Jeg lå på hospitalet i København efter en rygoperation, og mine børn kom hver dag for at høre, hvordan jeg havde det, og spurgte lægen, hvornår jeg måtte komme hjem igen. Min datter, Rigmor, nægtede at lade mig være alene, og mit barnebarn, Magnus, var endnu mere vedholdende. Hvis det ikke var for skolen, havde han nok været hos mig hele dagen. Flere gange hjalp han mig med småtinghentede nogle papirer for mig, og købte mig en sodavand fra automaten nede i forhallen.
En dag, mens han gik rundt på afdelingen, lærte han en seksårig pige at kende. Magnus selv var ni, ikke meget ældre. Pigen var blevet indlagt på grund af en skade i knæet. Hun var væltet på cykel og havde fået at vide, hun skulle blive på hospitalet et par dage. Det viste sig, hun kom fra et børnehjem i Roskilde.
Magnus spurgte hende nysgerrigt ind til det der børnehjem hvorfor hun var der, og hvordan man overhovedet kom ud sådan et sted. Senere kom han tilbage til både mig og sine forældre med et meget seriøst blik og sagde: Vi skal tage pigen med hjem! Hun sagde, hun kun kan få en familie, og vi har jo en familie.
Min datter og svigersøn, Andreas, havde aldrig overvejet at udvide familien før. De følte sig ikke klar til et barn mere, selv om jeg ofte havde sagt, at de burde give Magnus en søster. Det var min drøm at få et barnebarn mere, gerne en pige.
Efter flere måneders papirarbejde og møder med kommunen i Københavns Kommune fik vi faktisk en lille pige mere i familien. Magnus fik sig en lillesøster, og vi alle tog hende til os med det samme. De to børn er uadskillelige, og hjemmet emmer af glæde og latter. Vores familie er blevet større og mere kærlig.
I dag kan jeg godt fortryde, at jeg ikke selv tænkte på adoption, da jeg var yngre, selvom min mand bad om endnu et barn, og vi ikke kunne få flere. Nu kan jeg i hvert fald forkæle mine børnebørn, både dem, jeg har fået, og dem, vi har valgt ind i hjertet. Det har lært mig, at kærlighed har ingen grænser, og et hjerte kan sagtens rumme flere, end man tror.
