Dagbog, 10. juni
I dag mødte jeg min barndomsveninde igen. Hun er 60 år, ligesom mig. Da vi var færdige med vores studie på Aarhus Universitet, pakkede hun straks sine ting og tog afsted fra vores lille by, Skagen. I starten skrev vi breve til hinanden, men kontakten forsvandt stille og roligt.
Det var faktisk først gennem fælles bekendte, jeg hørte om hendes eventyr. Hun rejste rundt, helt uden ro, flyttede tit, og mændene kom og gik. Da hun fyldte 50, havde hun allerede haft tre ægtemænd, men også ægteskab nummer tre endte med skilsmisse. Hun fik aldrig børn. Jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor så mange kvinder får da børn for deres egen skyld. Hvis forholdet ikke holder, er der i det mindste børn, og sidenhen børnebørn.
Men min veninde vendte tilbage til Skagen for nylig. Hun skulle sælge huset, hun arvede fra sine forældre; tidligere havde hun blot udlejet det. Vi mødtes og snakkede længe jeg fortalte om mit liv, og hun om sit. Til sidst spurgte jeg hende:
Katrine, hvorfor er dit liv endt, som det er? Hvorfor har du aldrig fået børn bare for din egen skyld? Så der er nogen til at give dig et glas vand, når du bliver gammel.
Hun grinede højt og svarede:
Et glas vand, siger du? Hvor tit tror du, dine egne børn kommer til at løbe for dig? Børn nutildags tænker ikke på de ældre. Det er langt nemmere bare at spare op og hyre en god plejer end at bede og belaste sine børn. Jeg fik aldrig børn, fordi jeg aldrig havde lyst. Jeg ville ikke tage ansvar for nogen, ikke bekymre mig, ikke bruge penge på dem. Jeg ville leve mit eget liv, rejse, opleve verden, tjene mine egne kroner. Mine mænd forlod mig udelukkende, fordi jeg nægtede at få børn.
Nu lever jeg stadig for min egen glæde. Jeg skal ikke passe børnebørn eller knokle for at forsørge børn, der ikke kan klare sig selv.
Derfor fortryder jeg intet. Tværtimod jeg føler med dem, der fik masser af børn og nu sidder alene, og skælder deres børn ud for at de har glemt dem eller flyttet til et andet land. Jeg har aldrig de problemer.
Sådan ser jeg det.
Da jeg havde hørt Katrine, kunne jeg mærke, hun havde en pointe. Hvorfor få børn, hvis man ikke har lyst? Hvorfor satse på, at de bliver ens trøst og støtte i alderdommen? Ingen skylder nogen noget.
Det lærte mig, at man skal holde fast i det liv, man selv ønsker ikke det andre tror er bedst.
