Onsdag, 14. september
I går aftes strålede Astrid af glæde, da hun under middagen fortalte sine veninder og sin mor, at vi venter vores andet barn. Pigerne ønskede hende straks tillykke, men min svigermor, Karen, så ud til at blive stødt. Hendes humør dalede brat, og hun tabte appetitten med det samme. Hun sagde ikke noget særligt til Astrid, men da jeg kom for at hente min kone hjem, kunne jeg mærke en trykket stemning.
Du sagde jo, I kun ville have ét barn hendes stemme dirrede lidt nervøst og nu skal I have endnu et? Nu tror du måske, at pengene altid vil slå til, men husker du, hvor svært det var i begyndelsen? Bleer, lægebesøg, al den tid I brugte på Olivia… Hun er kun tre år, og nu skal hun allerede have en lillebror eller -søster! Hun er blevet vant til al jeres opmærksomhed nu vil det blive mindre for hendes skyld. Tænker du egentlig på andre end dig selv?
Hun lod sig ikke berolige.
Du er manden, så for dig er det nok nemmere, men hvordan skal Astrid klare to små børn? Det er Astrid, der ønsker det her, jeg presser hende ikke, svarede jeg. Jaha! Det betyder, at du ikke selv vil have et barn til!
Hvorfor vrider du mine ord? sagde jeg lettere overrasket. Vi beder dig ikke om hjælp, og vi behøver det heller ikke, Karen. Vi klarer os, vi har sat penge til side fra starten og gør det stadig. Der bliver ikke sparet på kærligheden til Olivia.
Jeg kan godt forstå, hvorfor min svigermor blev irriteret. Da Olivia kom til verden, havde Astrid mindre tid til sin mor. Efter vi blev gift, flyttede Astrid jo hjemmefra, og hun kommer sjældnere forbi. Jeg tror, Karen er bange for, at datteren en dag glemmer hende helt. Astrid har sin egen familie nu, travle dage, og ikke så meget tid til sine forældre.
Og penge fylder nok også meget for hende. Før Olivia blev født, sendte vi lidt penge til Karen hver måned for at hjælpe, men vi måtte skrue ned, da vi fik barn. For nylig var vi begyndt at sende det gamle beløb igen og nu kom den nye nyhed. Hvem ville ikke blive lidt bekymret i hendes situation? Men, hun kan ikke ændre vores beslutning snart får hun endnu et barnebarn at lære at kende.
Det slår mig altid, hvor svært overgange kan være, ikke kun for os selv, men også for dem omkring os. Det får mig til at tænke over, at vi skal huske at give plads til både glæde og bekymringer i familien ellers vokser afstanden mellem os bare.
