Min mand har haft en farmor. Han tilbringer hver sommer hos hende. Det generer hende ikke det mindste. Dengang havde hun sit eget lille firma. Hun stod for alt selv og solgte helbredende urter til apotekerne. Min mand har aldrig helt forstået, hvordan hun fik det hele til at hænge sammen, men han husker tydeligt, at hun tjente virkelig godt efter tidens forhold. Hun var en kvinde med en helt særlig personlighed. Hun elskede min mand, sørgede altid for masser af god mad, men hun gav aldrig penge til små fornøjelser eller lommepenge. Familien troede alle, at hun sparede sammen til noget bestemt. Hjemme hos hende var der store skabe med mange rum, alt var låst med nøgle.
Som barn var min mand ofte nysgerrig på, hvad der var i skabene, men farmor sagde altid, at det var til arbejdet. Så ændrede tiderne sig. Iværksætteri blev almindeligt, og hun blev overhalet af konkurrenter. Derefter begyndte hun at arbejde som naturterapeut. Hun tog aldrig imod penge for at hjælpe folk, men det var faktisk fornemme og velhavende mennesker, der opsøgte hende. Vi besøgte hende ofte, mens hun stadig levede. Hun levede meget beskedent, gik i gamle slidte klæder og spiste næsten ingenting. Vi tog altid mad med til hende, men hun nægtede at tage imod det. Hun sagde, vi ikke skulle forkæle hende, hun var vant til det simple liv.
Da hun døde, arvede min mand hendes hus. Da vi kom for at ordne boet, fandt vi hele spisekammeret fyldt med madvarer men alt var for gammelt og dårligt. Det viste sig, at hendes taknemmelige klienter ofte havde givet hende mad, men hun spiste det aldrig. Den største overraskelse ventede dog i hendes skabe: de var fyldt med dyre luksusvarer fra 1990erne, et sandt museum af sjældenheder. Alt sammen i enorme mængder. Hvorfor gemte hun sin formue i ting, som mister værdi? Jeg forstår virkelig ikke den kvinde…
