Farmor Trine stod i køkkenet og stegte kartofler. Ja ja, klokken var allerede otte om aftenen, og bugspytkirtlen protesterede, bare hun mærkede duften men hvor meget lykke kræver man egentlig på sine gamle dage? Og på hendes alder kunne det næsten også være ligegyldigt med, om man ikke burde spise efter seks. Sneen dalede udenfor vinduet, panden sydede og sendte små, lune glæder ud i lejligheden.
Trine følte sig ensom. Sønnen og svigerdatteren boede i Norge nu på fjerde år. Børnebørnene var nuttede nok, men svært at forstå, når de pludrede løs med skandinaviske gloser på videosamtalen og viste deres hvide smil. Alting gik godt for dem deroppe, og takkede være Gud havde de det trygt. Trine havde kun fjernsynet som adspredelse og de daglige sludrepauser på bænken nede foran blokken. Så er hele mit liv gået næ, det er fløjet forbi, sukkede hun. Hendes triste tanker blev afbrudt af dørklokken.
Sikkert Ella nede fra første, hende den glemte, hun mangler altid noget: sukker, mel… Bare kartoflerne ikke brænder på, for så får hun da én over snuden, mumlede Trine og gik ud for at åbne.
Bag døren stod en massiv klump af lag på lag tøj, toppet med en kæmpemæssig strikket hue, og under den stak skægget ud til alle sider. Trine stivnede. Bandit? Nå, så var det altså nu, det gik galt.
Godaften. Undskyld jeg forstyrrer så sent, men jeg er nødt til at bede dig om en tjeneste. Vær ikke bange, jeg er ikke hverken tyv eller bølle, jeg er bare… Ja, livet er nu engang, hvad det er. Jeg har bare brug for lidt varmt vand fra din hane.
En kæmpestor, forfrossen hånd, nærmest blå, rakte en plasticflaske frem, der i hans greb lignede et stykke legetøj.
Forstår du, min Oline er blevet syg, hun hoster og virker varm. Hun må ikke få koldt, men hun er tørstig. Vil du hjælpe?
Trine stod lidt lammet. Jo, det var nok en hjemløs, men han talte usædvanlig pænt, og Oline, han spurgte jo ikke for sig selv, men for… sin kone, måske? Eller Gud forbyde det en datter? Udenfor var det bidende koldt, og manden var pakket ind i flere lag.
Nå, kom nu bare ind, hvis det altså er, fordi du virkelig mener det godt, sagde Trine og tøvede. Fortæl måske kan jeg hjælpe lidt mere end bare vand.
Den store dynge tøj vippede frem og tilbage han længtes tydeligvis ind til varmen, til duften af stegte kartofler, men…
Jeg tør altså næsten ikke. Jeg er beskidt, har boet på gaden i snart et år, både jeg og Oline. Du får ikke glæde af at få sådan nogen ind.
Hør nu, det er MIG, der bestemmer her i min lejlighed! sagde Trine skarpt. Mange års erfaring som tilsynsførende på en ungdomsinstitution havde sat sine spor. Hvor er din Oline? råbte hun.
Altid hos mig, svarede dyngebunken. Så åbnede han lidt op, og en lille grå kattekiks tittede frem under tøjet. Vi har været sammen i syv år nu. Hun var min kæreste Valborgs yndling, men da Valborg døde sidste vinter, blev vi smidt ud.
Trine tog resolut fat i manden med sine stadig stærke, men gamle hænder.
Sludder kom nu ind, du kan ikke stå der og fryse. Tag tøjet af, så får du noget fra min afdøde Henry, han havde samme størrelse. Katten sætter jeg i køkkenet og giver lun mælk.
Dyngebunken prøvede at protestere, men når Trine havde sat sig noget for, var det nyttesløst at kæmpe imod.
En god times tid senere Oline lå og spandt i en papkasse under radiatoren, velføddet og varm sad manden og Trine over et kop te, kartoflen forlængst spist, og de snakkede roligt sammen.
Hvordan endte du ude på gaden, har du gamblet dit hjem væk eller sådan noget? spurgte Trine åbenlyst.
Nej, ikke gamblet, bare solgt. Vi havde kun et værelse i en gammeldags andelslejlighed. Min Valborg havde drømt om kolonihave i årevis… Så jeg solgte værelset, og vi fik en lille hytte i en haveforening.
Hvorfor bor du så ikke der?
Fik det aldrig skrevet over på mig. Valborg havde alt stående i hendes søns navn fra første ægteskab, så han skulle slippe for bøvl med arven. Hun troede, hun var så sund og rask. Så blev hun syg og væk var hun. Efter bisættelsen blev jeg sendt til rekreation, og da jeg kom hjem, var der fremmede mennesker i huset. Ingen ting var tilbage. Jeg måtte gå til politiet, men de lo bare af mig. Oline heldigvis fandt jeg hun var blevet fodret af naboerne… Sønnen, han solgte alt fra den ene dag til den anden, også katten. At han ikke havde medlidenhed med mig so be it. Men med Oline, det knuser mig.
Trine nikkede bare.
Og hvad hedder du så egentlig? Du har siddet her længe nok til at fortælle dit navn.
Jeg hedder Anders Mikkelsen engang. Nu kalder folk mig bare skidte Anders, sukkede han.
Du skal have tak for maden sådan et hyggeligt måltid har vi savnet længe, sagde Anders, rejste sig og så på Oline. Må hun ikke blive lidt? Det er så koldt derude. Jeg ved ikke, om jeg kan beskytte hende. Hans stemme brast næsten.
