Min mand, Viktor, var ikke ond. Bare tom, på en måde. Efter tredive år sammen føltes han stadig som en fremmed. Arbejde, sofa, fjernsyn. Ind imellem et par korte bemærkninger: Er aftensmaden klar?, Hvor er mine sokker?
Da han ikke var her mere, blev lejligheden endnu mere stille.
Børnene var blevet voksne og flyttet hjemmefra for længst. Nu ringede de kun ved højtider næsten som en pligt: Mor, hvordan har du det? Alt vel? Nå, vi ses. Kram. Og så igen stilhed.
Jeg havde engang elsket dyr. Som barn drømte jeg om at blive dyrlæge. Men mine forældre lo og sagde, det ikke var et rigtigt arbejde. Nu vidste jeg ikke engang selv længere, hvad jeg ville.
En ting vidste jeg dog: Verden var blevet farlig. Der var altid noget uventet rundt om hjørnet.
På vej hjem fra indkøb eller lægehuset gik jeg altid hurtigt, skævede over skulderen, holdt mig for mig selv.
Men i dag var der en hund, der fulgte efter mig.
Derfor satte jeg farten op. Næsten løb.
Posen dunkede mod hoften tung med rugbrød og én liter mælk. Nøglerne klirrede i lommen. Jeg krampede dem i hånden, så knoerne blev hvide.
Jeg må ikke vende mig om.
Men jeg gjorde det alligevel.
Hunden fulgte efter. Ti meter bag mig, aldrig tætttere på. Mager, beskidt rødbrun, pelsen filtreret i totter. Hovedet sænket, halen mellem benene som om den undskyldte for at eksistere.
Men den gav ikke op. Den fulgte bare efter.
Gud, viskede jeg og satte tempoet lidt op.
Hvorfor mig? Helt ærligt, hvorfor mig?
Jeg havde allerede set den før på ruten til Netto. Der, ved skraldespandene, havde den rode i affaldet. Jeg gik forbi uden at standse, vendte hovedet væk. De her gadehunde man ved aldrig, hvad de kan finde på.
Som barn elskede jeg hunde. Hos mine forældre havde vi Bella sort, langhåret og godmodig. Da jeg giftede mig, nægtede min mand at have dyr: Snavs, hår overalt, det lugter.
Jeg havde holdt mig længe i butikken, ventede i kø, fortrød pølserne og lagde dem tilbage og nu var det blevet helt mørkt udenfor. Lygtepælene lyste svagt. Ikke en sjæl på gaden. Kun hunden.
Jeg vendte mig om igen ja, der var den stadig. Ingen gøen, intet knurren. Den fulgte bare og så på mig.
Øjnene var gule, vagtsomme.
Hvad ville den?
Gå væk! råbte jeg og viftede med hånden. Gå din vej!
Hunden stoppede op. Satte sig på bagbenene. Men den gik ikke.
Hvad vil du mig? nærmest skreg jeg.
Stilhed. Kun vinden, der fik gyngerne på legepladsen til at knirke.
Jeg vendte om og fortsatte nu næsten løbende. Posens indhold var sikkert blevet mast til ukendelighed. Hjertet bankede hårdt i brystet, dunkede i tindingerne.
To gader igen. Bare to.
Lad mig være! gispede jeg ud i mørket.
Da så jeg mit opgangsdør forude, malingen skallet af døren. Jeg satte i fart, snublede over kantstenen, nær var jeg faldet.
Nøglerne hvor var de?
Hænderne rystede. Jeg rodede i lommerne, tabte en handske, samlede op og ledte igen.
Kom nu, for pokker!
Så lød der trin bag mig.
Der dukkede en mand op fra hjørnet.
Han slingrede. Beruset, så meget var tydeligt. Åben vinterjakke, hue skævt på hovedet, en ølflaske i hånden.
Hva så, frue? sagde han hæst med et grin. Hvor travlt har du?
Jeg stivnede. Nøglerne gled ud af hånden, klirrede mod fortovet.
Jeg skal bare hjem, fremstammede jeg.
Bare hjem, du? sagde han, trådte nærmere. Han stank af sprit og en sur lugt. Har du ikke en tier? Til en lille opstrammer?
Jeg har ikke nogen penge. Virkelig ikke.
Nu skal du ikke lyve!
Han greb fat i min pose jeg skreg og forsøgte at flå den til mig, men han var stærkere, jeg faldt på knæ.
Slip! Slip mig!
Giv mig posen! Han rystede i mig, som var jeg en kludedukke.
Og så kom det rødlige lyn ud af mørket.
Hunden.
Den gøede ikke. Den havde bare allerede bidt sig fast i hans ærme. Tænderne snappede, stoffet revnede. Han brølede, prøvede at skubbe den væk, men den holdt fast.
Din forpulede hund! Gå væk!
Han slog ud med flasken, hunden undveg, gav slip på ærmet og bed sig nu fast i buksen. Knurrede dybt, vredt. Øjnene lyste gult i mørket.
