Vi ankom hjemme hos mor i dag. Da vi trådte ind i opgangen, sad der en lille dreng, måske fem år gammel, og græd så tårerne sprøjtede.
Hvad er der galt? spurgte jeg.
Han hikstede:
Jeg er taget hen til mormor. Jeg gik ud og legede i gården, da jeg kom tilbage, ville hun ikke lukke op for mig.
Nå, hul nu op med snotten, sagde jeg. Din mormor er sikkert bare en tur i Netto, hun kommer nok om lidt.
Men drengen rystede og græd videre. Han så så lille og hjælpeløs ud, at det skar i hjertet at se på.
Hvad hedder du?
E-e-Emil…
Hvilken lejlighed bor din mormor i?
Nummer otte-o-o-otte
Nr. 88 der var lige flyttet nogle nye ind, nogen jeg ikke kendte endnu. Jeg gik op og ringede på: Intet svar.
Jeg kunne da ikke bare lade en råbende lille dreng sidde der på trapperne.
Kom med hjem, Emil. Vi skriver en seddel til din mormor, så hun ved, hvor du er.
Hjemme var min mand allerede i gang med at underholde Emil, mens jeg skrev på sedlen: Emil er hos os i lejlighed 28.
Så løb jeg ned og skubbede sedlen ind under mormors dør.
Tilbage i stuen havde Emil allerede kapret min store søn: De lå begge to og kørte biler hen ad gulvet.
Jeg vaskede Emils ansigt og spurgte:
Kan du lide suppe?
Ja, lød det ivrigt.
Han inhalerede en stor portion hønsekødssuppe uden at stoppe op.
Vil du have frikadeller og kartofler bagefter?
Ja!
Han spiste to på stribe og så sulten ud, som havde han ikke fået mad i dagevis.
Vil du have saftevand eller juice?
Jeg vil hellere have te.
Jeg blev lidt paf da jeg var barn, faldt jeg om for saftevand men hvad, te får han så.
Vi sad og fik te og lagkage, mens Emil diskuterede biler og motorer med min mand rigtigt mandesnak: mærker, hestekræfter og den slags store emner.
Så ankom min mor. Jeg forklarede situationen, og hun bemærkede:
Det er mærkeligt, for det er en kvinde på din alder, der bor i 88.
Jeg syntes ikke det var så mærkeligt en kvinde på 40 kunne sagtens være mormor til en femårig, og ingen har patent på, hvornår.
Mor nikkede, og snart gik hun i gang med at lege, og trak dukkehuset og LEGO frem.
En times tid senere ringede det på døren.
Udenfor stod en kvinde på min alder (eller lidt ældre, tak mor).
Hej jeg kom hjem fra arbejde og fandt en seddel i døren. Mon I har taget fejl af lejlighederne?
Allerede da hun sagde arbejde, blev jeg opmærksom, og da navnet Emil ikke faldt hende bekendt, blev jeg mistænksom.
Du har ikke mistet et barnebarn?
Nej, jeg har slet ikke børnebørn.
Hmm noget stemte ikke.
Tilbage i stuen legede de stadig. Mor læssede klodser i en stor lastbil, min mand bandt snor fast på ladet, og Emil kommanderede rundt.
Emil, hvilken lejlighed bor du i?
Otte-og-otte, sagde han uden at se op fra arbejdet.
Kender du denne dame? spurgte jeg og pegede på kvinden.
Han gav hende et hurtigt blik, rystede på hovedet og vendte tilbage til legen.
Hun kender dig heller ikke. Selvom hun bor der.
Lastbilchauffør og hjælper stoppede op.
Nej, hun bor der ikke, sagde Emil og fortsatte.
Alle kiggede forvirrede på Emil og kvinden, der igen bedyrede:
Jeg bor altså i 88, men jeg kender ikke den dreng. Virkelig, det gør jeg ikke!
Min mors blik kunne have sendt klodserne gennem vinduet, så jeg satte mig på gulvet ved Emil.
Emil, hvor kommer du fra?
Fra Aarhus.
Kan du din adresse derhjemme?
Han remsede gade og nummer op.
Kan du mormors adresse?
Han sagde den, og brikkerne faldt på plads.
Den lille trold havde fulgtes med vennerne i gården, og i løbet af legen var de smuttet hen i nabokarréen uden at lægge mærke til det.
Da de andre gik hjem, gik Emil også “hjem” bare til den forkerte boligblok, som ligner mormors på en prik. Han bankede på, ingen åbnede, så blev han bange og begyndte at græde.
Vi fandt en legetøjsbil og forærede ham den et lille minde om besøget og tog ham under armen over til den rigtige adresse.
Udenfor den rigtige opgang lød en hæs, bekymret stemme:
Emil! Eeemil!
Vi løb hen. Der stod en kvinde midt i 60erne, bleg og rystende.
Er det jeres Emil?
Ja, det er vores!
Hun løb over og omfavnede os alle tre.
Efter at have forklaret, grint og smilt, fandt vi ud af, at hun endnu ikke var faldet helt til ro hendes latter lød noget nervøs.
Men Emil var ligeglad; han havde sin nye bil og kørte rundt på fortovet.
Emil, kom ind og spis, du må da være sulten! sagde mormor.
Jeg har allerede spist! svarede Emil uden at kigge op.
Han HAR spist! sagde jeg og smilede. Suppe, frikadeller og te.
Utroligt, for han spiser ellers næsten ingenting, det er en kamp bare at få en skefuld suppe i ham!
Jeg løftede øjenbrynene af overraskelse, mens jeg huskede hvor meget Emil havde sat til livs.
Emil løftede blikket, gav os et bredt smil og råbte:
Hej hej! Jeg kommer igen i morgen!
