Ved hoveddøren trak Lene vejret dybt og sagde hurtigt: “Der venter dig en overraskelse,” sagde hun med et tilgjort smil. “Hvis du ikke kan lide det sig bare, at du går ned efter noget til kaffen.” Erik nåede ikke at svare, før hun slog døren til sin lejlighed op. Overraskelse? Hvis det ikke faldt i hans smag? De havde set hinanden i fire måneder, og nu havde hun endelig inviteret ham hjem til sig. Bare dét alene kunne opveje enhver akavet situation.
Akavetheden kom dog straks frem, fór ud i entreen med et råb: “Mor, mor!” og stivnede, mens to store øjne stirrede på Erik. Han stirrede tilbage. Det var en dreng syv, måske otte år. Hendes dreng.
Selvfølgelig trådte Erik ind (man kunne jo ikke bare gå igen), men al romantik var hurtigt væk. Lene summede rundt, undgik hans blik, og samtalen gik trægt. Erik formåede med nød og næppe at udveksle de sædvanlige høflighedsfraser med Lenes søn. Han hed Mads. Syv et halvt år gammel. Går i skole? Ja, i første. Kan du lide det? Ikke særligt fodbold er sjovere.
“Jeg bagte kage i går skal vi tage noget te?” sagde Lene hurtigt.
“Ups, jeg spiste det hele,” sagde Mads med store undskyldende øjne.
Nu eller aldrig, tænkte Erik.
“Lad mig gå i Brugsen og købe noget til teen,” foreslog han.
De øjne, Lene så på ham med, ville han aldrig glemme. Mor og søn stod ved døren og så på ham store, utålmodige fugleunger og sagde ikke et ord. Erik trak sig hurtigt, det skulle han have ros for.
Ingen bebrejdelse, ingen bitre blikke på Lene, ingen suk og klagen over, hvad det kunne have været. Han vidste, at det gjaldt om at kappe båndene med det samme, så smerter ikke trak ud.
Udenfor silede efterårsregnen ned. Blæsten piskede mod Eriks kinder. Hvorfor kunne hun ikke bare have sagt det fra starten? Et barn er ikke en kattekilling! Voksne mennesker, så havde han da vidst, hvad han gik ind til. Han var vred på Lene, fordi hun havde skjult det, fordi han allerede nåede at holde af hende, fordi hun lavede nummeret. Ikke fordi hun havde et barn, men fordi det føltes som om hun ikke havde stolet på ham, ikke regnede ham for noget særligt. Hvad havde hun regnet med? At han straks ville tage drengen til sig som sin egen? Erik traskede ad våde gader, såret, men inderst inde ønskede han mest af alt, at hun ville ringe og bede ham komme tilbage.
Alt, han ønskede, var at leve sammen med denne kvinde. Han havde allerede tænkt over, hvordan han ville fri til hende noget særligt, intet kliché. Han syntes, de passede perfekt sammen. Han troede, det var skæbnen, der havde bragt dem sammen. Som om hele hans liv havde forberedt ham på mødet med hende, og at livet først begyndte nu.
Men nu gik han i regnen, konfronteret med sin egen usikkerhed og frygt. Han havde mødt sit eget ego, taget fornærmelsen under armen og forsvandt. Ja, overraskelsen var lykkedes.
“Mor, var det min far?”
“Far? Hvorfor tror du det, skat?”
“Øhm… Kom, jeg vil vise dig noget.”
Mads trak hende med ind på værelset. Midt i det hele stod juletræet. Kluntet pyntet, men funklede af lyskæder.
“Hvordan har du fået det ind? Hvordan har du båret det? Hvorfor, lille ven?”
“Stod på en stol. Det var ikke tungt. Jeg ønskede mig en far af julemanden.”
Lene omfavnede ham, sank ned i sofaen og trykkede hans lille hoved ind til sig, mens tårerne lydløst løb. Hvad kan være værre end at indse, at hverken du eller dit barn er noget særligt for nogen? Hvad kan være værre end at sidde afvist og hjælpeløs foran sit barn og sin Gud? Hvad kan være værre end at opdage, at ingen rigtigt interesserer sig for ens liv, endsige ønsker at dele drømme og bekymringer med dig?
Det føltes værre end at være overset i ægteskabet. Dengang bildte hun sig i det mindste ind, at lykken var der at hendes mand bare var sådan én, der ikke gik med ned i kantinen, fordi han ikke var sulten, intet andet. Det var lettere dengang, for hun troede, mænd var forskellige, og hendes mand bare var én, der ikke brød sig om middage ude, selskab, latter. En seriøs, arbejdsom mand. Illusionen om lykke eksisterede dengang. Nu har hun ikke engang det.
Hun ville ønske, hun kunne ringe til Erik og fortælle, hvor svært det er at være kvinde med barn, at jagten på kærlighed glider i baggrunden, at en mand må være både ægtefælle og far. Hvad kan man gøre, hvis man i Erik både ser mand og far? Da de mødte hinanden, havde Lene allerede lært, at man ikke straks inviterer en mand hjem, at ting tager tid at man slet ikke præsenterer sine bejlere for barnet, før man ved, det er alvor, at forhold kræver fælles værdier og interesser.
“Du forstår, yngste, ting skal komme på rette tid. Man kan ikke bare ønske sig et mirakel, hente juletræet frem, ønske og tro, at alt sker natten over. Juletræet skal på rette plads på rette tid, og ønsket indfries, når tiden er inde.”
“Det passer ikke!” Mads insisterede stædigt, som kun børn gør. Lene lod ham få ret og afledte opmærksomheden med hans yndlingsbog, og de lagde sig tæt sammen på sofaen. Livet fortsætter jo. Kun et kapitel er forbi. Et kapitel, der kunne have været lykken, men som ikke blev det. Der er ingen grund til at have ondt af sig selv.
Pludselig smækkede hoveddøren de havde glemt at låse efter Erik.
“Puha! Sikke et regnvejr! Sikke en blæst! Jeg blev helt gennemkold, mens jeg fandt de allerbedste flødeboller!”
Lene og Mads stivnede, kiggede ud. Erik stod dér, våd, men grinende med en pose flødeboller.
“Hvad sagde jeg!” hviskede Mads.
Lene kastede sig om halsen på Erik, mens tårerne nu var af glæde.
“Nej, nej, rolig nu, mine to store øjne jeg skulle jo bare ned efter kage. Bare ned efter kage!”
Nogle gange, når livet ikke går, som vi drømmer, skal vi huske, at lykken måske alligevel banker på, når vi mindst venter det hvis vi bare kan åbne døren igen.
