Det eneste, jeg rigtig husker om min far, er alle hans skænderier med min mor. Dengang boede vi i en lille lejlighed på Nørrebro. Vi levede meget beskedent, næsten fattigt. Min mor arbejdede hver dag, og min far fandt altid grunde til at være jaloux.
En dag var vi på torvet og købte grøntsager…
Min mor grinede af en vits fra grønthandleren, og jeg kunne se, hvordan min far stod og sendte hende blikke fulde af vrede. Da vi kom hjem, eksploderede det han råbte så højt, at hele opgangen kunne høre det, og til sidst slog han hende også.
Senere hørte han en tåbelig bemærkning fra en bekendt om, at jeg måske ikke var hans datter og han troede straks på det, uden spørgsmål. Jeg ligner nemlig kun min mor, og slet ikke ham.
Da jeg fyldte 12, besluttede min far at forlade os. Efter det havde vi knap penge til at klare os. Han ville ikke betale børnepenge, og min mor nægtede at slæbe ham i retten. Så hun fandt et ekstra job, og vi levede stadig småt, men vi klarede os igennem.
Efter folkeskolen kæmpede jeg for at komme ind på et godt gymnasium. Senere fik jeg også et godt job og var heldig at finde en god mand at gifte mig med. Nu har min mor og jeg det godt, vi behøver ikke længere vende hver krone flere gange.
For nylig fik jeg en besked på Facebook Den var fra min far. Han vil gerne have kontakt med mig, spørger om mit telefonnummer. Ærligt talt er jeg i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Nogle i min familie siger, jeg skal give ham en chance til høre, hvad han har at sige. Men jeg ved ikke, om jeg overhovedet har lyst til at se ham.
For mig er han blevet en fremmed. Jeg har ikke fortalt min mor, at han har skrevet, for jeg vil ikke gøre hende nervøs. Jeg ved ikke engang selv, hvordan jeg skal gribe det an.
Hvad ville du have gjort, hvis du stod i mit sted?
