Jeg har haft min del af uheld i livet. Min far opfostrede mig alene, for min mor var der aldrig; men far så alligevel kun bunden af en flaske. Allerede siden gymnasietiden måtte jeg arbejde deltid for overhovedet at klare mig. Da jeg kom på universitetet, sled jeg hårdt for at få et legat, så jeg kunne betale for et lille værelse på kollegiet. Jeg datede piger, der indimellem hjalp mig med mad og støttede mig, så jeg kunne holde hovedet oven vande.
Da jeg var enogtyve, mødte jeg så femoghalvtredsårige Birgitte. Hun var lektor på et andet fakultet end mit, hvilket faktisk gav os noget frirum i forholdet. Birgitte kunne lide mig. Fra starten vidste jeg, at hun var gift, men det ragede mig egentligt ikke, så længe vi gik ud at spise sammen, og hun pressede et par kroner i hånden på mig, når jeg havde brug for det, var alting fint.
Jeg regnede med, at det ville blive en kort affære, der hurtigt gled ud i sandet, men Birgitte forelskede sig i mig. Hun tog sig af mig på alle måder, sørgede for jeg havde penge nok, og lod mig bo i lejligheden, hun havde arvet fra sin mor på Østerbro.
Men jeg følte mig splittet. Lejligheden var milevidt bedre end kollegiet, Birgitte kom med dagligvarer hver uge, vi brugte aftenerne sammen, men på den anden side begyndte jeg at hade hendes selskab. Jeg tvang mig selv til at smile til hende og sige, at jeg elskede hende, selvom jeg knap kunne holde hende ud.
Efter kun fire måneder fik jeg et rigtig godt studiejob, studierne gik lettere, og tingene begyndte faktisk at se lyse ud indtil Birgittes mand opdagede det hele. Han lagde sag an om skilsmisse, og Birgitte virkede ovenud lykkelig for det. Hun er ved at pakke sine ting for at flytte ind hos mig, vi skal tilsyneladende bo sammen nu.
Hun tror, vi bliver lykkelige sammen som par, men det er én ting at mødes med hende en gang om ugen, og noget helt andet at leve sammen til daglig. Jeg er slet ikke klar til at være gift med en kvinde på femoghalvtreds jeg har aldrig overvejet det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu om jeg skal pakke mine ting og skride, før det er for sent, eller om jeg skal bide det i mig og udnytte situationen lidt endnu, indtil jeg selv kan stå på egne ben, nu hvor jeg endelig har min egen sponsor.
