Malene
Det var blevet bestemt, at femårige Trine skulle tilbringe sommeren hos sin mormor ude på landet. Pigen græd og ville ikke afsted; hun kunne ikke huske sin mormor og tanken om at være uden forældre syntes frygtelig. Men forældrene var stålsatte i deres beslutning. Far arbejdede i kommunen og mor var skolelærer, de var begge optaget fra morgen til aften, og Trine blev ofte overladt til naboens opsyn, selvom naboen allerede selv havde tre børn i forskellige aldre.
Moren prøvede at trøste pigen: “Du vil blive glad for det, vent bare og se. Mormor har høns, som du kan fodre og hun har også en ged, du vil blive gode venner med, og hun giver dig mælk direkte!” Trine tav for en stund, mens hun forsøgte at forestille sig, hvordan en ged kunne give hende mælk at drikke.
Afrejsen blev fastsat til næste morgen. Far havde lånt en jumbe på arbejdet, spændt for en grå hest, hvor Trines ejendele blev pakket, og så satte hun og mor sig op, mens en smilende soldat svingede dem ud ad byen, til landsbyen.
Ikke mange år forinden havde der været krig i landet, men Trine huskede kun brudstykker: Fars frakke, blanke sabel og den tunge revolver over skulderen, hvordan han kom og gik, og moren græd, hver gang han drog bort. Hun huskede også, hvordan hun altid havde været sulten hun havde tigget: “Må jeg få lidt brød?” og moren græd endnu mere, men havde ingenting at give.
Nu blev hun ikke mere plaget af sult, men så kom den næste prøvelse: hun skulle undvære moren hele sommeren. Hun kunne ikke forestille sig, hvor længe det var. Nok meget længe.
Men turen morede hende. Hun blev fascineret af den unge kusks lette hånd på tøjlerne, af hestens svingende hale, der jog fluerne væk tilmed, hvordan hesten med største naturlighed lod ‘æbler’ falde på landevejen.
Turen var lang. Trine nåede både at spise og sove, og hun vågnede først, da hun hørte et langt “Brrrrr,” og hesten stoppede lige foran mormors bindingsværkshus.
Farvellet til moren udløste endnu en strøm af tårer. Til sidst lykkedes det moren at vriste sig fri fra den grædende Trine. Støvet havde lagt sig efter den forsvundne jumbe, men pigen snøftede stadig, mens tårer blandede sig med støv på kinderne.
Mormor sagde venlige ord for at lindre barnebarnets sorg, men Trine hørte ikke efter indtil en stor, broget kat kom til syne. Hun havde aldrig set så farverig en kat. Katten så også overrasket ud over det nye ansigt. “Se, det her er Misse. Hun vogter huset mod musene. Du må gerne klappe hende hun er rar,” sagde mormor.
Katten var sandelig venlig; den tillod roligt pigen at stryge den over ryggen, og det virkede så beroligende, at Trine næsten glemte sorgen over morens afsked. Mormor sørgede for et varmt måltid og et grundigt bad i bryggerset. Trine tænkte: “Akkurat som i eventyrene om prinsesser og tryllekarle,” inden hun faldt i søvn.
Der var ikke tid til at længes eller græde. De nye indtryk væltede ned over hende som skeer ud af smørkærnen. Alt var spændende: Hvordan mormor malkede geden, hvordan hanerne slås ustandselig, hvordan katten snildt sprang op i æbletræet alt sammen noget, hun aldrig havde set hjemme i byen. Men det sjoveste begyndte først, da hun mødte naboens dreng.
Han var en rødhåret, fregnet knægt på ni-tiens tid. Det var ham, der første dag stak hovedet over plankeværket. “Hej du, lille fis, hvor er du fra?” råbte han kækt. Trine anede ikke, om hun skulle svare, men blev nærmest mundlam over det uformelle tiltale. Han sprang over hegnet og kom direkte hen til hende: “Hvad hedder du?” “Trine,” svarede hun genert. “Jeg hedder Anders,” sagde han voksent og rakte hånden frem.
Hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere, så han tog bare hendes hånd helt beskidt og brun af jord og rystede den. Sådan begyndte deres venskab. Han kaldte hende “lille fis”, og hun gjorde, som om hun blev sur, og kaldte ham “fregnehoved”. Han truede for sjov med at slå hende med brændenælder. De blev dog hurtigt uadskillelige.
Mormor havde knap tid til at holde et vågent øje. Så længe pigen var mæt og i god behold, var hun tilfreds. Kun samværet med Anders prøvede mormor at bremse: “Du skal nu holde dig fra den dreng han har for mange unoder. Hans morfar bander som en havnearbejder, og Anders lærer hurtigt.”
Anders’ morfar var hans eneste slægtning. Hans forældre havde mistet livet under krigen, og han huskede dem næsten ikke. Morfaren, tidligere styrmand på et fragtskib, opdragede sit barnebarn på egen facon han havde et godt ordforråd af både gamle talemåder og grove gloser, som Anders hurtigt tilegnede sig.
Trine forstod ikke altid de mærkelige ord, og de betød heller ikke noget for hende. Til gengæld bragte Anders eventyr og oplevelser ind i hendes bypige-liv, hun slet ikke havde drømt om.
Hver dag bød på noget nyt. Anders førte hende med ind i skovene uden den mindste frygt for at fare vild, hans indre kompas fandt altid hjem. Med ham var hun aldrig bange, hverken for den mørke underskov, der raslede, eller de bløde, mudrede stier. Kun én gang skreg hun op, da en stor hare sprang op foran fødderne Anders lo bare: “Du store verden, bybarn, bliver du bange for en hare?”
De kom hjem med blåbær- og hindbær saft ned ad kinderne og fletkurven fuld af kantareller. På varme dage svømmede de i åen, hvor Anders lærte hende at flyde og dykke, og hun beundrede hans styrke hvordan kunne han holde hende oppe med strakte arme? Hun anede ikke, at man næsten ingenting vejer i vandet.
En dag sagde han: “I morgen går vi ud at fiske, så du må ikke sove for længe.” Trine havde set de ældre drenge fiske ved søen. Anders ærgrede sig altid over, at han ikke selv havde grej. Hun fandt aldrig ud af, hvor han fik line og krog fra; nok byttede han sig til det, for penge havde han ikke, og morfaren gav ham flere end én gang en omgang med brændenælderne, så alle nabokonerne kunne høre det. Trine overhørte en sådan omgang og frygtede derfra både morfaren og brændenælderne. Anders tog sin straf tappert, men sagde siden til hende med et smørret grin: “Aldrig set en ildrød bag før?” Trine, der aldrig havde tænkt over den slags, så på vennen med blanding af medlidenhed og beundring. “Gør det ikke ondt?” “Nej da, det skal du se! Når han bruger sin stok, så kan du tale om smerte!”
Tidligt næste morgen vågnede Trine, inden den første solstråle ramte ruden. Anders fløjtede udenfor, og før mormor nåede at vende sig, var Trine allerede væk. Anders havde fanget græshopper til madding, lavet sig en fiskestang af en hasselgren, sat en prop af kork på linen og bandt en skarp krog på og satte ubarmhjertigt en græshoppe på krogen, inden de kastede snøren ud i vandet.
“Nu sidder du musestille, ellers skræmmer du fiskene,” sagde han. Trine sad stille som en sten og betragtede ham med beundring hvor vidste han dog meget, og hvor kunne han dog meget! Deres tålmodighed blev belønnet: de kom tilbage til landsbyen med to flotte skaller, der glimtede som sølv. “Her, tag den her med hjem, så steger din mormor den til dig,” sagde han og beholdt den anden selv. Han bar ingen nag til morfaren sådan var skik og brug. Og for morfaren handlede det om orden, ikke vrede.
