Der var engang en kvinde, eller rettere sagt, hendes mor. En simpel begyndelse. Moderen havde et vanskeligt sind, som man i dag ville kalde giftigt. Moren var i starten af tresserne, datteren syv og tredive. Datteren havde for længst fået sit eget, et lille hyggeligt hjem i Valby. Hun betalte stadig på lånet, arbejdede fast, men kærlighedslivet havde aldrig helt fungeret. Altid gik det skævt. Hvordan skulle det også lykkes med sådan en mor? Barndommens fejltrin, overskredne grænser, al den kritik grovheden, manglen på forståelse. Moren bar helt klart skylden!
Moderen blev boende i den gamle lejlighed. Egentlig ikke en lejlighed, men to værelser i et nedslidt kollegiebyggeri ude på Amager, som hun engang havde fået gennem sit job på Carlsberg og siden fik lov at købe for sine sparsomme midler. To små, men udmærkede rum. Møblerne var slidte moren gad hverken renovere eller investere i nyt. Og pengene rakte heller ikke langt. Det hele var, som det plejede. Rent, men spartansk.
Mor komme somme tider forbi hos min søster. Hvad skulle hun ellers tage sig til som pensionist? Hun dukkede op og forstyrrede datterens fred med sine klager og påtaler. Ville høre om kærlighedslivet. Hvornår skal du giftes, Vibe? spurgte hun, for så straks at bemærke, at ingen dog gifter sig med en rodehoved. Jeg behøver ikke genfortælle alt, hvad sådan en ældre giftig mor kan finde på at sige. Hun vil jo ikke forandre sig eller indse, at det kan være anderledes.
Hun åbnede køleskabet, rodede i gryderne, lagde om på tingene i skabet, og blev endda nogen gange og sov. Og forstyrrede nattesøvnen med sin voldsomme snorken det var jo kun en etværelses. Hun fortalte de samme gamle, uinteressante historier om dengang, hun var ung, lidt ligesom en glemt dansk udgave af Sheherazade. Hvem var blevet gift med hvem, hvem sad i spjældet, hvem sagde hvad og det hele en gang til, så man aldrig kunne få nattero.
Vibe (for sådan hedder min søster et ægte dansk pigenavn) var ved at gå op i limningen over disse besøg og skændtes med moren, men ugerne gik, og det gentog sig. Grå og ensformig var denne tusinde og en nat. Vibe læste om, hvordan man tager afstand til sin forælder, sætter grænser for giftige folk, lærer at sige nej og ikke lade sig påvirke. Han diskuterede det også, selvfølgelig. Veninder og bøger rådede hende til at bryde med moren, skifte låsene, blokere hende endelig starte sit eget liv. Alt ondt skyldtes forholdet til mor. Derfor var hun ensom og utilfreds, mente de.
En dag tog Vibe mod til sig og viste moren ud: Du skal gå hjem, mor! Kom aldrig mere her. Nu er det nok! sagde hun, vredt og bestemt. Efter endnu en omgang gensidig kritik, bitre bemærkninger.
Moren blev først chokeret. Prøvede at svare igen, men min søster stod tavs, med korslagte arme. Hun tog frakken på inde i entréen, greb sit falmede net, trak den forvaskede hue ned over ørerne og gik mod døren mumlende fornærmede, bitre ord. Hun var rystet over at blive bortvist, men gik.
Triumferende drejede Vibe nøglen i låsen. Hun tænkte, at det var tid at skifte låse moren havde jo også en nøgle til lejligheden, for at passe blomsterne, når datteren var på ferie. Nu skulle låsene skiftes, og friheden nydes. Problemet var elimineret.
Men hun kunne ikke mærke lettelsen. Hun stillede sig hen til vinduet og kiggede ud. Gadelampernes gyldne skær faldt gennem sneen, der dansede ned fra himlen. Gyldent i luften, men hvidt på jorden. Vejen var dækket af sne. Nede af stien gik hendes mor lille, set fra femte sal, helt lille som en pige. Kroget sammen, måske af kulde, måske græd hun? Frakken allerede hvid af sne. Hun trådte ud under gadelyset og langt ind i mørket, helt alene.
Vibe stod ved vinduet og huskede, hvordan hun som barn ventede dér, håbefuld, længselsfuld efter sin mor. Som barn var det så tomt uden hende. Men så dukkede moren op ude fra mørket, og det føltes som et lille mirakel. Hun hastede hjem fra bryggeriet, for de var jo kun de to efter faren gik bort alt for tidligt. Barnet var alene men når hun kiggede ud ad vinduet var det bedre. At vente er ikke ensomhed. Når man venter, er man stadig forbundet til nogen.
Mor kom ofte hjem, havde et lune brød med fra kantinen i tasken, tog den sneklædte frakke af og gav sin datter et kram men brokkede sig samtidig over legetøj på gulvet, blyanterne rundt omkring. Så varmede hun suppe, og livet begyndte forfra. Livet med mor.
