Engang for længe siden besluttede Tove at forlade sin mand. Hvorfor ikke? Hun var jo stadig ung, køn og fuld af liv. Men hendes mand, Erik, satte slet ikke pris på hende. Så hun det mindste nye ved sig selv en ny kjole, en ny frisure bemærkede han det aldrig. Han sagde aldrig, hun var smuk.
Men Oluf Mikkelsen, som boede i opgangen ved siden af, han lagde mærke til alt det, Erik overså. Hver gang de mødtes, sagde Oluf:
Jamen, Tove Andersen, De ligner en blomst i det der klæde! Der kommer nok til at sværme sommerfugle omkring Dem.
Og så kyssede han hendes hånd.
Imens Erik ikke sagde noget. Han bar de tunge tasker med kartofler fra Brugsen og slæbte tapetrullerne til soveværelset. Han kunne jo ikke kysse sin kone på hånden, når han balancerede med de tunge poser. Ofte lå han under bilen, hvor kun fødderne stak frem. Han havde travlt med at ordne bilen, fordi Tove skulle til frisøren i byen.
Han lå der, med olie under neglene, og så Tove glide forbi uden at nævne, hvor pæn hun så ud i dagens kjole.
Og når Tove lavede suppe, spiste Erik alting op, skrabede de sidste dråber med rugbrødet og hældte derefter stille te op, som om det bare var dagens dont. Om han nød det hele? Det kunne hun aldrig vide. Han sagde ikke et ord, nippede i ro og mag til sin te og sine kammerjunkere og forblev tavs som altid.
Der blev udbudt en ledig lejlighed i naboejendommen, og Tove tog sit valg. Hun ville forlade ham, blev hun besluttet på. Han satte jo alligevel ikke pris på hende talte ikke, roste hende aldrig, havde travlt med dit og dat, og hun kunne aldrig lokke ham med i teatret han ville jo meget hellere se fjernsyn.
Der var møbler i den nye lejlighed, så Tove begyndte at flytte sine ting derover. Hun tog lidt ad gangen, stilfærdigt. Om aftenen lagde hun sine kjoler pænt i en taske og listede afsted. Næste dag hentede hun sit gamle stel.
Erik sagde intet, men blev kun tyndere for hver uge.
Tag det, du skal bruge, Tove. Skal jeg hjælpe dig med noget?
Det var det eneste, han sagde.
Midt i september blev det pludselig bidende koldt, og en aften efter arbejde listede Tove op i den gamle lejlighed for at hente sin varme frakke. Erik stod i køkkenet og stegte kartofler. Men ude i entreen på det slidte gulvtæppe lå en hund, så mager at ribbenene stak ud, pelsen filtret og beskidt. Da Tove trådte ind, prøvede den lille hund at rejse sig på sine tynde, rystende ben, men faldt om igen, logrende svagt med en mager hale.
Erik, hvad er dét for en stakkels skabning? Hvor har du fundet den?
Den stod dernede ved garagen og ville ikke gå sin vej. Benene kunne næsten ikke bære den, så jeg bar den op. Jeg har kogt havregrød til den.
Erik, skal vi ikke vaske den? Jeg hjælper dig. Lidt varmt vand og sæbe.
De vaskede den lille hund forsigtigt sammen, pakkede den ind i et håndklæde, og imens prøvede den at slikke dem begge, først på næsen, så på kinden, med sin varme tunge. De grinede begge, mens de forsøgte at værge sig sagte.
Så måtte hunden spise noget grød, og de stod længe og så på den.
Erik tilbød:
Jeg har stegte kartofler, vil du spise med?
Tove nikkede. Sammen sad de og spiste, mens de diskuterede, hvad hunden skulle hedde. Erik foreslog sjove navne, og Tove lo højt, indtil de sammen besluttede, at den skulle hedde Pelle.
Da det blev tid til te, fandt Erik et par chokoladeboller frem fra køleskabet og lagde dem på et pænt fad.
Tag en, Tove. Du kan jo godt lide chokoladeboller.
Ja, det kan jeg. Har du ventet på mig?
Ja. Det er jo blevet så koldt, og du tog kun regnfrakken med. Jeg har også sat nye såler på dine vinterstøvler, de holder tæt nu. Ta dem med det er blevet koldt derude. Pas nu på dig selv
Er du ved at græde, Tove?
Udenfor silede regnen ned. De få folk, der gik forbi på fortovet, skyndte sig hjem under paraplyer, for de vidste, at nogen ventede på dem derhjemme. På vej hjem løftede de blikket, famlede mellem de mange oplyste vinduer og smilede, når de fandt netop deres eget, hvor lyset brændte.
Måske skulle alle mennesker have én, der venter på demTove gav sig til at le, men det lød en smule forpjusket, næsten som et lille gisp, og hun mærkede varmen brænde op bag øjnene. Erik rakte hende forsigtigt et viskestykke og sagde sagte:
Du behøver ikke gå, hvis du hellere vil blive.
Det peb udenfor, regnen trommede mod ruden, og Pelle krøllede sig tilfreds sammen foran radiatoren, øjnene halvt lukkede, halen daskende mod gulvet. Tove betragtede sin gamle lejlighed og opdagede, at den ikke føltes så trist, som hun havde troet; tværtimod var der noget blødt ved lampelyset, noget hjemligt over duften af stegte kartofler og lyden af den lille hunds vejrtrækning.
Hun gik ud i gangen, tog sine vinterstøvler frem, vendte og drejede dem. Så satte hun sig ned ved siden af Erik og sagde sagte:
Hvis du har plads til én til kan vi så ikke begge være lidt som Pelle nu? Så forsigtige, men alligevel lidt modige prøve at finde vejen hjem igen?
Erik smilede, kluntet, men hans øjne var blanke.
Vi må jo tage vare på hinanden, sagde han. Som man gør med nogen, man holder af.
Pelle rykkede tættere på dem med et tilfreds suk, og de drak deres te og brød chokoladebollerne over i små fadele stykker. Udenfor var der stadig mørkt og vådt og koldt, men indenfor i køkkenet satte Tove sig tilbage i stolen og tænkte, at de måske var tre i verden, der ikke var så alene alligevel.
