Nogle mennesker har virkelig ingen skam. For eksempel min tante, som for nylig virkelig viste, hvad hun er i stand til. Vi har ikke kontakt med hende længere, og jeg fortryder det absolut ikke. Jeg må fortælle om det nu.
Jeg arvede et sommerhus efter mine forældre. Stedet er faktisk ret godt: vi har strøm, rindende vand, togstationen er tæt på, det hele er nemt at komme til med bil, og vejene bliver ryddet om vinteren. Med tiden blev alle sommerhusene solgt, for virksomhederne gad ikke længere at drive feriecentre.
Min mand og jeg rev det gamle sommerhus og byggede et nyt, to etagers hus på grunden. Selvfølgelig måtte vi tage et lån. Ingen af mine slægtninge hjalp os. Jeg foreslog endda på et tidspunkt, at min tante kunne hjælpe til jeg ville dele både grund, hus og udgifter lige. Det ville hun nu ikke.
Vi fik langsomt bygget færdigt. Min mands virksomhed voksede sig stærkere. Finpudsningen og indretningen klarede vi uden ekstra lån. Mine svigerforældre blandede sig ikke.
Sidste år flyttede vi ind i det nye hjem, hvor vi bor året rundt. Jeg har fire børn. Vi gav hver af dem deres eget værelse, og vi lavede et kæmpe køkken. Det er så flot, nærmest som noget man ser i boligmagasiner. Så dukkede min tante op. Til at begynde med ringede hun og spurgte om alt muligt, og i år kom hun så uden at sige til. Hun gik rundt og så på huset og grunden længe og sagde så:
Hold da op, hvor har I fået det pænt! Jeg kommer fremover herovre hver sommer med mine børn og børnebørn. Her er jo masser af plads. Dine piger kan godt dele værelse, du forkæler dem altså for meget.
Jeg svarede: Du må gerne komme forbi et par dage, men ikke en hel sommer. Jeg vil også have lov til at nyde mit eget hjem og slappe af, ikke være værtinden hele tiden. Hvordan jeg opdrager mine børn, bestemmer min mand og jeg, ikke dig.
Det endte med et ordentligt skænderi. Jeg smed hende ud og mindede hende om, at hun aldrig har hjulpet mig med noget som helst, og nu kommer hun og stiller krav. Nu taler jeg ikke med hende mere, og jeg har det helt fint med det.
