Altså, du ved jo hvor meget min svigermor forguder sin søn. Hver dag i frokostpausen kigger min mand forbi hos hende for at spise. Og hun sender ham smser nærmest hele tiden. Har han et problem, så smutter han straks til sin mor for hjælp. Og mangler han kroner, ja, så banker han bare på hos hende.
I dag kommer jeg træt hjem fra arbejde, og gæt hvem der står i vores stue med en stor kuffert jo, selvfølgelig hans mor.
Godaften, Jytte! siger jeg lidt overrasket. Hvad laver du dog her med al din oppakning? Jeg har besluttet at blive hos jer en uges tid, svarede hun. Jeg kan hjælpe dig med huset, med lille Alfred, og selvfølgelig tage mig af min søn. Du skal altså passe bedre på ham og få ham ordentligt mad. Jeg ved også godt, det kan være svært at nå det hele, når du arbejder fuldtid, ikke?
Jeg siger dig, Jytte er virkelig ikke til at spøge med. Hun bestemmer bare uden at spørge nogen om noget. Jeg gad ikke engang diskutere, gik direkte ud til Martin for at snakke. Men dér blev jeg virkelig rystet over hans reaktion!
Søde, jeg forstår, at din mor bare flyttede ind hos os sådan uden videre? Og siger, at jeg ikke kan finde ud af at holde hus.
Det rører mig faktisk slet ikke, sagde Martin bare. Lad hende da blive. Hvorfor må min mor egentlig ikke bo her i en uge, når din mor måtte? Er hun mindre værd? Da din mor boede hos os et stykke tid sidste år, klagede jeg heller ikke, vel? Han kiggede nærmest fornærmet på mig.
Ja, undskyld mig, men min mor bor i Esbjerg og kommer max to gange om året! Jeg kunne da aldrig finde på at sende hende på hotel. Men din mor bor jo lidt længere nede ad vejen og hænger næsten ud her dagligt! svarede jeg.
Jeg kan ikke lide tanken om, at Jytte render rundt i vores hjem imens jeg ikke er der. Jeg ser det bare for mig hun piller i alle skuffer, blander sig i alt muligt og holder øje med hver en krumme.
Martin er så vant til den der mor klarer alt-stil. Han har for længst fået de første grå hår, men hans mor farer stadig rundt og kommer med suppe, og finder lommetørklæde frem, når han nyser. Vi har tit diskussioner om det, for det irriterer mig grænseløst, at Martin aldrig rigtigt har klippet navlestrengen. Hans mor sukker over, at jeg ikke passer godt nok på ham! Hun kommer konstant med små påmindelser om, hvordan en rigtig kone skal gøre, og især hvordan man tager sig af hendes søn.
Da vi blev gift, kom Jytte forbi hver dag med rent tøj, og sad klar med aftensmad, når Martin kom hjem. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud og måtte tage samtalen med Martin. Han fik talt hende ned til to-tre visitter om ugen. Men da Alfred blev født, begyndte hun igen at dukke op nærmest hver dag.
Nu er jeg altså kommet til det punkt, hvor jeg overvejer at leje min egen lejlighed, når hun flytter ind. Jeg sagde det faktisk til Martin. Hvis din mor bliver boende her, så flytter jeg altså.
Min mor vil jo bare hjælpe! sagde Martin, lidt fornærmet.
Ja, men behøver jeg hendes hjælp?
