Sommeren 1950 havde lige ramt landsbyen Lillelund, og der duftede sødt af syrener og æbler fra gamle haver. Luften var tung og mild, og selv tiden syntes at gå lidt langsommere, som om den nød de varme aftener lige så meget som byens beboere. Og midt i den hyggelige, halvsøvnige idyl boede der to piger, hvis liv var filtret tæt sammen helt fra barneårene lige som fletninger, man aldrig helt kan få redt ud.
Signe og Mette mødte hinanden, da de var fem år gamle, under den lille mølle nede ved åen. De var hinandens skygger siden da: De løb på bare tæer over dugvåde græsplæner, gemte sig for torden i høladen, sad side om side i skolens bagerste bænk. De vinkede fædrene ud i kamp under besættelsen med hvidnede knoer, græd sammen, da Mettes mor døde i den hårde vinter 43, og jublede sammen, da de hjemvendte mænd stod på dørtærsklen, trætte og grå, men i live.
Nu, da alt endelig så ud til at blive fredeligt igen, ventede endnu et stort øjeblik. De to skulle giftes. Planen var, at festen skulle holdes samme dag, først i september, hvor bladene stadig guldgule, men græsset grønt. Signe skulle giftes med Kasper, og Mette skulle have Niels. Drengene var, selvfølgelig, også bedste venner, og hele byen hævdede, at skæbnen havde lavet det her firkløver med vilje.
Signe, forestil dig det lige! jublede Mette og snurrede rundt i stuen hos Signes familie, netop som postbuddet havde været forbi med en bekræftelse fra kommunen. Der var stjerner i Mettes øjne. Samme dag, samme fest! Måske får vi børn samtidig også dét ville være hyggeligt!
Signe smilede, lidt tænksom. Hun rettede på den broderede dug og sagde lavmælt: Man ved aldrig, Mette. Det kan vel ske, men jeg tør faktisk slet ikke tænke så langt frem. Jeg føler mig, som om jeg skal hoppe i det kolde hav uden at vide, om jeg egentlig kan svømme.
Far siger, det er helt normalt, svarede Mette og satte sig på bænken. Som en birkekvist før stormen. August går, og så dæmper nervøsiteten sig bare vent!
Sommeren blev sløv, solmættet. Signe og hendes mor syslede med brudestykker og broderede navnetræk på viskestykker, og diskuterede dessertopsatser og sild. Mette dukkede ikke så tit op længere, og lagde skylden på hjælpen hjemme hos svigermor. Når Signe alligevel så hende, virkede hun fortravlet og fjern, men Signe tænkte, at det var helt normal bryllupstravlhed.
Kasper, Signes forlovede, begyndte pludselig også at blive sparsom med sin tid. Først var han væk en dag eller to, men efterhånden så hun ham nærmest kun som et hurtigt glimt i vinduet søndag eftermiddag. Han virkede udmattet, bliknæbbet, og han havde altid et eller andet forklarende om job og travlhed på bedriften.
Vi knokler, Signe, sagde han, når hun forsigtigt nævnte, hun savnede ham. Men bare rolig. Når først vi er gift, så skal jeg vise dig, hvordan det er at have en mand, der kun har øje for dig. Men Signe kunne mærke, at krammet var blevet stivere, og kysset på kinden næsten mekanisk. Der lå en skygge bag hans øjne, hvor der før var fundet lys.
Noget var anderledes men hvad?
En dag, da Signe kom hjem fra posthuset, hvor hun havde hentet brev fra sin tante i Odense, så hun pludselig Kasper og Mette stå ved byens gamle brønd. De snakkede lavmælt, men stoppede så snart de fik øje på Signe. Mette så ud til at rødme, og Signe fornemmede, at snakken havde været mere end bare om kartoffelhøsten.
Senere samme uge: Signe kom gående gennem frugtplantagen, netop som mørket faldt på. Hun ville tage genvej hjem. Duften af nedfaldsæbler hang i luften, og hun tænkte på den store bryllupsfest men så hørte hun stemmer. Ikke hvilke som helst: Det var Kasper og Mette, midt mellem æbletræerne i halvmørket.
