Jeg mødte min første kærlighed lige efter gymnasiet. Jeg var helt overvældet af følelser og begyndte straks at drømme om vores fremtid sammen. Vi blev gift ret hurtigt. De første, store følelser kommer jo altid uden den store omtanke.
Vi holdt et smukt, stort bryllup på et gammelt gods ude på landet. Lige som traditionen byder festede vi i to døgn. Min mor var lykkelig over, at jeg havde fundet min eneste ene. I bryllupsgave fik vi en lejlighed af hendeden hun selv havde arvet efter min mormor. Den var lidt slidt, men det var ligegyldigt dengang. Det vigtigste for mig, var at min mand og jeg nu havde vores eget sted.
Min mor gav os faktisk alle sine opsparinger, så vi kunne renovere lejligheden. Der var også nok penge til at møblere det hele lige, som vi ville. Det føltes nærmest som et eventyr!
Men til brylluppet mødte min far en yngre kvinde og blev helt forgabt i hende. Jeg havde så ondt af min mor, men hun holdt stadig hovedet højt og glædede sig oprigtigt på mine vegne, selvom hendes eget liv blev vendt helt på hovedet. Far smuttede altså ikke bare, han gjorde virkelig livet svært for hende. På en eller anden måde fik han smidt min mor ud af deres fælles hus og solgte det bagefter. Jeg kommer aldrig til at tilgive ham for det svigt.
Efter skilsmissen blev min mor meget syg. Det var som om det gav ham fri bane, og han lod hende sidde helt alene. Mor fik et slagtilfælde og kom på hospitalet; hun havde virkelig brug for pleje hver dag.
Jeg besluttede rimelig hurtigt, at selvfølgelig skulle hun hjem til mig, så jeg kunne tage mig af hende. Min mand og jeg har en toværelses lejlighed på omkring 70 kvadratmeter, så jeg tænkte, der nok ville være plads til os alle tre. Efter slagtilfældet blev min mor virkelig stille, havde svært ved at tale og kunne næsten ikke komme omkring.
Min mand fik åbnet øjnene for situationen og var slet ikke med på den. Han krævede, at jeg fandt et andet sted til hende. Han sagde, han aldrig havde forestillet sig at bo med sin svigermor og at det ville fylde for meget for ham. Men altsådet var jo min mors lejlighed til at starte med, og det var hende, der havde sørget for, at det hele kunne blive sat i stand.
Jeg skændtes faktisk ikke engang med ham jeg bad ham bare flytte ud. Og ærligt, det føltes ikke som et nederlag. Hvis en mand så tidligt i ens fælles liv viser sådan en side, så ville han nok alligevel have stukket halen mellem benene for en anden kvinde på et tidspunkt.
Da min mor blev udskrevet fra hospitalet flyttede hun ind hos mig, præcis som jeg havde tænkt. Det var svært i starten, både i hjertet og hovedet, men jeg ville ikke se hverken min far eller min eksmand. Mor er stille og ikke som før, men hun kommer sig langsomt. Hun bliver nok aldrig den samme glade kvinde, men det er stadig min mor, og det er mit ansvar at tage mig af hende så længe, hun har brug for det. Resten må vi tage, som det kommer. Jeg er faktisk ret lettet over, at jeg ikke nåede at blive gravid…