Han væltede om på asfalten, flasken røg fra ham og knustes. Prøvede at komme op, men hunden sprang igen nu mod hans bryst, halsen.
Tag den væk! Tag den væk!
Men jeg sad bare der. På knæ, trykkede posen ind til mig og stirrede på scenen.
Stirrede, mens denne magre, pjuskede og herreløse hund beskyttede mig.
Han kom på benene, sparkede hunden væk men den kastede sig alligevel frem igen. Han blev ikke; han løb, vaklende, snublende, råbende eder ud i natten.
Hunden stod et øjeblik og kiggede efter ham. Så vendte den sig, så på mig.
Jeg sad stadig på fortovet. Rystede. Tårerne begyndte at løbe, jeg havde ikke engang opdaget, hvornår jeg var begyndt at græde.
Gud, hviskede jeg.
Hunden trådte nærmere. Tog ét forsigtigt skridt ikke tættere på. Satte sig og kiggede bare.
Samme gule øjne. Men nu uden frygt.
Jeg tørrede ansigtet med ærmet. Fandt nøglerne på jorden. Rejste mig op knæene rystede, jeg måtte støtte mig til muren.
Hunden flyttede sig ikke.
Du min stemme skælvede. Du reddede mig.
Den kiggede bare og viftede svagt med halen, som ville den sige: Det var da ingenting.
Jeg var bange for dig.
Jeg åbnede hoveddøren. Trådte indenfor. Vendte mig om.
Den sad stadig på samme sted. Tiggede ikke. Ventede bare.
Og pludselig så jeg valget var mit. Lige nu.
Jeg kunne smække døren. Gå op. Låse mig inde, alene, i min stille lejlighed.
Som sædvanligt.
Eller også
Kom, hviskede jeg. Kom ind. Du kan da varme dig lidt.
Den rejste sig ikke straks. Som om den næsten ikke turde tro det.
Så trådte den langsomt, forsigtigt ind i opgangen.
Jeg lukkede døren bag os.
Den stod tøvende midt i gangen, som om den var bange for at fylde for meget.
Jeg satte posen fra mig, tog frakken af. Mine hænder rystede endnu af frygt, af alt det, der lige var sket.
Hun reddede mig. Og så var det hende, jeg var bange for.
Vent her, sagde jeg og gik i køkkenet.
Jeg fandt en gammel skål. Fyldte den med vand. Gav den til hunden.
Hun drak grådigt, slubrede så vandet sprøjtede ud over gulvet men det gjorde ikke noget.
Jeg betragtede hende. Hvornår mon du sidst har spist, min ven?
Lige et øjeblik, hviskede jeg. Der kommer noget nu.
I køleskabet var der ikke meget en frikadelle fra i går, lidt ost. Jeg lunede det hele, skar i stykker og lagde det i skålen.
Hun sad bare og ventede, kiggede spørgende.
Værsgo, nikkede jeg.
Hun spiste hurtigt, men pænt. Ikke voldsomt.
Jeg satte mig på hug ved siden af. Rakte hånden frem langsomt, forsigtigt. Rørte ved pelsen.
Hun stivnede, kiggede opmærksomt.
Vær ikke bange, hviskede jeg. Jeg er også bange, ser du? Vi er begge to bange.
Jeg strøg hende over hoved og ryg. Pelsen var stiv, beskidt men varm.
Hun sukkede, lukkede øjnene lidt, trykkede sig ind mod min håndflade.
Hjemløs hund fulgte mig hele vejen hjem græd jeg stille.
Og for første gang i tre år følte jeg mig ikke alene.
Ikke bare på den måde, at nogen var der men at jeg faktisk var vigtig for nogen.
For denne hund, der havde forsvaret mig.
Jeg tror faktisk, sagde jeg, at vi to minder om hinanden. To, ingen har brug for. To, der er bange for alt.
Jeg tørrede tårerne væk.
Hunden løftede hovedet og slikkede min hånd bare én gang, forsigtigt.
Og jeg smilede. For første gang i umindelige tider.
Du bliver her. Det lover jeg. Jeg sender dig aldrig væk.
Jeg hentede et gammelt tæppe, lagde det ved radiatoren.
Læg dig her. Slap af. Nu er du hjemme.
Hun lagde sig, krøllede sig sammen og sukkede dybt.
Og jeg satte mig ved siden af, med hånden mod hendes varme side.
Og stilheden i lejligheden føltes ikke skræmmende mere.
For jeg var ikke længere alene.
Verden var blevet mindre farlig og lidt varmere.
Og dét varme kom et sted fra, hvor jeg mindst havde ventet det.
Det er sandt, hvad man siger det er mennesker, man skal være bange for. Dyr finder man altid ud af det med. Synes du ikke?
Min mand Viktor var ikke ond, bare… tom på en mærkelig måde. Tredive år sammen – og stadig fremmed. Arbejde, sofa, fjernsyn. Af og til korte bemærkninger: “Er der mad?”, “Hvor er mine sokker?”