Jeg kan ikke mere! lød det med gråd fra Mette. Hver dag et bedrag hvordan kan vi det?
Ti stille, Mettemus, Kasper forsøgte at berolige hende. Men jeg KAN ikke gifte mig med Signe. Du ved det, mit hjerte valgte dig.
Signe stivnede. Hjertet slog så hårdt, at det dårligt kunne være i brystet. Hun gemte sig bag et træ og lyttede til Mettes grådende ord om skam og Vigtors uvidenhed (ja, den forsmåede Victor), og til Kaspers bitre svar at der kun findes en vej: Sandheden frem, og så stikker vi af.
Rystet trådte Signe frem, øjnene blanke. Nåer det dét, I har gang i? stemningen var som, når nogen smadrer en kaffekop på klinkerne: tavshed, forvirring, dernæst et væld af undskyldninger og rådvildhed. Min bedste veninde og min forlovede! Håber I bliver lykkelige på min bekostning!
Begge stod målløse, og Signe styrtede grædende hjem.
Hun blev liggende under dynen i tre dage, moren sad tavs, kun hendes varme hånd på Signes pandebn var hverken trøst eller forklaring. Hvad kunne hun sige?
På fjerdedagen kom fru Sørensen byens postdame og sladrekone faret ind, forpustet: Har du hørt det, Signe? Mette og Kasper de er stukket af! De har meldt brylluppet afmeldt i kommunen! Og Victor var rasende, for det var selvfølgelig hans brud også.
Nu blev Signe stædig. Da hun havde sundet sig, gik hun ikke uden motivation i raseri og trods hen til Victors hus. Han sad på trappen, stirrede ned på sine sko, forpjusket som en sommerfugl i regnvejr.
Hvordan har du det, Victor? spurgte hun sagte.
Han så op, og bag hans mørke øjne lå en træthed lig hendes egen.
Som dig. Pyt, hvad kan man gøre? Vi sidder her, klar til fest, men ingen brudepar. Lidt ironisk.
Alle forberedelserne var spildte. Hov, så talte Victor pludselig ud. Han greb hendes hånd, tørrede forsigtigt en tåre væk og sagde: Skal vi ikke bare blive gift, Signe?
Hun stirrede forbløffet på ham. Er du blevet skør? For at hævne os det er tåbeligt!
Han gumlede længe på tanken, men han mente det. Det handlede også om hans gamle farmor i Holbæk, som allerede havde bestilt togbillet til festen
Signe gik fornærmet hjem. Men ideen begyndte at nage.
En uge gik i vat. Men da sladderkællingen undskyld, postdamen kom løbende og annoncerede, at nu var Mette og Kasper blevet gift i Aalborg, fik Signe et flip. Nu skulle det være. Hun sprang ud af huset, op på cyklen, og bumpede over stenene til Victor.
Så gør vi det, Victor. Lad os blive gift! Det skal ikke hedde sig, at vi lod os kue.
Han var både overrasket og glad. Et kvarter senere satte de kurs mod rådhuset.
Nyheden slog ned i Lillelund som et lyn. Signes mor græd og forsøgte at overtale datteren fra det: Man bygger ikke en familie på trods, barn!
Mor, Victor har aldrig gjort mig fortræd. Han er en god mand, svarede Signe stædigt. Mere kan man ikke bede om.
Bryllupsdagen blev som planlagt, selvom festen var noget akavet; folk skålede og sendte hinanden blikke, og stemningen var noget mere spændt, men Victor opførte sig som den perfekte mand. Når folk råbte Kys!, gjorde han det med ægte ømhed, og til sidst begyndte hun faktisk at slappe af.
De første måneder var lidt som to fremmede, der skulle lære hus og rutiner at kende. Signe bestyrede husholdningen, Victor arbejdede på gården, og om aftenen fik han udbedret alt, hvad der kunne fikses med en hammer og lidt stædighed. De undgik elegant at nævne visse navne, og pludselig var de bare rart selskab og mere til, for på en forårsmorgen blev Signe forsigtigt klar over, at Victor faktisk var en ganske dejlig mand at ligge i ske med.
