Mit barndom var altså ret trist. Til at begynde med boede vi fire sammen: mig, min mor, min far og min lillebror. Min mor var syg i større dele af sit liv det blev kun værre, som årene gik, og hun var nødt til at tilbringe mere og mere tid på hospitalet. De gange, hun fik anfald, blev både min bror og jeg så utrygge, for vi var små og forstod slet ikke, hvad der skete.
På et tidspunkt kunne min far ikke mere. Han var træt af at leve med en syg kone, fandt sig en anden kvinde, og så flyttede han ud. Det hele blev kun sværere efter det. Der var ingen voksne omkring os, ingen der kunne hjælpe os, og økonomisk begyndte det også at skride for os. Allerede fra jeg var syv, måtte min bror og jeg lære at give vores mor hendes sprøjter, for der var virkelig ingen andre der kunne. Min far kom næsten aldrig forbi, og han hjalp os slet ikke.
Da jeg var tolv og min bror ti, blev mors tilstand helt elendig, og hun måtte være på hospitalet længe. Så blev min far nødt til at tage os til sig, og min mor tryglede ham om ikke at efterlade os. Så endte vi i huset hos vores stedmor. Hun mindede gevaldigt om onde stedmødre fra eventyr, ærligt talt.
De boede et stykke uden for Odense, og hun satte både mig og min bror i gang med at slide os igennem dagene. Ikke én pause eller fritidsøjeblik. Jeg elskede faktisk at gå i skole, for det var den eneste ro jeg havde fra alt derhjemme. Far så jo egentlig godt, hvordan hun behandlede os, men han gjorde ingenting. Han lod som ingenting, som om vi ikke var hans børn. Det stod på i to år. Så blev mor rask nok til at hente os hjem fra dette helvede. Hun døde, da jeg først var blevet voksen og læste på universitetet i København. Siden har jeg ikke set noget til min far.
Jeg kan simpelthen ikke tilgive ham hans ligegyldighed over for os. Det nager mig stadig, og jeg mærker vreden helt inde i kroppen. Han kom ikke til mit bryllup, og han har heller aldrig fået lov til at møde sine børnebørn. Forleden mødte jeg ham på torvet. Han var næsten ikke til at kende, så træt og mager var han blevet. Han fortalte, han var alvorligt syg, at det snart var slut, og han sagde undskyld for alt. Jeg vendte bare ryggen til og gik. Jeg vil gerne kunne tilgive ham, men jeg aner ikke hvordan Det er virkelig svært at håndtere alle de følelser.
