Far virker som om han ikke rigtig tænker over, hvor meget jeg tager på mig. Siden jeg fyldte fjorten, har hele familien nærmest væltet sig over mig for hjælp. Det kunne være noget så simpelt som at finde noget på nettet eller hjælpe med at købe noget online.
Er det forkert, at jeg bare vil høre et tak efter jeg har hjulpet? Men hvis jeg vågede at påpege over for mor, far eller bedstefar, at de havde glemt det magiske ord, fik jeg straks den store tale om alt det, de har gjort for mig…
Og sådan har det altid været. Jeg er blevet voksen, begyndt på universitetet, men forspørgslerne stopper aldrigdet er stadig mig, der skal købe ting til nogen (nu fordi jeg får SU), eller hjælpe nabodrengen med matematik uden betaling, eller bringe bedstefar til lægen, fordi han er for gammel til at tage bussen og bliver så nervøs før den slags besøg.
Når man bliver ældre, får man sit eget liv, sine egne forpligtelser, arbejde, kæreste og lærer at leve i en verden, hvor man både giver og får. Så føles det lidt trættende at bruge tid på at hjælpe forældrene med at finde rundt på nettet, som de aldrig har lært at bruge. Særligt når mor og far ringer på skift og beder mig indtaste måleraflæsninger, købe noget online for dem, eller forbinde mor til et online webinar, fordi hun ikke ved hvordan det virker. Med tiden har jeg lært at sige nej til den slags hjælp, når jeg virkelig ikke kan overskue det, men det sårer min far dybt. Han føler, jeg skylder dem det.
Vi har faktisk lige haft en kæmpe diskussion om det. Vi endte med at råbe til hinanden i telefonen… Han ville tage til Odense midt i ugen og ville have mig med, fordi han ikke kan finde rundt og ikke aner, hvordan Google Maps virker. Jeg spurgte, hvem af os egentlig er den voksne, og det resulterede så i hans lange monolog om opdragelse og alt det, jeg skylder dem, fordi de har hjulpet mig hele livet.
Det hele sluttede med at far sagde, han aldrig igen ville bede mig om hjælp. De første dage efter det, følte jeg mig virkelig skyldig og overvejede at sige undskyld, men til sidst kom han alligevel til mig først. Ikke for at slutte fred, men for at konfrontere mig:
Har du tænkt på en gave til mor? Skal vi ikke gå sammen om at købe den symaskine, hun har ønsket sig? Hun får den aldrig selv, og vi kan glæde hende.
Og hvad skulle jeg så gøre? Endnu en gang blev jeg ramt, og lod som om det ikke gjorde ondt.
Er det kun mig, der føler mig udnyttet af forældrene, når det passer dem? De er jo voksne… Hvad ville de gøre, hvis jeg ikke var her? Hvordan ville de klare sig?
