Jeg blev gift. Mit ægteskab varede kun et halvt år. Præcis indtil min mands mor kom på besøg for at flytte ind hos os, så hun kunne sikre sig, at hendes søn havde truffet det rigtige valg, og at jeg tog mig ordentligt af ham. Han var tredive år. I starten troede jeg, hun lavede sjov, men det gjorde hun ikke.
Min mand, Nikolaj, er vokset op i en lille by på Fyn, hvor han boede hele sin barndom. Efter gymnasiet flyttede han til Aarhus for at læse. Efter fem års studier havde han ingen lyst til at vende tilbage til sin hjemby.
Da jeg mødte ham, boede han til leje sammen med en ven. Han forsøgte at spare sammen til sin egen lejlighed, men af en eller anden grund lykkedes det ham aldrig rigtigt. Indtil vi mødtes, havde han heller ikke sparet særligt meget op.
Jeg har aldrig haft problemer hverken økonomisk eller bolig-mæssigt. Jeg bor i min egen toværelses lejlighed, har et fast job og er økonomisk uafhængig. Jeg hjælper endda mine forældre lidt. Jeg kan ikke sige, at jeg tjener en formue, men jeg har, hvad jeg behøver.
Fra det øjeblik, vi mødtes, var der en gnist mellem Nikolaj og mig. Dengang var jeg tredive, og han var en smule ældre. Ingen af os havde tidligere været gift eller havde børn, hvilket er lidt usædvanligt i vores alder.
Vi så hinanden i omkring et år. Han overnattede hos mig af og til, men jeg bad ham aldrig om at flytte ind, og han havde heller ikke travlt. Alligevel erklærede vi, at vi ville noget seriøst, og besluttede at bo sammen i et halvt år for at prøve det af.
Det gik godt, så vi besluttede at blive gift. Vi havde ingen planer om stort bryllup, det virkede unødvendigt. Mine forældre kom, vi satte os ned sammen, hyggede os og fik et glas rødvin. Svigermor sagde, at eftersom der ikke blev noget stort bryllup, ville hun komme forbi senere for at hilse på mig og ønske tillykke.
Vi levede lykkeligt, og alt var, som det skulle være. Efter brylluppet blev Nikolaj ikke pludselig doven, smed sokker over det hele eller krævede kaffe i sengen hver morgen. Alting var fortsat, som det plejede. Men så kom hans mor og forstyrrede freden.
Svigermor ankom pludseligt, som en snestorm midt om sommeren. En lørdag morgen ringede hun til Nikolaj og sagde bare, at hun stod på banegården. Vi kiggede begge måbende på hinanden. Imens han susede rundt og prøvede at finde noget tøj og bestille en taxa, gik jeg i panik med at rydde op og overveje, hvad jeg skulle servere. Jeg ville ikke gøre et dårligt indtryk ved vores første møde.
Jeg lavede hurtigt mad, gjorde ekstra rent (jeg gør ellers kun rent om lørdagen), og nåede knap nok at skifte fra nattøj til noget pænt, før min mand kom ind ad døren med sin mor. Hun var stor og meget livlig. Hun krammede mig, nussede mit hoved, og kiggede på mig, som om hun skulle vurdere et stykke flæsk på torvet.
Jeg blev temmelig overrasket over, hvor mange tasker hun havde med sig. Med så mange tasker bliver man ikke bare på besøg i et par dage. Men jeg slog tanken væk og gik ind i rollen som venlig værtinde.
Min svigermor var ikke sen til at begynde at kritisere ting, men jeg tog det med ro. Weekenden gik stærkt jeg skulle finde plads til svigermor, præsentere hende for mine forældre, og høre nogle meget underholdende barndomshistorier om Nikolaj.
Jeg håbede, at hun kun ville blive en uge eller to, men tre uger gik, og hun sagde stadig ikke et ord om at tage hjem. Min mand anede heller ikke, hvad hun havde planlagt, men han virkede ikke til at have noget imod det. Svigermor forkælede Nikolaj og lavede altid hans yndlingsfrikadeller.
Jeg bliver her lidt endnu, så jeg kan se, hvordan du tager dig af min søn, og lære dig, hvordan det skal gøres rigtigt, sagde hun til mig. Derefter væltede hun mig omkuld med kritik af alt det, jeg ikke gjorde som hun synes.
Da jeg bad min mand om at tale med sin mor og bede hende tage hjem, sagde Nikolaj, at det var hans mor, og vi behøvede ikke såre hende hun ville jo kun det bedste, og jeg kunne faktisk lære noget af hende. Sådan kørte diskussionerne i to uger, og i mellemtiden havde min svigermor for alvor slået sig ned og begyndte at kommendere rundt med mig.
Til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere og håbede nærmest på et mirakel. Jeg pegede mod døren og bad svigermor om at varsle sine besøg fremover. Hun blev meget fornærmet, og Nikolaj prøvede at skændes med mig om sin mor, men enden blev, at jeg sendte ham og hans mor ud sammen.
Senere sagde Nikolaj, at hvis jeg ikke undskyldte overfor ham og hans mor, ville han skilles. Jeg nægtede at undskylde, og lige dér blev vi hurtigt skilt. Gudskelov havde jeg været fornuftig nok til ikke at få et barn med ham.
