Min mand og jeg har opnået alt på egen hånd. Vi har gode jobs, en lejlighed, en bil og et lille sommerhus. Før havde vi ingenting begge voksede op på landet i fattige familier. Vi startede fra nul, satsede, og det lykkedes. Jeg har nogle slægtninge på min side, som stadig lever meget beskedent.
Da jeg en dag besøgte deres hus og så, hvordan de boede, var jeg mildt sagt rystet. Så besluttede vi min mand og jeg at hjælpe dem lidt. Tidligere havde de ikke meget kontakt med os, men da vi kom ud til deres landsby, fik vi hverken en skål mælk eller en frisk æg alligevel ville de hele tiden have hjælp fra os.
I starten sagde de tak, men efterhånden blev det mere til krav, som om vi skyldte dem noget. Så skete det, at min tante Birgittes datter, Signe, dukkede op i vores lejlighed med så mange tasker, at det tydeligt ikke bare var et weekendbesøg. Jeg spurgte, hvad hun lavede her, og fik forklaringen: Hun skulle studere i København og bo hos os. Jeg måtte tage mig sammen for ikke at klappe i hænderne af ren forbløffelse, for de havde hverken ringet, advaret eller spurgt bare pakket Signes kufferter og sendt hende afsted.
Da jeg ringede til tante Birgitte for at høre, hvad pokker det gik ud på hvorfor hun ikke engang havde spurgt, om det passede os blev hun dybt fornærmet og meget forundret over min reaktion. Hun mente, det da var klart; vi havde jo masser af plads, så det var vel ikke noget problem at lade Signe bo hos os. Men siden hvornår er en toværelses Københavnerlejlighed stor? Jeg forklarede, at vi er i gang med renovering, og der faktisk ikke er plads så jeg kunne ikke tage hende ind.
Så blev Birgitte gal og råbte, at jeg ikke længere var hendes slægtning, og smækkede røret på. Signe fulgte trop hun var uhøflig og gik sin vej.
Jeg prøvede at forklare det på en venlig måde, men hun ville ikke høre det virkede næsten som om jeg havde smidt hende ud på gaden helt uden grund. Min mor forstod mig heller ikke først, men da vi fik snakket det igennem, blev det hele meget bedre igen. Det har endt med, at de slægtninge ikke længere tager kontakt hverken til os eller til mine forældre, og de afviser hjælp. Helt ærligt, jeg ved stadig ikke, om jeg gjorde det rigtige.
Hvad tænker I om det?
