Vi har stået her i 20 minutter. Undskyld, men jeg kan desværre ikke lade dig komme forbi.

Jeg havde lige fået klaret indkøbene i Brugsen og trissede over mod kassen. Men kasseren var pist væk, så jeg besluttede mig for at tage endnu en slentretur rundt mellem hylderne og tage et hurtigt kig på, om jeg havde glemt noget. Et kvarter senere gik jeg tilbage og selvfølgelig var der nu dannet en hel kø. Forrest stod en kvinde med tre børn: to af dem virkelig bittesmå, og det tredje så ud til at være omkring fire år gammel. Hun så mildest talt presset ud med tunge poser i favnen, en utålmodig lille fyr på slæb og mobilen limet til øret, hvor hun desperat forsøgte at forklare sin mand, hvilken butik de egentlig var i.

Folk blev straks ret opfarende, da kassedamen kom stormende ud fra lageret, travlt optaget med at knappe blusen, og gæt hvad hun var ikke alene, næ nej, men havde en mand i hælene. Den fyr sprang overlegent forbi køen, som om regler ikke galt for ham.

Vi har efterhånden stået her i tyve minutter. Beklager, men jeg slipper dig altså ikke foran, proklamerede moren bestemt til manden.

Så vendte hun sig mod kassedamen og sagde: Hvis nu endnu en bekendt dukker op, får de så også lov til at snige sig først?

Kassedamen blev edderspændt! Hun nærmest fløj på den unge mor og råbte, at hun da spillede superhelt-mor.

Og børnene har vel forskellige fædre, de ligner jo slet ikke hinanden!

Og i det øjeblik dukkede morens mand op og det viste sig, at han kendte kassedamen.

Nå, så det er dig, der er gift med vores elektriker! Mon han ved, du bruger lageret som herreværelse?

Om han talte sandt, aner jeg ikke, men kassedamen blev nu pludselig meget stille. Jeg ved ikke, hvordan det hele endte, men sjovt nok lod hun til aldrig igen at hæve stemmen til en kunde.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

two × two =

Vi har stået her i 20 minutter. Undskyld, men jeg kan desværre ikke lade dig komme forbi.
Aldrig havde han forestillet sig at ende sine dage på et plejehjem: Det er først ved livets skumring, man ser, hvilken opdragelse man har givet sine børn En far til tre børn havde aldrig troet, at hans sidste dage skulle tilbringes på et plejehjem: Først når livet nærmer sig sin slutning, får man svar på, om ens børneopdragelse bar frugt. Lars Madsen kiggede ud gennem vinduet i sit nye hjem – et plejehjem i den lille jyske by Silkeborg – og kunne knap tro, at det var her, livet havde ført ham. Sneen faldt sagte og dækkede gaderne som et blødt lagen, mens en isnende tomhed lagde sig over hans sind. Han, far til tre børn, havde aldrig forestillet sig en ensom alderdom i fremmede omgivelser. Engang var hjemmet lyst og fuld af glæde: et hyggeligt hus midt i byen, en kærlig hustru, Anette, tre dejlige børn, latter og tryghed. Han havde været ingeniør på den lokale fabrik, haft bil, god lejlighed – og vigtigst af alt: en familie, han var stolt af. Men nu virkede det som fortidens drøm. Sammen med Anette havde Lars opdraget en søn, Thomas, og to døtre, Camilla og Lea. Hjemmet summede af liv og gæstfrihed. De gav deres børn alt: uddannelse, kærlighed, og tillid til det gode i livet. Men for ti år siden gik Anette bort, og sorgen var aldrig forsvundet. Han havde håbet, at børnene ville blive hans støtte, men han havde måttet sande, at han tog fejl. Med årene følte Lars sig ubrugelig i børnenes øjne. Thomas, den ældste, var rejst til Spanien ti år tidligere og havde giftet sig med en lokal kvinde, fået børn, og var blevet en succesfuld arkitekt. En gang om året skrev han et brev, indimellem kom der et besøg, men kontakten blev sjældnere: ”Arbejdet, far, du forstår det nok,” sagde Thomas, og Lars nikkede, mens sorgen voksede. Døtrene boede nær Silkeborg, men deres liv var opslugt af hverdagens travle rutiner. Camilla havde mand og to børn, og Lea var engageret i karrieren. Månedlige telefonopkald og korte besøg var alt, der blev tid til: ”Undskyld, far, vi har så travlt.” Lars betragtede folk ude på gaden, der bar juletræer og pakker. Den 23. december. I morgen var det jul – og hans fødselsdag. For første gang alene. Ingen fejring, ingen varme ord. ”Jeg er ingenting længere,” mumlede han og lukkede øjnene. Han huskede Anette pynte op til jul og børnenes latter, når gaverne blev åbnet. Et liv fyldt med glæde. Nu var der kun stilheden og ensomheden. Lars tænkte: ”Hvor gik det galt? Anette og jeg gjorde alt for vores børn, og nu står jeg her, glemt som en gammel kuffert.” Næste morgen summede plejehjemmet af børnebørn, julegodter og glæde. Lars sad alene og så på et familieportræt, da det bankede på døren. Han fór sammen. ”Kom ind!” sagde han forbløffet. ”Glædelig jul, far! Og tillykke med fødselsdagen!” lød en stemme, der fik tårerne frem. Thomas stod i døren. Høj, lidt grå i tindingerne, men med det samme smil som i barndommen. Han greb sin far i et kram. Lars troede ikke sine egne øjne. Tårerne sprøjtede, ordene var svære at finde. ”Thomas… Er det virkelig dig?” hviskede han, bange for at det kun var en drøm. ”Selvfølgelig, far! Jeg kom i går for at overraske dig,” svarede sønnen og lagde armene på hans skuldre. ”Hvorfor fortalte du ikke, at pigerne havde sat dig her? Jeg har sendt penge hver måned – meget endda! De sagde intet. Jeg vidste det ikke!” Lars slog blikket ned. Han ville ikke klage, ikke skabe splid. Men Thomas insisterede. ”Far, pak din kuffert. Vi tager toget i aften. Du skal med. Vi bliver hos min svigerfamilie i første omgang, så får vi styr på det praktiske. Du skal med mig til Spanien. Vi skal bo sammen!” ”Hvor henne, min dreng? Jeg er jo for gammel… Til Spanien?” stammede Lars. ”Du er ikke gammel, far! Lucia er fantastisk – hun ved alt og glæder sig til at møde dig. Og Sofia, vores datter, drømmer om at møde sin morfar!” Thomas talte så overbevisende, at hans far begyndte at tro på det. ”Thomas… jeg kan næsten ikke fatte det… det er for meget,” hviskede den ældre mand og tørrede sine tårer bort. ”Nu er det nok, far. Du har fortjent mere. Kom, vi skal hjem.” Beboerne hviskede undrende: ”Sikke en søn, han der Madsen har! Det er en mand!” Thomas hjalp sin far med at pakke de få ejendele, og samme aften rejste de. Under spanske himmelstrøg begyndte Lars et nyt kapitel. Han blev en del af en kærlig familie og mærkede livsglæden blomstre på ny. Man siger, at man først i alderdommen ser resultatet af sin opdragelse. Lars forstod, at Thomas var blevet den mand, han drømte om – og det blev den største gave i hans liv.