Jeg var 28 år, da jeg mødte Kasper. Han var ligesom mig vokset op på landet et sted uden for Odense, hvor køerne er flere end indbyggertallet, og Netto stadig er det store weekendmål. Efter gymnasiet flyttede jeg sammen med min veninde Mette til København, hvor vi delte et skævt, temmelig trist værelse i Nordvest, men vi følte os rasende urbane trods alt. Senere lykkedes det mig at få et realkreditlån og købe en toværelses lejlighed ude på Amager. Det hele kørte egentlig glimrende jeg følte mig nærmest voksen! Min storebror forærede mig sin gamle Toyota, da han gik over til elbil. Det var et praktisk hit, for arbejdet lå ude i Herlev, og offentlig transport kunne jeg godt vinke farvel til efter klokken 20. Bilen brugte jeg også, når jeg skulle hjem til mine forældre i landsbyen, hvor de stadig trofast trasker rundt med gummistøvler og hjemmegroede kartofler.
Da jeg mødte Kasper, ejede han kun en fjerdedel af sin mors andelslejlighed på Nørrebro. Kasper var skilt og sad med børnepenge til en søn fra første ægteskab.
Vi så ikke hinanden så ofte, mens vi hver især boede på landet det var mest Messenger og halvlunkne jokes på Snap. Efter et par måneder flyttede vi dog sammen. Kasper fik et solidt job i Valby, men havde et brændende behov for min bil, da han var for fin til både S-tog og cykel. Helt ærligt, det var lidt besværligt, men okay, jeg overlevede jo at tage bussen.
Kasper tjente gode danske kroner, men de var som sunket i jorden, når det kom til fælles økonomi. Han havde altid en god grund: enten medicin til hans mor, sønnen manglede noget (de børn må da koste spidsen af en jetjager!), eller også var der noget, der var gået i stykker ude hos forældrene. Det eneste han slog til med, var indkøb til mad, og det var så dét.
Jeg klarede regningerne, betalte afdragene på lånet og de daglige udgifter. Bortset fra at jeg mistede min bil, ændrede intet sig til det bedre, efter Kasper blev en del af husholdningen.
På et tidspunkt bad han mig om penge til at reparere bilen og understregede, at det jo teknisk set var MIN bil, og vi ikke var gift. Flot logik. Denne måned tilbød han dog at dække halvdelen af gasregningen for en gangs skyld. Da jeg lige havde brændt alle mine opsparede kroner på et køkken fra IKEA, spurgte jeg ham, om vi ikke skulle tage et fælles lån til resten.
Kasper sagde, at det da var MIT hjem, så det måtte jeg nok selv stå for. Fair, tænkte jeg, vi er vel ikke gift, og boet er ikke fælles men ærligt talt blev jeg mere og mere skeptisk over at skulle kalde mig fru Kasper med årene.
Da han endnu engang spurgte om et lån denne gang fordi hans forældre skulle have nyt tag eller noget i den stil og det ovenikøbet var på vej hjem til mine forældre i Fyn til søndagsmiddag, fik jeg nok.
Min mor spurgte, som kun danske mødre kan, hvornår vi skulle have bryllup. Jeg sukkede og sagde: Aldrig. Kasper så ud, som om han havde slugt en makrel på tværs. Jeg bad ham levere både bil- og hoveddørnøglen med det samme og finde et andet sted at sove. Dagen efter skulle han hente sine ting, og jeg præciserede, at da vi ikke var gift og det var MIT hjem, kunne han ikke lige komme og gå, som det passede ham. Han tog en taxa derfra garanteret for mine penge, men det var til at leve med.