Mormor blev glad for fisken, men hun fortsatte med at råde sit barnebarn til at undgå Anders, dog uden større håb om, at pigen ville høre efter.
Sommeren fløj forbi som et vindpust for Trine. Hun blev nærmest forundret, da den velkendte jumbe atter holdt foran mormors hus, og moren sad klar til at hente hendes datter hjem til byen. Glæden over mors ankomst var blandet med en ny smerte hun ville slet ikke hjem, prøvede at overtale sin mor om at blive, og da ordene slap op, røg der et par vendinger ud, hun havde lært fra Anders’ morfar. Moren blev nærmest rystet og holdt tæt om hende der var ikke mere at diskutere. Trine nåede endda ikke at sige farvel til Anders…
Sanitetshjælper, korporal Malene Petersen, lå med lukkede øjne på briksen i den skramlende militærvogn og gennemgik sit livs minder. Hun vidste, at der snart ikke ville blive tid til at tænke tilbage men netop den sommer i barndommen stod så lysende klart for hende, som om det var i går alle detaljerne fandt sted.
Fronten tog imod hende med røg og ildelugtende brændt luft. Hun opsøgte feltlazarettet, der skulle blive hendes arbejdsplads. Den hvidhårede, søvnløse kirurg tog imod med et venligt smil.
“Kam…” “Kaptajn,” indskød han, idet kitlen skjulte hans rangtegn. “Kam… kaptajn. Korporal…” begyndte hun formelt. Han viftede afværgende. “Ser det da godt hvil dig så længe her er ro. Det bliver hurtigt slut med hvile.” “Jeg er ikke træt. Klar til tjeneste…” Men han vinkede igen bare og viste hende, hvor regimentschefen holdt til.
Malene spurgte sig frem. En ældre soldat rådede hende: “Du burde gå gennem skyttegraven frem til staben man kan aldrig vide, om en tysker holder øje.”
Og hun kunne let fange blikke i sin nypudsede uniform, beltet stramt om hoften, den fine figur. Hun mærkede soldaternes beundrende øjne, og da hun gik forbi en gruppe, hørte hun en mumle: “Sådan en skønhed skal sendes i kamp ak og ve … ” Hun rødmede, men gik videre.
Hun bukkede sig, da hun gik ind i stabsbunkeren, hvor kommandørens skrivebord blot var adskilt fra resten af rummet af et lærred. En ung telegrafist hoppede op ved hendes ankomst. “God disciplin,” tænkte hun for sig selv. Hun pegede ham ned igen. “Er chefen her?” spurgte hun. “Javel,” svarede han, greb senderen: “Ørn, Ørn, her er Forår, svar ” Der lød et stumt svar, og telegrafisten råbte: “Kammerat major, Ørn er på linjen!”
Bag lærredet rungede en hæs stemme: “Jensen! Jensen, gør kommandogruppen klar og mod venstre fløj der er noget i gærde hos tyskerne! Hvad? Du vil selv gå?!” og han føjede et par farverige gloser til, der fik telegrafisten til at rødme.
“Kam… kammerat, der er en korporal her,” sagde telegrafisten. “Lad hende komme ind.” Malene trådte ind: “Kammerat major, korpor…”, “Anders!” Majorens øjne blev store. “Fregnehoved!” Et øjeblik tav de begge, overraskede. Så brast de ud i grin “Trine? Lille fis!?” Der var ingen forklaring nødvendig. De omfavnede hinanden.
De kunne ikke få nok af hinanden, snakkede og så ind i hinandens øjne. Han trak en gammel tobakspose op, rev et stykke avis og skulle til at rulle en smøg, men kiggede på hende: “Er det okay?” “Selvfølgelig.” Hun hev en pakke cigaretter op af tasken. “Ryger du?” “Nej det var med i forplejningen. Man ved aldrig, hvad man får brug for.” “Tak, det kan du tro!”
