Efter brylluppet gled alt så mærkeligt naturligt mellem min hustru og mig. Vi giftede os med den tanke, at vi skulle bo hos hendes forældre på Østerbro, mens min mor og far pakkede deres ting og flyttede op langs Jyllands vestkyst, hvor de solgte lejligheden i København og delte pengene ligeligt imellem min søster og mig. Med den sum, sammen med det tilskud svigerfar gav, lykkedes det os at købe en rummelig etværelses lejlighed, hvor vi lod en snedker sætte en væg op, så vi fik to rum. Vi havde forestillet os, at det ekstra rum skulle blive børneværelse, men det blev aldrig rigtigt aktuelt.
I begyndelsen havde vi egentlig nok i hinanden, og som tiden gik, tog karrieren fartdagene var fyldt op, og der var aldrig plads til at tænke på barn. Senere havde vi ganske enkelt ikke overskuddet, og min hustru, Frederikke, ville ikke til lægen. For at være ærlig havde jeg heller ikke nogen stor trang. Vi nød livet, tog på weekendture til Aarhus eller små cafeer ved kanalen, og det der med, hvem der skulle sørge for os, når vi blev gamle, spekulerede vi ikke på. Vores venner, de fleste med børn, sad fast i forbrugslån og sukkede ofte tungt, når glassene klirrede. Netop derfor indså vi, at vi nok ikke gik glip af lykken, hvis det bare endte sådan her.
Da vi begge var treogtredive, lagde vi penge i en nyopført ejendom i Valby. Beløbet var ikke skræmmende, så vi lod os friste, selv om vennerne syntes, vi gamblede. Da vi blev syvogtredive, stod vi med nøglerne til en spritny lejlighed, klar til indflytning. Vi friskede den minimalt op for at gøre den helt perfekt. Frederikke kaldte det vores fremtidssikring; hvis vi nu skulle få børn alligevel, eller også skulle det hele gå til niecer og nevøer, når vi blev gamle.
Indtil videre bestemte vi os for at leje lejligheden ud. Vi forsøgte selv at finde en lejer – ingen mægler, det kunne vi da klare! For at få ordet ud, nævnte vi det i vores vennekreds, så nogen måske kunne pege på et godt sted at annoncere. Pludselig stod vi ansigt til ansigt med det spørgsmål, vi ikke havde forventet: Om vores venner, Signe og Mads med deres børn, kunne flytte ind. De havde i årevis lejet gamle, slidte lejligheder i Brønshøj, men nu: nyt byggeri, flot istandsat, og tilmed “vennerabat”.
Det var ikke klogt af os at nævne lejligheden for vennerne. Vi havde slet ikke tænkt det kunne ende sådan.
Men den har altså kun ét værelse, I har for mange unger, sagde Frederikke tøvende.
Ja og?, kvitterede Signe. Vi bor jo allerede i én stue. Og jeres ser altså større ud på billederne.
Men den er jo helt ny, og… I har både børn og den der kat, hedder den ikke Smørbasse?…
Skal det nu betyde, vi ødelægger det hele? Tror I, vi ikke kan finde ud af det?
Vi mumlede, at vi lige måtte tænke over det, selvom jeg inderst inde allerede havde bestemt mig. Jeg havde set deres hjemalt lå hulter til bulter, alt for kaotisk til min smag. Frederikke videregav ansvaret for den svære samtale til mig: det blev min opgave at ringe og afslå, med et eller andet fjollet påskud.
Svaret jeg fik var næsten surreelt; ordene lød som noget, der hang i luften, imens jeg stod i et værelse hvor lyset lignede mælk og klokken gik baglæns:
I har TO lejligheder, jeres forældre dør en dag og kaster sikkert endnu én efter jer, men alligevel vil I bare have mere! I bliver gamle og sidder alene, uden børn, uden venner, bare jer og jeres glitrende lejligheder men ingen glæde!
Gav det egentlig mening? Vi skyldte dem intet. Deres livssituation var ikke det samme som vores, og ingen havde givet dem boliggaranti eller evig vennerabat. Folk lever som de vil, så hvorfor måtte vi ikke udleje til den, vi ville, til en almindelig husleje i danske kroner, i stedet for at give rabat og fordele til venner bare fordi vi kunne?
