt.
Hvem tror du egentlig havde ret? Burde jeg have taget min mor hjem, eller hellere have fundet hende sin egen lille lejlighed nede ved havnen?
