Bedstemor havde travlt hele dagen, hun fór rundt i huset og ordnede vinterforberedelser. Hun forestillede sig, hvad hun ville servere for sin datter og svigersøn, for hun elskede dem inderligt. Men datteren kom sjældent på besøg. Hun boede sammen med sin mand inde i København.
Datteren ville gerne have Bedstemor med sig til byen, og et eller andet i Bedstemors sjæl reagerede på sådan et tilbud hun var træt af ensomheden. Alligevel følte hun sig knyttet til sit lille hus ude på landet. Der var så mange minder her!
Ofte satte hun sig på bænken ved haven og huskede på, hvor godt hun og hendes mand havde haft det sammen. Der var ingen chance for, at hun kunne forlade sit elskede hjem og sin frodige have for at flytte til en fremmed by. Trætheden lå som en dyne over hende. Aftenen nærmede sig stille, og Bedstemor gik til ro i sit allerede opslåede sengelinned. Stilheden hvilede over landsbyen. Pludselig blev freden afbrudt af stemmer udenfor. Hvem kan det være?
Det var hendes naboer. Hun brød sig ikke særlig meget om dem. For mange år siden boede Bedstemors bedste veninde i det hus, men hun døde for tre år siden. Familien solgte hurtigt stedet, og de nye beboere var ikke videre rare mennesker. Der var altid høj musik og Bajere i huset. Dog var deres datter sød.
Bedstemor gik ud, kiggede sig omkring og fik øje på en lille skikkelse ude på bænken. Der sad en lille pige. Bedstemor kendte straks, at hun igen var løbet hjemmefra. Hun sukkede tungt, men kaldte hende alligevel indenfor. Pigen blev straks glad for Bedstemor; hun var stille og rolig af natur.
Efter denne oplevelse var pigen næsten aldrig hjemme mere, men boede primært hos Bedstemor. Da hendes datter og svigersøn endelig besøgte hende, præsenterede Bedstemor dem for pigen. De blev også straks glade for hende. Men så indtraf ulykken naboens hus brændte ned, og pigen mistede sine forældre. Hun blev sendt på børnehjem. Det var dengang, Bedstemors datter og svigersøn besluttede at adoptere hende.
