Jeg vil så gerne have en sild, min dreng. Kan du købe én til mig? Hvorfor det? Du har jo en frikadelle her. Hvorfor spiser du ikke den? Mine tænder er ikke stærke nok længere. Jeg vil bare have en sild. Den billigste. Vær så venlig.
Jeg har ikke tid. Spis det du har fået.
Henrik tænker stadig, at hans kone har ret. Hans far skal flytte til et plejehjem snart han har ikke overskud til ham længere.
Det til trods for, at Henrik’s far engang solgte huset og gav pengene til sin søn. Dengang sagde Henrik:
Sælger du huset, så tager jeg dig ind. Du kommer ikke til at sidde alene og kede dig.
Faren opgav modvilligt sit hjem, fyldt med minder. Men efter mange overvejelser besluttede han, at det var bedst for sin kære søn. Han flyttede derfor ind. I starten fungerede det, men familien begyndte langsomt at skubbe ham væk. Barnebarnet ville ikke have noget med ham at gøre, og Henriks kone blev vred over alt og skældte ham ud hele tiden.
Til sidst sad bedstefaren bare i det værelse, han havde fået, og prøvede at holde sig usynlig.
Vores datter skal giftes snart. Du skal flytte på plejehjem. Vi har valgt et godt sted de passer på dig. Værelset her skal bruges af det unge par i en periode. Vi kan ikke være her alle sammen.
Den gamle mand blev chokeret og begyndte grædende at lede efter ord, han kunne ikke sætte ord på sine følelser.
Jeg har altid gjort alt for dig. Jeg solgte endda huset. Jeg ville egentlig ikke, jeg havde så mange minder derfra. Jeg ville dø i det hus. Men jeg gjorde det for dig. Og nu sender du mig på plejehjem? Rolig, far. Du får selskab der, og vi kommer forbi. Jeg er så skuffet. Jeg håber din mor aldrig kommer til at se, hvad du er blevet til siden hun gik bort. Du overdriver.
Henrik blev ikke længe, da de havde afleveret ham. Den gamle blev efterladt alene. Et stykke tid var han meget ked af det og nægtede at spise. Efterhånden accepterede han sin situation og fandt sig til rette på plejehjemmet.
Et halvt år senere døde han. Sønnen kom aldrig og besøgte, trods løfter. Bedstefaren havde sparet hele livet og efterladte sig trehundredeogtres tusind kroner, testamenteret til en ung kvinde. Hun havde taget sig af ham på plejehjemmet det var bedstefarens måde at straffe sønnen på.
Henrik stod forvirret tilbage, hans navn stod ikke i testamentet. Advokaten gav ham en seddel fra faren. Der stod:
Jeg ønskede blot at få ro til mine gamle dage. Du var meget hård mod mig. Derfor har jeg givet alle pengene til hende, der delte min smerte. Hun er et godt menneske. Det er du ikke.