Leg, ture, fastelavnskostume, legetøj, sommerferie ved Vesterhavet, lektier, nystrøget kjole, lakstøvler, mors tårer til skolefesten, og igen til dimissionen. Godnatkysset. Lommetørklædet med mors duft, som fulgte til søvn. Mor havde ofte aften- eller nattevagter på bryggeriet. Det var også mor, som hjalp Vibe til at få råd til lejligheden hun gav hende alle sine opsparede penge. Pludselig huskede Vibe det hele.
Hun huskede også mors barndomshistorier; hvordan de var fattige, lavede mad på kakkelovnen til hele ugen, stoppede strømper, da faderen skred med en anden. Om at bo på børnehjem i hverdagen, hjem i weekenden. Om at blive forældreløs som syttenårig og måtte arbejde. Mor talte sjældent om sin egen barndom der var ikke meget godt at sige. Men lige dér kom det hele til Vibe.
Men, det er ligegyldigt, hvad hun lige mindedes. Et menneske kan nå at tænke meget på et minut og nu var moren væk, længere og længere væk. Vibe flåede vinduet op og råbte, som hun havde gjort som lille: Mor! Mor!
Og mor hørte det, vendte sig om, stod der i sneen. Sådan ventede hun, til Vibe fik snøret støvlerne, fik overtøjet på og tumlede ned ad trappen, råbende som en treårig: Mor! Mor! Ja, sådan var afhængigheden åbenbar. Det lykkedes ikke at skille sig af med sin mor.
Hun kastede sig i armene på hende, moren der nu lignede en fortabt snemand, dækket af sne. Og de gik hjem sammen. Til Vibe. Befrielsens lykke havde ellers været lige der! Hun skulle bare lade være at se ud ad vinduet. I stedet skulle hun have brugt en eller anden overspringshandling og skrevet sine mål og følelser ned. Men hvad hjælper det? Følelser mærker man de kan ikke altid skrives væk. Og det er svært at forklare, for det er ens egen mor, ikke én fra en bog. Ens egen smerte, ikke stjålet fra en klog artikel. Det er noget helt andet. Og mor kan ikke laves om. Man kan ikke forvandle katten til en hund, eller månen til en sol.
De gik hjem gennem snemasserne, tæt sammen, under gadelyset. Mor snøftede. Vibes ansigt var vådt af smeltende sne. Sådan kom de hjem. Sad på sofaen bagefter, så en gammel dansk film, der knap var værd at huske. Der var varmt. Selvom det måske var forkert. Men hvem ved, hvad der er det rette, når det gælder ens egne? Når man ser nogen, man elsker, forsvinde ud i mørket. Lille, forrevet, ingen, der venter på hende. Og samtidigt uundværlig og uudholdelig
Måske er man heller ikke selv perfekt? Måske er man heller ikke særlig uundværlig for nogen? Skubber man den væk, man betyder mest for, får man aldrig en anden for man har jo brugt hele livet på at lede forgæves?
Der er ikke så mange mennesker, vi faktisk betyder noget for, vil jeg påstå. De er sjældent perfekte eller fejlfrie. Det må man være ærlig om.
Året efter døde mor så alligevel. For altid. Hun fik fred, hjertet stoppede, som et gammelt Bornholmer-ur.
Vibe blev nu fri for kontrollerende telefonopkald, fri for snorken to gange om ugen, fri for evige bebrejdelser og udspørgende samtaler om kærlighedslivet. Fri af de akavede omfavnelser og kys, den klodsede ømhed og evige troskab. Fri for varmen og omsorgen.
Men alt det blander sig, og det er umuligt at skille det ene fra det andet. Men der er mere varme, mere lys. Det er det, der er kærlighed og mor.
Hun stod i vinduet efter morens begravelse. Så ud på gadelampens gule skær og den gyldne sne, der faldt. Nu var der ingen at vente på. Ingen, der gik op ad stien. Selvom et øjeblik syntes hun det! Hun flåede vinduet op, ville råbe: Mor! Men det var bare indbildning.
Alt det var forkert. Moren handlede forkert, datteren ligeså. Det burde have været anderledes. Hun skulle have stået fast på sit, ladet moren gå. Fået sit eget liv. Men vi er ikke udødelige. Og alle historier og eventyr er forskellige, både i bøger og i livet.
Lampens skær lyser, sneen falder, vinteren varer ved. At skyde skylden for alt på sin nærmeste er så let. Men når ens besværlige, tunge, umulige men nærmeste først er væk, er der ingen at bebrejde længere. Tilbage er kærligheden, angeren, sorgen, savnet. De kan man måske ‘arbejde med’, siger man. Men jeg er ikke sikker. At miste sin nærmeste rykker noget ud af hjertet, som aldrig kan fyldes igen.
Livet selv fører os bort fra dem, vi elsker og bliver vrede på. Skiller os for evigt. Så står vi ved vinduet eller bredden og stirrer ud i mørket, hvor den, vi beskyldte for alt, er forsvundet.
