Uattraktiv hustru
Margrethe Holm stod i det svage morgenlys og tørrede tårerne væk med kanten af sin gamle, men så dejligt hyggelige slåbrok. Hun havde mest lyst til at skrige, tude eller måske bide nogen.
Hendes mand havde lige sagt, at hun var grim. Ordene ramte hende som en våd vaskeklud i ansigtet. Han havde sammenlignet hende med den sure, ældre kone fra fjerde sal, Jytte, kaldt hende en ko og derefter taget det jakkesæt, hun havde strøget, snuppet den madpakke, hun havde smurt, og var gået på arbejde.
Resten af dagen gik margrethe skidt. Hænderne svigtede, kollegaerne virkede mere nederdrægtige end sædvanligt, og kunderne i sygekassekøen var endnu dummere, end hun huskede.
Hun sørgede med hele sin store sjæl, pakket ned i en størrelse-48-krop. Men hun tænkte også på, hvad hun skulle købe i Netto til aftensmaden. Måske bøf stroganoff? Til det skulle hun have oksekød Men han havde kaldt hende en ko! Og grim ovenikøbet!
Margrethe Holm havde aldrig tænkt sig selv som smuk. Først havde hendes mor og mormor sagt det, så hendes svigermor, og nu også hendes ægtemand. Men at høre det fra ham gjorde ondt, stak ligesom bare lidt dybere. Han havde aldrig talt sådan før. Hun begyndte at spekulere på, om der var en anden. Måske ville han snart forlade hende.
Distræt og lidt vred skændte hun af på den næste kunde. Så kom hun i tanke om, at hun i dag havde tid hos frisøren. Hun skulle have farvet udgroningen. Hendes mund trak sig til et bittert smil. Hvorfor bruge penge på noget, der alligevel ikke hjalp på udseendet? Men nu havde hun bestilt tid, så hun måtte vel gå. Doris, hendes faste frisør igennem tyve år, ville ikke tilgive hende et udeblivelse.
Doris havde efterhånden klippet og farvet Margrethe så mange år, at hun bare gik i gang uden at spørge, hverken om farve eller frisure. Margrethes hår havde ikke ændret sig de sidste to årtier.
Doris opdagede straks, der var noget galt i dag, og sagde med sin vante bløde stemme: “Margrethe, du skal ikke klippes, når du ser sådan ud. Fortæl så, hvad der er sket! Det hjælper ikke at ordne håret udenpå, hvis du er helt smadret indeni.”
Margrethe fandt det næsten latterligt, men pludselig kom tårerne, snøvlet og stødvist fortalte hun om mandens ord, hans kolde blik og ensomheden der fulgte.
“Altså, Margrethe, du gør mig både trist og lidt glad på én gang,” sukkede Doris. “Så han sagde, du var grim? Ja, og hvad så? Det er da ikke en grund til at drukne hele salonen i tårer! Det er tværtimod nu, du skal blive smuk! Ærligt, hvordan kan du være nået så langt uden at fatte det!”
Margrethe betragtede sig selv i spejlet, begyndte at remse sine fejl op den store krop, det tynde hår, de små øjne Men Doris stoppede hende hurtigt.
“Tror du, skønhed kun handler om unge modeller? Du er herlig, Margrethe! Skønhed er det, du selv viser verden. Træk ind, fremhæv, dæk over. En god frisør kan forvandle selv tre tynde hår til en smart frisure. Små øjne kan glimre som diamanter, hvis du passer på dig selv!”
“Men jeg har ikke tid til det,” prøvede Margrethe protestere.
“Åh ja? Og hvad lave du så hjemme?” spurgte Doris drillende.
Nu vågnede Margrethe op og begyndte at opramse alle sine daglige gøremål: vasketøj, madlavning, rengøring, og pasning af datteren selv om hun nu næsten var voksen. Og altså ingen tid til at gøre noget for sig selv.
“Så du har tid til alt det, men ikke til dig selv? Margrethe, det her kan du godt lave om på. I stedet for at stryge bukser til ham, så få dig en manicure. I stedet for at lave forret, hovedret og dessert, tager du til frisøren eller i svømmehallen! Skønhed kræver ofre, og nu må det være hans tur til at betale.”
Margrethe tav og slugte Doris ord måske for første gang. Hun nikkede da Doris foreslog en ny farve og frisure. Alt imens kørte hendes tanker videre, og de tog hende med hjem.
Da Erik, hendes mand, kom hjem fra arbejde, ventede den vante lune mad ikke. Kone sad nyfriseret, håret nu i en kæphøj rød farve . Og værst af alt der var noget nyt over hendes blik, han aldrig før havde set.
Han forsøgte at indlede en skænderi, men det var mærkeligt svært, når hun ikke engang lyttede. Til sidst blev han fornærmet og gik i seng uden at sige godnat. Hvad de havde talt om den morgen, gik helt i glemmebogen.
Men den samtale startede alt det nye, der kom blæsende ind i det Holmske hjem.
Erik sad nu og så på sin stadig kønnere kone, mens husholdningen nærmede sig et kaos. Hvor var de elskede frikadeller dog blevet af? Strygede bukser? Et fjernt minde. Ingen vaskede sokker, ingen tryllede madpakker frem, og madkassen stod urørt og beskidt på køkkenbordet.
Men nu havde han en smuk kvinde i stuen. Det bemærkede både naboerne, familie, venner endda kollegaerne, han ikke kunne fordrage. Erik indså, at Margrethe Holm var begyndt at ligne de kvinder, han før havde beundret på afstand.
Nu havde han sin egen danske Afrodite lidt oppe i årene, jovist, men stadig. Bare sidde og glo på hendes skønhed Dog kunne han ikke rigtigt nyde det.
Han ville egentlig hellere, at pengene ikke forsvandt så hurtigt fra Dankortet, at køleskabet igen blev fyldt, og at der var én, som stoppede hullerne i strømperne. Men at bede Afrodite om det? Nej, det nænnede han trods alt ikkeI stedet gik han ind i stuen og så på Margrethe, der sad med benene oppe, læbende på en kop te og med et glimt i øjet, som han ikke havde set i årevis. Han forsøgte, næsten genert: “Margrethe, vil du måske sidde lidt med mig?”
Hun smilede kort, lagde bogen fra sig og sagde: “Det kan vi godt. Men du laver teen næste gang.”
Erik nikkede og satte sig forsigtigt ved siden af hende. For første gang i årevis sad de dér, tæt sammen, uden madplaner, uden vasketøjsbunker og uden pligter, der pressede på. Han mærkede sit hjerte slå lidt hurtigere, som da de mødtes for længe siden.
Margrethe strakte sig, så hun rakte helt forbi ham, og lagde hånden på hans. “Ved du hvad, Erik,” sagde hun stille, “jeg er måske ikke den kønneste i opgangen, men jeg er mig. Og det er nok for mig nu.”
Erik så, at det faktisk også var nok for ham måske endda mere end det. For pludselig fandt han ikke kun en hustru, men en kvinde han kunne beundre. Ikke for hendes frikadeller, men for hendes styrke.
Og mens aftenmørket faldt på, og køleskabet forblev halvtomt, opdagede de begge, at skønhed sand skønhed ikke findes i det, man gør for andre, men i det øjeblik man vover at være noget for sig selv.
Margrethe trak på skuldrene, lo sit store latterhvin og slog benene op igen. Hun havde endelig forvandlet sig selv. Og denne gang var der ingen, der kunne kalde hende grim mindst af alle hende selv.