Hør nu her, Skidte Anders, lo Trine. Morgendagen er klogere end natten. Gå ind i stuen, jeg har redt op på sofaen til dig. Vi snakker mere i morgen ingen diskussion! Men giv mig navn og adresse på din gamle bolig og både din og konens fulde navn. Jeg har krav på at vide, hvem jeg lukker ind!
Da der igen var helt stille i lejligheden, fandt Trine sin gamle telefon frem og bladrede efter numre fra gamle dage. Indeni var hun stadig den samme som den gang der var ting, børnene ikke kendte til.
***
I sin ungdom havde Trine været kirurg, og ikke en hvilken som helst, men overlæge med ekspertise, priset for sine dygtige hænder. Professoren sagde altid, hun var født til det. Men det gik i stykker utroskab, mistet barn, og så tog hun tjeneste i krigsområder. Tre år sleb hun rundt på felthospitaler. Senere kom hun til København. Mange skylder hende livet også folk fra de mere mørke miljøer. Hvem har ikke skeletter i skabet? Dengang handlede det jo bare om at overleve.
Principper er ikke meget værd, når regningerne skal betales, plejede hun at tænke, når hun lappede sårede sammen. At sige nej var ofte ikke en mulighed hendes søn, som uden at vide nok blev undfanget på en af de afsides steder, skulle jo have mad på bordet.
Trine blev respekteret for både sine hænder og sin diskretion derfor havde hun venner i mange kredse. Kun sjældent benyttede hun sig af tjenesteydelser, men nogle gange var det nødvendigt.
Goddag, Steffen, sagde hun dæmpet i røret. Er du stadig blandt os?
Dig slipper man ikke så let af med! lød en hæs latter. Hvad vil du?
Jeg skal bruge lidt oplysninger. Du ved, hvor dygtig du er til at finde frem til folk. Notér nu jeg siger navn og adresse, du tjekker det for mig.
Steffen lyttede, og Trine dikterede Anders oplysninger.
Det er især Valborgs søn, jeg har et øje på, men tjek Anders også for en sikkerheds skyld.
Du kunne da komme forbi til en snak?
Ikke i år, Steffen. Jeg har børnebørn at tage mig af, og de gamle dage er forbi.
Snart havde hun det næste nummer igennem denne gang en kvinde, der ikke lød synderlig glad for at blive ringet op så sent.
Sig til Kamilla, at Trine har brug for hjælp, sagde Trine på sit gamle, friske hospitals-arbejderdialekt.
Efter få korte instrukser lagde hun sig til at sove.
***
Morgenen efter ventede der en lille glæde.
Oline lå trygt og lunet op ad Trine, imens duften af frisk morgenmad spredte sig.
Undskyld, jeg faldt over et par æg, og tænkte du nok trængte til lidt at spise, mumlede Anders, rødmende.
På bordet duftede spejlæg og rugbrød. Det var virkelig længe siden nogen havde lavet morgenmad til Trine.
Tak, du er god nok, sagde hun med et smil, der kom dybt fra hjertekulen. Kom nu, vi spiser. Sultne maver løser intet.
Efter morgenmaden rømmede Trine sig og trak Anders til side.
Nu skal du høre, Skidte Anders. Du bliver her og ingen diskussion. Min lejlighed, mine regler. Hvis du ikke vil, fordi du er stolt, kan du bare fryse videre på gaden men Oline bliver hos mig. Forstået?
Anders var ikke i en position til at modsige hende, og et vinterhjem var at foretrække. Han gjorde sig nyttig, handlede ind, lavede morgenmad, og om en måned havde deres lille hjem pludselig vokseværk. Anders havde nemlig slæbt en langøret, beskidt og stivfrossen lille hvalp med hjem fra skraldespanden. Trine bandede slemt, men smed ikke nogen ud. Og sådan gik de tur sammen i Søndermarken og delte livet.
Imens holdt Trine nøje øje med udviklingen, ringede diskret rundt, når huset var roligt. Valdemar Valborgs søn var nemlig kommet ud i spillegæld. Kamilla, som havde tråde i byens kasinoverden, hjalp lidt til. Valdemar måtte efterhånden sælge både lejlighed, havehus og bil. Til sidst røg også jobbet Steffen sad jo stadig godt i det offentlige, og vidste, hvordan man gav et vink. Med ét kom der ingen flere ansættelser sådan gik det, når man røg ud i ulovligheder.
Anders fik selvfølgelig ikke sin bolig tilbage ydelser skal kompensere, også tjenesteydelser. Det er Danmarks vilkår. Men han fik nye papirer, folkeregisteradresse og folkepension. Valdemar drog mod Sverige for at søge lykken, men forsvandt derfra sporløst.
Et år gik.
Sæt dig, Anders, vi må tale alvorligt nu, sagde Trine en morgen.
Hvad er der, Trine? Gør det ondt, eller er der noget med familien?
I øvrigt havde både søn og svigerdatter accepteret Anders, og glædede sig over, at Trine ikke var alene mere.
Nej, Anders. Intet gør ondt. Men vi kan ikke blive ved med bare at bo sammen. Vil du have mig som kone, eller ej? Vi er ikke for unge til at undgå synd længere!
Brylluppet fandt sted med søn, svigerdatter, alle børnebørnene, der krammede løs og snakkede forvirrende dansk-norsk, plus et par folk i jakkesæt med sikkerhedsvagter den ene i grå ministerstil, den anden med lidt for mange tatoveringer.
Hvis du ser et usædvanligt par i Søndermarken en farmor med skarpe øjne, en storfar med busket hvidt skæg og varme øjne, efterfulgt af en grå, aldrende kat og en stor, kærlig hund så er det dem, mine helte…