Efterfølgende forstod de hinandens blikke, og deres liv blev lidt mere sammenvokset for hver dag. To år efter, på deres bryllupsdag, kom lille Eskild til verden, med de klareste blå øjne i Danmark. Signe græd af lykke, mens hun takkede Gud over, at tingene havde taget denne mærkelige, svingende tur. Fred, tryghed og så Victor, som pludselig ikke blot var madonnaens ven men hendes.
En aften, et par år senere, sad de ved køkkenbordet med te og ribsgelé, nu efter putning af Eskild, og Victor sagde tøvende: Hørte du, at Mette skulle vende hjem? Alene. Kasper gik, siger de.
Signe stivnede kort. Han mærkede det og slog armen om hende.
Signe, hvad enten Mette er tilbage eller ej, så er mit liv her. Med dig og vores Eskild.
Hun smilede og kløede bag hans øre. Jeg ved det. Jeg kan faktisk rent ud have ondt af hende…
Og rigtigt nok: Mette kom hjem før jul. Hun lignede én, der havde kæmpet lidt for meget mod vinden med halvdårlige sko. Sladderen sværmede ingen Kasper med i bagagen. Heller ingen forklaringer. En dag, på vej ud af Brugsen, stod hun pludselig ansigt til ansigt med Signe.
Hej, Signe.
Hej, Mette. Signe konstaterede i samme sekund, at hun ikke længere havde raseri i sig. Bare et lille suk.
Jeg gik fra Kasper, ja. Det blev aldrig det, vi troede. Han drog videre og fandt en ny, sagde Mette, og man skulle være temmelig uempatisk for ikke at få lyst til at klappe hende lidt på kinden.
Livet gik videre. Foråret efter kom så Kasper hjem igen denne gang som tabt søn. Han prøvede at snakke sig varm, men Mette lukkede ikke op. Var det nu det værd? sukkede hun, da han var gået. Det var det ikke.
Da de havde fået papirerne i orden, forlod Kasper Lillelund til sidste gang, og snart var kun navnet tilbage på det støvede medlemsregister i fodboldklubben.
Året efter dukkede der en ny mand op i nabolaget: Henrik, en venlig mekaniker med lune hænder og rolige øjne. Han flyttede ind, blev forelsket i Mette, og denne gang gik de stille med dørene, som man nu engang gør på landet.
Efterhånden turde Mette også nærme sig Signe igen: Signe, jeg skal giftes vil du ikke komme?
Signe smilede: Jeg lover ikke at stikke af!
Sådan blev de to familier lidt hinandens hjemmefødninge. Signe og Victor fik tre unger: Eskild, så lille Liv, og omsider den flagrende Emilie. Huset var varmt, duftede af nybagt rugbrød og foredrag om børns snotnæser, og Victor fik styr på traktorerne, mens Signe sad på regnskabet.
Henrik og Mette flyttede til nabolandsbyen og fik to børn. De besøgte ofte hinanden til stor festivitas, og mændene fandt sammen om jagt, snak om motorolie og smørebrød.
Mette døde, alt for tidligt, men kontakten holdt. Henrik kom tit forbi med deres børn, og så summede huset igen af børnestemmer. Eskild og Liv blev konfirmeret samme forår og Emilie fik rollen som uofficiel søndagspige i begge hjem.
Og nede ved gamle Lillelunds å står stadig den gamle grædende pil. Folk siger, at de gamle nu rynkede, men altid smilende ofte sad der og holdt hinanden i hånden og kiggede på, mens børnebørnene lod papirsskibe flyde afsted. Hvisken i pilens grene minder om, at selv om livet kan slå kolbøtter, finder det næsten altid en vejog at ægte lykke engang i mellem sniger sig ind ad bagdøren, mens man ser den anden vej. Ja, i Danmark kan selv et hjerte, der blev knust af jalousi og kærestesorg, spire igen men kun hvis man vander det med dagligdags knus og et anstændigt lag rugbrød.
