I mange år har jeg boet alene. Mine forældre gik bort for lang tid siden. Efter universitetet havde jeg muligheden for at blive i København, men jeg ændrede mening. Jeg holder af min landsby: den friske luft, det smukke landskab, det er som om jeg her får livskraften tilbage. Selvom jeg må arbejde fra tidlig morgen til sen aften, vænner man sig til det. Jeg er opvokset på landet og har hjulpet mine forældre lige fra barnsben, så jeg er ikke bange for hårdt arbejde. Jeg kører mejetærsker. Det er krævende, men man skal jo leve af noget.
Dog gnager én bekymring jeg er over tredive og stadig alene. Jeg har mødt mange kvinder, men det har aldrig ført til noget. Indtil for nylig havde jeg et forhold til en pige. Hun er fra Roskilde, ti kilometer væk. Og hvad så? Med det samme sagde hun, at hun under ingen omstændigheder ville bo på landet. Hun har helt andre planer for sit liv.
En aften hører jeg min hund, Freja, gø vedholdende. Jeg går ud for at se, hvad der er i vejen. I det fjerne ser jeg min gamle nabo, fru Jensen. Hun var på vej hjem fra Brugsen, og uden at bemærke en sten, snublede hun og faldt. Jeg løber straks over til hende og hjælper hende op.
Som tak inviterer hun mig på en kop te. Inde i hendes hyggelige stue takker hun endnu en gang, og hvisker derefter:
Min dreng, det skal nok gå. Du vil få både børn og en kone.
Jeg sagde ikke noget tilbage. Jeg tænkte, at fru Jensen som sædvanlig lod fantasien løbe afsted.
En uge går. Den gamle dame bliver pludselig syg og bliver indlagt på hospitalet i Slagelse. Indtil hendes barnebarn fra København kunne komme, måtte jeg tage mig af hendes hjem. Jeg gik derhen dagligt, fodrede høns, kat og hund.
En dag hører jeg porten åbnes. Jeg kigger op og ser fru Jensens barnebarn, Astrid. Ved hendes side står to drenge. To dage senere kommer fru Jensen hjem igen. Astrid fortsætter med at hjælpe sin bedstemor i huset. En dag inviterede hun mig på te. Sådan lærte vi hinanden lidt at kende.
Senere finder jeg ud af, at Astrid er skilt og alene om at tage sig af sine to sønner. I løbet af denne tid begyndte vi at bygge en relation, og vi sås hver dag. Der var så mange ting vi delte, og jeg traf en vigtig beslutning jeg bad hende flytte ind hos mig, og hun sagde ja.
Måske vidste fru Jensen noget alligevelDet føltes næsten uvirkeligt at stå i køkkenet og høre børnelatter blande sig med Frejas glade gøen. Astrid tilbød sig straks i stalden og fandt begejstringen i at se drengene hjælpe til med fodringen og legende springe gennem halmen, som jeg selv havde gjort engang. Landsbyens folk stoppede forbi, hilste og smilede bredere end før måske fordi de mærkede, at huset ikke længere var så stille.
En aften, da solen brændte langs skovkanten, sad vi på trappen og så drengene jagte sommerfugle mellem markerne. Astrid lagde hånden på min og sagde: Du har givet os ro. Det føles rigtigt. Jeg så mod landskabet, og for første gang føltes det ikke som noget, jeg skulle beskytte alene men som noget vi havde sammen.
Da efteråret kom og bladene begyndte at danse på gårdspladsen, begyndte jeg at forstå fru Jensens gamle visdom: Ensomhed er ikke noget, du undgår det er noget, du selv fylder ud. Og nu var mine dage ikke længere blot rutiner eller tomme timer; de var fyldt med liv, skridt, stemmer og håb.
Fra den dag, hver gang jeg passerede fru Jensens hus, løftede hun hånden i vinduet og smilede. Lige som jeg nu kunne.
En aften hørte jeg, at min hund blev ved med at gø. Jeg gik ud for at se, hvad der var galt. På afstand så jeg min ældre nabo. Hun var på vej hjem fra supermarkedet, da hun ikke…
