Med min mands søster, Pernille, fik jeg lynhurtigt god kemi, næsten så snart vi havde sagt hej første gang. Hun var netop begyndt at lave negle og var umådeligt stolt af det. Jeg gik selv rundt med helt almindelige negle, så jeg tænkte: “Hvorfor ikke støtte familie iværksætteri?” og bookede straks en tid hos hende.
Pernille var totalt nybegynder, men jeg stolede på hende, og det viste sig at være et hit mine negle blev intet mindre end fantastiske. Da jeg skulle betale, tog hun samme pris som alle andre. Prisen var helt fair, så jeg sagde ikke noget, selvom jeg i mit stille sind havde håbet på lidt søstersolidaritetsrabat.
Som tiden gik, fik hun virkelig travlt, udvidede kundekredsen og lejede et rigtigt studie på Vesterbro, men jeg blev trofast hængende som kunde, selvom priserne steg lidt. Hun var altid god til at foreslå farver, hvis jeg var ubeslutsom, og generelt var hun bare virkelig sød ved mig.
Et par år senere begyndte jeg selv at bage kager og småkager. Jeg var på barsel, min datter var efterhånden gammel nok til at mine (utroligt ivrige) svigerforældre nærmest slæbte hende hjem til sig, så jeg ikke blev helt gråhåret. Jeg kan ikke fordrage at kede mig dagen lang, så hvorfor ikke gøre hobbyen til lidt ekstra indtægt?
Vi har en rengøringshjælp, Gunhild, der kommer et par gange om ugen og redder mit hjem fra vanviddet, så jeg kunne hellige mig bagningen. Det var ikke lutter lagkage fra start, men lidt stolthed og stædighed fik mig igennem de første roulader. Efter en måned viste jeg mine første mesterværker til min mand, Lars. Han roste mig (selvfølgelig), og det gav mig blod på tanden jeg gik i krig med surdejen og chokoladeglasuren med fornyet energi.
Først var det kun nærmeste familie, der smagte på herlighederne. De var svært begejstrede og spurgte konstant, om jeg ikke ville bage lidt mere. Snart begyndte fremmede at købe kager rigtige kroner for mine drømmekager, og gode anmeldelser begyndte at vælte ind.
Så en dag kom jeg som sædvanlig forbi Pernille for at få fikset neglene, og hun spurgte, om jeg kunne lave en kæmpe kage til hende. Hun viste mig et billede, hvor kagen var proppet med 3D-pynt og kuriøse former og jeg forsøgte at se ud som om, jeg ikke blev bleg ved tanken om indkøbslisten.
Kan du lave sådan én her? spurgte hun. Der er virkelig mange detaljer og ikke ligefrem billige ingredienser, sagde jeg, men lovede at prøve. Tusind tak! Fredag er vel ikke et problem? insisterede hun. Det skal jeg nok klare, jeg har ikke så mange andre bestillinger, sagde jeg bramfrit.
Normalt tager konditorer betaling for ingredienserne mindst, men Pernille er jo ikke en fremmed. Så jeg tænkte, at jeg bare kunne sige prisen, når hun stod med kagen. Jeg brugte nærmest et døgn på den kage, fra bund over fyld til det uendelige marcipanroset-show på toppen.
Kagen blev virkelig flot og Pernille kunne slet ikke stoppe med at rose mig til skyerne.
Hold nu op, du er et geni, sådan en kage ville jeg aldrig selv kunne lave. Tusind tak! sagde hun.
Jeg synes også selv, den er blevet god. Nå, men lad mig lige regne ud, hvad du skylder mig, sagde jeg.
Hva snakker du om? Svaret var undrende.
Du skal jo betale for kagen. Jeg har ikke lavet den gratis.
Synes du ikke, det er lidt flabet at tage penge af familie? spurgte hun, som om jeg lige havde forlangt hendes førstefødte.
Jeg har brugt masser af tid og penge på ingredienser så skal jeg bare give dig alt for æren? spurgte jeg tilbage. Desuden tager du fuld pris for mine negle, og jeg ville endda give dig rabat.
Har du overhovedet nogen idé om, hvor dyr lakken, apparaterne og studiet på Vesterbro er? Du har jo bare bagt en kage ud af lidt mel og sukker hvorfor skal jeg betale dig noget?
Jeg gad ikke diskutere mere, så den store kage forblev på mit køkkenbord Pernille fik den simpelthen ikke. Nu går hun rundt og synes, jeg er den store egoist, der ikke kan finde ud af at gøre noget rart for familien. Ja, sådan kan blodets bånd altså hurtigt klistre til med flødeskum.
