Min gamle kone
Køen på Hvidovre Lægehus sneglede sig langsomt frem, og ældre damer gik ind til øre-, næse- og halslægens konsultation for så nærmest at forsvinde derinde i næsten en time ad gangen. Emil begyndte at trippe lidt utålmodigt. Hans chef ville næppe lige klappe ham på skulderen for at tage så lang en pause. Han stillede sig helt tæt ved døren, bare for at undgå endnu en snild bedstemor smuttede forbi i køen som lige var sket. Godt nok tog den her kun ti minutter dérinde, men nu, endelig, var det Emils tur.
Sygeplejersken fnøs diskret, da hun så, hvem der kom ind, og begyndte straks at udfylde papirer. Den unge, petite læge, med en hestehale og helt uden makeup på, smilede venligt.
– Nå, hvad fejler du så i dag, unge mand?
– Øh, øret gør sådan lidt ondt, mumlede Emil og satte sig ned.
– Så lad os da tage et kig på dit øre.
Lægen i den kridhvide kittel gik hen til ham, mens Emil et øjeblik glemte, hvilket øre der egentlig skulle vises frem. Helt ærligt, der var intet galt. Hverken han selv eller lægen troede på, at han var syg. Det var tredje gang, han besøgte Mette Sofie i denne uge, udelukkende fordi hun Dr. Mette Sofie Eriksen stadig nægtede at tage med ham på cafe efter arbejde. Heller ikke følge hende til bussen måtte han. Men Emil gav ikke op. Mette Sofie, som han altid bare kaldte Mette indvendigt, havde charmør-parkering i hans hjerte, og derfor sad han tålmodigt i venteværelset, aften efter aften, bare for lige at se hende. Og ja, ofte ventede han også ved havelågen foran lægehuset. Når Mette opdagede ham, hævede hun sine lyse, kraftige bryn og forsvandt bestemt ud på vejen, uden så meget som at lade ham følge hende 50 meter.
Dit øre fejler ikke spor, Emil, sagde Mette Sofie med et løftet øjenbryn. Du er ret insisterende, det må jeg give dig. Fint, efter arbejde tager vi på cafe men kun fordi du spilder min og dine medpatienters tid. Rigtige patienter, vel at mærke.
Emil følte sig, som om nogen havde sat blomster op inde i ham.
Jeg lover, jeg skal nok opføre mig og ikke spilde mere tid, lovede han og sprang af stolen. Jeg venter dig ved porten kl. 18.
Mette Sofie forlod lægehuset klokken 18:15 og smilede svagt ved synet af den langlemmede Emil, der stod der og ventede troligt. God dreng, men han manglede stadig lidt forståelse af situationen. I dag ville hun åbne hans øjne.
Hvor skal vi hen, Emil? spurgte hun businessagtigt, idet de gik arm i arm hun tog hans albue og gik roligt ned ad gaden sammen med ham.
Jeg kender en fabelagtig bistro, som jeg sommetider besøger de laver mad som mormor, og kaffen er kaffe, man kan vågne af.
Og Emil løj ikke maden var fuldstændig fortrinlig derinde. Mette bestilte den største portion biksemad, de havde set, og dertil en ordentlig omgang rødbedesalat. Hun spiste som en, der skulle løfte Holmen og nød hvert sekund. Emil sad og beundrede hende, mens hun smålo:
Nå, Emil, jeg æder som en hest, men tager aldrig på. Det sidste kalder man for ressourcestærk kostforbrænding.
Det er da kun godt, Mette! sagde Emil, idet han for første gang sagde hendes fornavn.
Han besluttede, nu var det på tide at gå over til du. Han tog roligt hendes hånd Mette trak den ikke til sig, men sendte ham et drillende blik.
Emil, hvor gammel er du egentlig? spurgte hun pludseligt.
Jeg er 23. Hvorfor?
Ingenting. Det er en skøn alder. Men må jeg lige påpege, at af alle piger i din aldersgruppe, vælger du at kurtisere en meget voksen kvinde. Jeg er altså 43.
Hun sagde det med et smil, mens hun observerede, at Emil nok ville blive skræmt og straks trække hånden til sig. Det gjorde han ikke. Han spjættede lidt med øjnene overrasket, ja, men ikke skræmt.
Emil forsøgte virkelig at skjule sin bestyrtelse. Han havde brugt så mange timer på at vandre frem og tilbage i lægehuset for at se hende, og han havde skudt på, at hun måske var fem år ældre. Men tyve! At man kunne se sådan ud som 43-årig, passede slet ikke ind i hans verden. Ikke én rynke, smukke øjne, fyldigt hår i hestehale og hendes krop var stadig yndefuld. Emil blev bange et øjeblik men vidste straks, at uanset forskellen, ville han ikke kunne glemme hende.
