Nogle vil nok mene, jeg er en utaknemmelig barnebarn, der har svært ved at holde ud at have min mormor boende i flere måneder. Men man skal forstå, at jeg er en voksen, selvstændig kvinde, der på kort tid har formået at spare op til et nyt lejlighed i en moderne bygning og har styr på min husleje hver måned, som jeg betaler med egne penge. Jeg trives med at bo alene, jeg nyder at have mit hjem indrettet præcis som jeg vil, og at alt står på sin rette plads, og bare de madvarer jeg selv spiser er i køleskabet.
Da min mormor flyttede ind, forandrede det hele sig på én gang. Hun har problemer med maven og skal ofte på hospitalet, så midlertidigt bor hun hos mig. Hospitalet ligger tæt på, mens det ville tage lang tid at komme derhen fra hendes hus i Gentofte, især når hun skal behandles to gange dagligt. Mormor roder konstant i min lejlighed.
Hun finder på at ommøblere sofaen er nu placeret under vinduet, fordi “der er mere plads”, og i køkkenet går hun igennem alle skuffer og skabe, laver en slags inspektion, og smider den hylde ud, som jeg faktisk lige havde brug for. Uden at spørge lusker hun i mit klædeskab, og tror, at jeg måske er vokset fra noget tøj, som hun så bare smider ud.
Jeg føler mig igen som en tolvårig, der bliver passet på og fodret af mormor, og hun laver tung, fed mad, som hun insisterer på, at jeg skal spise, for det har taget hende timer at lave.
Hun keder sig, når jeg ikke er hjemme, men behøver hun virkelig at forvandle hele mit hjem? Lejligheden tilhører mig og det vil den gøre, når hun rejser.
Jeg vil ikke såre hende, og når jeg blidt beder hende lade tingene være, tror hun, det er fordi jeg er bekymret for hendes helbred og vil skåne hende. Men sandheden er, at jeg ikke ønsker, hun rører mine ting eller flytter rundt på noget.
Hvornår er hendes behandling slut, så hun kan vende tilbage til sit eget hjem?
