Jeg har altså opdraget tre drenge, og hvis du kender til at have fire mænd i huset, så ved du nok præcis, hvad jeg mener. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan man kan komme hjem til et sted uden aftensmad eller frokost klar, og hvor tingene bare ligger og flyder over det hele. Nu er jeg 52, og jeg har altid haft den opfattelse, at det er kvinden, der skal skabe et hjem, hvor manden føler sig tryg og godt tilpas sådan et sted han har lyst til at komme tilbage til. Men jeg tror ikke min svigerdatter ser på det på samme måde.
Min ældste søn besluttede sig for at blive gift for to år siden, og ni måneder efter fødte de deres datter. Min søn var 28 på det tidspunkt og hans kone, Astrid, var kun 20. Hun studerede stadig, men aldersforskellen skræmte faktisk ikke min søn synderligt.
Da Astrid var gravid, havde hun virkelig et svært temperament hun sendte ham afsted til Brugsen i tide og utide. Først var det æbler om morgenen, så ville hun pludselig have appelsiner, og næste øjeblik var det blomster hun skulle have. Min søn sagde aldrig et ondt ord og prøvede faktisk altid at opfylde hendes ønsker. Vi tænkte alle sammen, at det nok ville ændre sig efter hun havde født, men det gjorde det ikke.
Hun fødte lille Freja og ammede hende i to måneder og så var det ligesom det. Bagefter sagde hun til min søn, at hun var helt udmattet af alle de søvnløse nætter og bare trængte til at slappe af. Min søn er jo meget forstående og omsorgsfuld, så han spurgte, om jeg ikke kunne komme og hjælpe hende lidt. Og selvfølgelig sagde jeg ja jeg kan jo ikke sige nej til min egen søn.
Imens jeg passede barnebarnet, brugte Astrid dagene på at tage rundt i wellness-klinikker og frisører. Når hun endelig kom hjem, gad hun ikke engang lave mad til min søn, som lige var kommet hjem fra arbejde. I praksis sad jeg en hel uge hos dem og passede Freja. Astrid vendte sig hurtigt til at sove til klokken tolv og leve fuldstændig, som det passede hende hun overlod næsten alt til mig.
Efter en måned kunne jeg simpelthen ikke mere. Jeg sagde, at jeg blev nødt til at tage hjem. Astrid blev godt nok lidt muggen. Jeg kunne mærke, hun slet ikke var moden endnu, så jeg kiggede forbi engang imellem, men jeg brød mig ikke om det, jeg så der var kaos i hjemmet og køleskabet var gabende tomt.
Hun gad ikke engang lave mad til sit barn. Jeg har altså selv opdraget tre sønner, så sådan noget ansvarsfralæggelse er simpelthen ikke noget, jeg kan acceptere. Min søn har altid fået hjemmelavet mad. For en måned siden fyldte han år, og så tænkte jeg, nu har hun vel arrangeret noget hyggeligt mad derhjemme. Men nej, hun havde bare bestilt pizza og sushi.
Jeg forstår ikke min søn hvorfor finder han sig i det? Jeg er bange for, at det er fordi de ikke boede sammen før de blev gift han havde bare ingen idé om, hvordan hun var. Jeg kan mærke, at det tynger ham, men han siger ikke noget han tier bare og kæmper videre.
Jeg går og tænker over, hvad jeg overhovedet kan gøre for at få hende til at tage ansvar og opføre sig som både mor og hustru. Jeg ønsker bare ikke, at min søn skal blive sur på mig, hvis jeg blander mig. Jeg ved jo godt, at jeg skal respektere hans valg. Men det er bare så svært at stå på sidelinjen og kigge på det hele! Er alle svigerdøtre sådan?
Hvad ville du råde en kvinde til i min situation? Synes du, jeg skal tage en snak med min svigerdatter?