Det betyder ingenting, Mette, sagde han roligt og knugede hendes hånd. Det skræmmer mig ikke.
Ja, du blev lidt perpleks! grinede hun. Men bange? Neeej, jeg tror dig.
Nej, men jeg ville nok være mere bange, hvis du havde en mand, for det har du vel ikke?
Næ der var engang, men det gik i vasken.
Så var han bare ikke den rigtige. Det er jeg.
Hun klukkede men lod ham følge sig helt hjem, både den dag og alle dagene efter. Mette var ærligt talt forbløffet over hans insisteren, efter at han fik at vide, at hun var det dobbelte af hans alder. På en eller anden måde var det dejligt. For hvem siger nej til en ung, sød mands opmærksomhed, når man for længst har indstillet sig på et liv som single?
Og det viste sig, at Emil også var alene opvokset hos sin mormor, mistede hende for et par år siden. Pludseligt var to ensomme sjæle ikke så ensomme mere. Når Mette og Emil gik tur, tog i biografen eller bare sad og drak kaffe sammen, kiggede ingen mærkeligt. Aldersforskellen var praktisk talt usynlig.
Hendes kolleger kendte dog godt forskellen, og de hviskede og lo særligt, da Mette bekendtgjorde, at hun skulle giftes med Emil. Advarslerne tordnede ind:
Jamen, Mette Sofie, han kunne jo være din søn, sagde sygeplejersken engang.
Ja, men det er jo medarbejderens egen hovedpine, ikke min.
Mette svarede altid roligt, men indeni følte hun sig let som forårsluft. Hun tænkte: Det er ligemeget, hvor længe vi får sammen. Jeg er lykkelig nu og det må jeg vel unne mig selv en lille bid af.
På Emils job gik det mindre stille for sig:
Nå Emil, mangler du mormor, så du har anskaffet dig en mor? En af kollegerne fik et blåt øje for sådan en kommentar.
Brylluppet blev så uden gæster de fejrede kun hinanden og så frem til livet sammen hjemme i Mettes lejlighed, for Emil havde ikke selv nået at skrabe til en bolig endnu.
Mette var heldigvis ingen egoist og forstod, at unge mænd tit gerne vil have børn. Som for at nå med på det sidste tog hun chancen og forsøgte at blive gravid. I tre år prøvede hun, men da hun fyldte 46, måtte hun opgive. Men Emil var lige glad han bad aldrig om børn eller andet, der ikke kunne blive. De fremstod som et harmonisk par, og vennerne vænnede sig faktisk også til det.
Sådan levede de sammen i trivsel i ti år, før sygdommen kom snigende. Det begyndte med rygproblemer, men blev mere alvorligt til sidst var Mette sengeliggende. Bekendte begyndte at gætte på, hvor hurtigt Emil ville tage benene på nakken hvor længe ville han holde ud ved den gamle, syge kone?
Men Emil blev. I ét år, to, tre. Han lærte at give indsprøjtninger, sætte drop, løfte hende op og ned ad trapperne altid med kærlighed, ro og styrke. Folk talte om det med beundring.
Og hun kom utroligt nok på benene igen. Men sygdommen havde sat sine spor. Nu var hun som den bedstemor, hun altid nægtede hun var: sølvstriber i håret, kroppen tynd og lidt krumbøjet, øjnene matte. Emil så det ikke. Omverdenen til gengæld Folk på gaden tog dem nu for mor og søn, og det smerter Mette hver gang. Men Emil trøstede hende:
Slap nu af, Mette. Vi er stadig os, jeg elsker dig som altid.
Måske vil jeg faktisk ikke have dig mere ved min side, sagde hun dystert en dag. Lad være med at tage det ilde op jeg har nydt hvert sekund. Men nu suger folks blikke livet ud af mig. Jeg har taget dine bedste år. Du har stadig tid til at få familie og børn. Diskutér ikke. Jeg er fra landet, og huset står der endnu. De mangler en sygeplejerske på det lokale sundhedscenter, så jeg flytter. Lejligheden skriver jeg over på dig. Men vi må skilles først, Emil.
Stop, Mette. Det er det rene vrøvl, udbrød han. Der er ikke sket noget mellem os, andet end du er ældre nu, og det ser jeg altså ikke. Jeg elsker dig uanset.
Jeg vidste, du ville sige det, smilede hun. Men jeg har allerede sendt skilsmissepapirer og kontaktet kommunen. Det er afgjort, Emil.
