Ved du hvad, hele ideen om at flytte morfar på plejehjem kom faktisk fra min mor. De havde råd til enten at hyre en hjemmehjælper eller give ham et lækkert værelse på plejehjemmet, hvor han kunne være sammen med andre ældre, og ærligt talt var han ret afslappet omkring det. Han plejede jo at føle sig ensom, så han gjorde altid en indsats for at have folk omkring sig og inviterede tit os forbi. Men med al hans medicin og de operationer, han har været igennem, var det bare sikrere, at der hele tiden var personale omkring ham.
Og altså, det så også ud til, at han faktisk trivedes ret godt på plejehjemmet. Allerede den første uge vidste hele familien og vennerne, at han var flyttet, og jeg fik lov til midlertidigt at bo i hans lejlighed, så jeg ikke skulle til at leje noget dyrt i København.
Morfar sagde, at jeg bare kunne sætte lejligheden i stand, for i sidste ende var det meningen, at jeg skulle overtage den. Han var ret insisterende på, at jeg fandt mig en sød dansk pige og flyttede ind sammen med hende. Det føltes virkelig generøst. Men det kom ikke helt uden kringlede situationer.
Der er altså nogle folk, der har for vane at overnatte hos mig, så hvis nogen akut mangler et sted, må de godt bo hos dig et par dage.
Helt ærligt, jeg kunne jo ikke rigtigt sige nej det er jo trods alt hans lejlighed. Men jeg havde ikke forestillet mig, at morfar havde så meget trafik af gæster… Sidst i marts kom hans kusine forbi på besøg, fordi hun skulle besøge sit barnebarn, der gik på universitetet her. Og selvfølgelig sluttede det med, at barnebarnet også flyttede ind hos mig, for hun syntes, det var langt hyggeligere hos mig end i kollegiet.
Morfar blev ved med at spørge, om jeg ikke kunne have hans veninde eller en eller anden halvfjern slægtning boende. Men dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, da han prøvede at sætte mig op med en gammel bekendt, der var mindst ti år ældre end mig. Der satte jeg altså foden ned og sagde, at enten stoppede han med at sende folk til overnatning her, eller også flyttede jeg ud. Og han sagde bare, at jeg måtte flytte.
Han nægtede jo aldrig sine gamle venner en tjeneste, men da det kom til mit behov for privatliv, sagde han stop. Det viste sig, at hans venners komfort var langt vigtigere for ham end min.
Så nu kan han gøre, hvad han vil med den lejlighed enten rykke selv tilbage eller give nøglen til sine venner, så de kan bo der gratis. Jeg ville langt hellere betale husleje og vide, at hjemmet var mit, og ingen bare kunne trisse ind, end konstant at skulle finde mig i, at der bor fremmede eller uventede gæster hos mig.
