En mærkelig tåge omsluttede hele huset, som om jeg befandt mig i en drøm, hvor virkeligheden blev lavet af blød marcipan og duggede ruder. Det var min fødselsdag, og rundt om det store bord i stuen sad de tætteste i min familie mine børn, mine børnebørn, alle lidt fortættede, som om vi svævede på en flåde af rugbrød og stearinlys.
Bordet bugnede af smørrebrød, hakkebøffer og lagkage, alt sammen noget, jeg selv havde tilberedt, men også mange retter, som mine to døtre, Astrid og Ingrid, havde taget med. Der var latter, glasene klingede, alle nød maden endda hørte jeg, at mine børnebørn havde været med til at lave frikadellerne. Det var helt umuligt at klemme et ekstra stel ind på det tætpakkede bord. Hele rummet summede af en slags varm melankoli.
Så, som om logikken i drømmen slog en koldbøtte, dumpede pludselig et par små kyllingeben ned på min tallerken. Min barnebarn, Alfred, placerede dem der, grublende. Lidt efter sendte Freja, datter af min søn Mikkel, også kærligt et ben i min retning. Til at begynde med bemærkede ingen det. Først da mit ansigt må have set undrende ud, blev der stille, og Astrid, min ældste, udbrød skarpt:
Hvad laver I? skældte hun ud på de unge. Der ligger servietter og en tallerken til benene. Hvorfor skal de på mormors tallerken?
Alfred så forfjamsket ud. Men mormor elsker da at spise benene og brusken, sagde han. Ja, sagde Freja lunt, mormor giver altid sin egen gode bid væk, for hun vil jo kun have det bruskede…
Mine børn nikkede. En tåget klump dannede sig i min hals, for selvfølgelig kendte de spillet. Sådan havde det været hele livet; jeg gav dem altid det bedste stykke, sagde drillende, at jeg brød mig mere om de brankede ender eller skorpede stumper bare så ingen skulle opdage, hvor gerne jeg egentlig selv ønskede de gode bidder. Alt for fællesskabet, alt for hyggen.
Men lige der, i lavalampe-lyset fra fødselsdagsbordet, gik det op for mig, at det var forkert. Midt i drømmeagtig stemning forstod jeg mit eget bedrag.
Jeg havde lært mine børn og dermed børnebørnene at moderen og mormoren foretrak det, de andre ikke ville have, og derudfra havde de bygget deres egen logik: At give mormor skind, brusk og ben er kærlighed, for hun elsker det, og hun ofrer sig, fordi sådan er vejen gennem tilværelsen i danske hjem den gamle generation bøjer sig for børnene, og børnene vil bøje sig, når de selv bliver ældre.
Mine børn, voksne nu, kendte mønsteret, lærte det fra sig til deres egne, for hvordan gør man andet, når man tror, det er kærlighed at give afkald og altid sige nej til sig selv?
Er det rigtigt, mon? At skubbe sine egne ønsker væk for andres skyld? Som drømmen flød ud, blev spørgsmålet hængende, mellem rugbrødsduften, lagkagen og lydene af børnebørns latter, et dansk ekko gennem fødselsdagsluften.