Han kæmpede længe, men Mette nægtede at høre. Og pludselig, en dag han kom hjem, lå der et skøde på lejligheden i hans navn og et brev:
Kære Emil, tak for alle de lykkelige år. Du blev, da jeg havde mest brug for dig. Det glemmer jeg aldrig. Men nu har jeg ikke længere kræfterne til at være hustru til en ung mand. Gift dig nu og få børn. Det vil gøre mig glad.
Emil gik helt i opløsning; han havde aldrig spurgt til, hvilken landsby hun faktisk kom fra det var aldrig faldet ham ind, og Mette havde aldrig selv nævnt den. I flere måneder trawlede han Sjælland rundt, bankede på sygeplejeklinikker og sundhedshuse, men fandt hende ikke. Skilsmissen blev klaret over brev og telefon, og da han endelig måtte indse tabet, blev han både beruset og ukammeratlig røg i slagsmål med en irriterende kollega og tabte tilmed sit pas. Nyt job, nyt liv. Alt blev byttet ud, inklusiv omgangskredsen.
Femten måneder senere mødte han Kristina hun lignede Mette af udseende, men var endda fem år yngre end Emil selv. De nåede knap at være sammen i nogle måneder, før Kristina blev gravid. Sådan lidt ups-agtigt, men måske også helt bevidst hun brændte efter at få børn. Emil friede, for sådan var han. Men han fortalte hende aldrig den sande historie om sit første ægteskab det var hans største hemmelighed.
Syv måneder efter brylluppet kom tvillingerne en dreng og en pige. Og først dér forstod Emil, at han faktisk var lykkelig igen. Ligesom engang med Mette, før sygdommen. Han elskede Kristina og sine børn uden forbehold.
Da tvillingerne fyldte fem, tog Emil dem med i forlystelsesparken om søndagen. Kristina blev hjemme og gjorde rent nu skulle de små grise endelig få rene omgivelser, mumlede hun.
Mens Emil så tvillingerne sammen grine på karrusellen, fik han øje på en lille, spinkel figur, gemt bag et egetræ. Hans hjerte hamrede det kunne umuligt være
Han listede om bag karrusellen, så hun ikke ville stikke af. Og rigtigt det var Mette. Hun stod og så på børnene. Da hun opdagede ham, blev hun først forskrækket, men det var for sent at flygte.
Mette var blevet endnu ældre i de forløbne år. Hvide hår samlet i en knudebund, ansigtet linjet og træt, figuren bøjede sig næsten sammen om sig selv en vaskeægte bedstemor. Emil var ligeglad. Han gik lige hen og gav hende et langt knus.
Hvordan fandt du mig? spurgte han stille.
Jeg fulgte dig fra lejligheden. Jeg var nødt til at se dig og dine børn. De ligner dig så meget. Og jeg jeg er bare så glad for, at du har det godt.
Ja, men jeg har jo alligevel svigtet dig, Mette. Jeg har aldrig fortalt min nye kone sandheden. Hun tror, jeg arvede lejligheden fra en tante på Lolland, der ville have sit hus renoveret.
Haha, rigtigt? skal det være min nye identitet? Nå, men så lad mig lege tante lidt må jeg så ikke hilse på dine små?
Kristina stod med rengøringsmidler, da døren smækkede i og Dima kom ind med tvillinger og en ældre kvinde. Hun så overrasket op.
Hils på min tante Mette Sofie, hende der gav os lejligheden!
Hold da op! Sådan en skal da ikke bo på hotel. Du bliver her vi spiser om lidt. Kom ind!
Emil var lidt akavet, men Mette nød besøget og især børnene. Da hun skulle hjem, spurgte hun:
Vil I ikke komme ud til mig i weekenden? Tvillingerne kan få frisk mælk og lege med gårdens dyr. Det ville gøre mig glad.
Før Emil vidste af det, havde Kristina sagt ja: Vi elsker landet! Jeg boede altid ved mormor om sommeren.
Hele ugen håbede Emil, at Kristina ville glemme invitationen. Men hun mente det alvorligt.
Vi har lovet det. Og børnene elsker hende. Vi tager af sted.
Lørdag aften i landsbyen plukkede Kristina jordbær i haven, mens de mudrede tvillinger jagtede hinanden. Emil stod lidt for sig selv. Mette kom over og rørte ham på albuen.
Jeg kan se, du føler dig mærkelig. Men vi laver jo ikke noget forkert. Jeg elsker dig stadig bare på en anden måde nu. Og jeg elsker Kristina og børnene. Jeg ville blive lykkelig, hvis de besøgte mig tit.
Uden at sige et ord tog Emil hendes hånd og klemte den. Det sagde mere end tusind ord. Ja, hun havde nok ret. Han elskede hende stadig, bare på en anden måde på en måde, man elsker en, der var ens livs ven. Varme, familiære følelser. Og kærligheden havde ikke mindre kraft.
