Vi bor i et hus på landet, et sted blandt marker og gamle, visnende egetræer. Min datter, som hedder Sidsel, er ti år gammel og omgivet af mange veninder. Hendes allerbedste veninde, som også er vores nærmeste nabo, hedder Frida. Sidsel og Frida har været tætte venner så længe, jeg kan huske, men på det sidste er en uro vokset indeni mig, en følelse af at deres venskab ikke er som det burde være.
Sidsel er et blødt og føjeligt barn. Hun sætter pris på venskaber, og hun vil helst gøre det, andre foreslår. Hun er hjælpsom og rar, deler altid det, hun har, uden tøven. Frida er helt anderledes en skarp og egenrådig pige, der tit hiver Sidsel ud i små eventyr. Hun presser på, så de tager lange ture væk fra vores matrikel eller render hen til de store børn, der bor længere nede ad vejen.
Fridas familie er, hvad man ville kalde almindelig men der bliver ikke holdt meget øje med Frida i hverdagen. Dagen lang er hun overladt til sig selv. Ofte vandrer hun rundt sammen med Sidsel, og mange timer ender de hos os. Det slider på mig. Fra skoletid og helt til aftensmad har jeg deres stemmer i huset. Først laver de lektier sammen, siden leger de eller slentrer af sted på de små landeveje. Alt det kunne jeg klare, hvis der blot ikke var én ting mere at jeg hele tiden skal sørge for, at også Frida bliver mæt.
Når jeg kalder Sidsel til middagsbordet, kommer hun naturligvis slæbende med Frida. Frida ser sig ikke forlegen omkring hun sætter sig bare til bords, spiser både suppe og frikadeller, tager flere stykker rugbrød, drikker te og napper lidt af småkagerne bagefter. Jeg har ondt af barnet, men vi har ikke råd til hele tiden at fodre andre folks unger. Alt koster jo kroner og øre, især i disse tider.
Jeg har forsøgt at kalde Sidsel alene ind i køkkenet og sagt venligt til Frida, at hun bare skulle vente lidt inde på værelset. Men Frida tigger straks: “Jeg er virkelig sulten, må jeg ikke bare få lidt suppe? Eller bare en skive brød?” Jeg kan ikke sige nej til et sultent barn. Hver gang giver jeg efter.
Jeg har også prøvet at sende Frida hjem: “Gå nu hjem til dig selv, lad din mor lave mad til dig.” Men så svarer hun bare, at hendes mor ikke er hjemme, eller at der ikke er noget mad tilbage, eller at mor ikke har haft tid til at lave noget i dag. Hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke bare smide barnet ud og lade som ingenting.
Forleden tog jeg mig sammen og talte med Fridas mor. Jeg var vred, men prøvede at udtrykke mig pænt. Jeg sagde, at hun da selv måtte tage ansvar for, at hendes datter fik mad hjemme hos dem. Men Fridas mor blev straks fornærmet. “Er du nu begyndt at spare på suppen? Vi er naboer hvis Sidsel kommer over til os, sørger jeg da altid for, at hun får noget at spise! Jeg ville aldrig sige noget til dig om det!”
Det ironiske er bare, at børnene altid hænger hos os. Ikke omvendt.
Nå, det er nok alligevel snart ovre, for vi har besluttet os for at flytte. Snart må Frida og hendes mor finde deres egne løsninger her bliver ingen flere gratis middage. Men stadig kan jeg ikke lade være med at tænke: Kunne jeg have håndteret det anderledes? Findes der overhovedet en god løsning på sådan et problem?