Telegrafisten brød ind “Værsgod und dig en, og sørg du, at vi får te.” Soldaten smilede bredt: “Javel, kammerat major!”
Under kampene blev felthospitalet hurtigt fyldt. Nogle faldt, andre blev evakueret, og der var ingen tid at spilde. Fronten rullede frem og tilbage, arbejdet var uendeligt, og hver gang de flyttede lazarettet, voksede opgaverne. Læger og sygeplejersker var på benene døgnets 24 timer, men korporal Malene lod aldrig til at svækkes.
Hver eneste pause løb hun til Anders i bunkeren. Hun oplevede uventet, hvad ethvert menneske længes efter hun elskede Anders med al den varme og styrke, kun krig og skæbne kan opildne, hvor lykken kan ophøre hvert øjeblik.
Og han følte, at han havde elsket hende hele livet siden det øjeblik i barndommen, deres øjne mødtes for første gang.
Når dagens strabadser var ovre, lå de sammen side om side, kyssede blidt, forsigtige så hans stubbe ikke kradsede. Hun hviskede ting, han mærkede direkte i hjertet. Kampens korte ro var sjælden, og de få øjeblikke sammen blev alt for værdifulde.
Tunge, mørke skyer dækkede himlen. Frontsoldater kunne altid høre, om det var egne eller fjendens fly. “Så er danskerne i luften!” sagde man, hvis jagerne brølede forbi og så vidste man, nu gik det løs. Bombesprængninger og kanontorden blandede sig til et inferno, der fik ørene til at ringe.
I lazarettet var der ingen panik. Ingen forlod sin plads, ingen løb i skjul. Kun råbte lægerne endnu højere for at overdøve dønningerne.
Så lagde stilheden sig. Endnu en fjendtlig storm var slået tilbage. Den sidste sårede var forbundet.
Korporal Malene mærkede pludselig en flimrende svaghed i benene. En mærkelig, urolig kvalme. En trang drev hende ud hun måtte se sin elskede med egne øjne. “Tænk hvis Anders er ramt og jeg ikke er der!”
Bunkeren var væk. På stedet gabte kun et kæmpe krater. Hun stirrede vantro det måtte være en drøm, hun kunne ikke tro det. Det kunne ikke passe, at hendes Anders var død. Det var mærkeligt, at soldaterne tog huen og kasketten af i stilhed.
Det kunne umuligt være sandt. Hun stod oppe på kanten, uden at mærke sig selv. Den ældre soldat, der havde rådet hende tidligere, lagde armen om hende: “Kammerat, det blev en god grav til kommandøren dyb og tryg. Stå ikke her som en sten, græd du, ellers brænder hjertet op.”
Trine hylede og bed sig i hænderne, på briksen i den mørke togkupé, der kørte hende væk fra fronten. Hun skulle føde Anders barn.
Der gik mange år. Hendes datter blev selv mor fire gange, og bedstemor Trine blev farmor og mormor til fire. I dag var en glædens dag, for hendes yngste barnebarn, Pav, skulle komme på besøg.
I køkkenet stod alle hans livretter parat. Bedstemor sad på køkkenstolen med familiealbummet i skødet og studerede billederne. Børnebørnene havde allerede fået deres egne børn hendes oldebørn. Hun måtte anstrenge sig for at huske alle navne og fødselsdage.
Mørkhårede, lyse, alle slags ansigter glimtede fra sorte-hvide og farvefotos. Men kun én var rødhåret. Hun elskede dem naturligvis alle eller, det overbeviste hun i hvert fald sig selv om.
Så lød endelig den ventede ringelyd. Hun for op som ung og sprang ud i entreen. På dørtrinet stod en flot søofficer hendes Pav med gyldne distinktioner og smilehuller, og fregnerne lyste som hans far den kæreste, hun nogensinde havde haft.
