INGEN MÅ GØRE DIG FORTRÆD
Hvor har du været? spurgte Preben brysk, da hans kone trådte ind ad døren.
Jeg har været på arbejde.
Det er jo lørdag i dag!
Jeg arbejder også om lørdagen.
Du arbejder, men penge er der ingen af.
Og du laver jo slet ingenting selv…
Du skal bare passe på, hvordan du taler! hvæsede han gennem sammenbidte tænder og bevægede sig truende tættere på. Gå ned og køb ind med det samme! Der er jo intet mad hjemme.
Preben, vi har kun to tusinde kroner tilbage der er stadig en uge til løn. Måske kunne du tage et job, eller tage et par ture som chauffør?
Tror du, jeg er taxa-chauffør? Vær glad for, at du får lov at bo i min lejlighed nu afsted i butikken!
***
Tårerne løb ned ad kinderne på Lærke. Hvor var det bare uretfærdigt! Var det hendes skyld, at livet var gået sådan? De havde været gift i fire år. I starten var det ellers godt nok. Begges forældre havde slået sammen og købt en toværelses lejlighed til dem. Efter noget tid sparede de sammen til en bil, ikke nogen dyr model, men de var lykkelige. Alt blev skrevet i Prebens navn, han var jo familiens hoved. Lærkes forældre boede ovre i landsbyen, men de bidrog med deres del.
Preben havde haft en lille forretning sammen med sin far den kastede ikke meget af sig, men det gik. Men så syntes Preben, han var god til mere og mistede det hele på grund af sin stolthed. Han røg uklar med sin far og har ikke arbejdet i et år på et eller andet håb, ingen kender.
Nu råber han af Lærke og begyndte også at blive voldelig. Mens hun knoklede seks dage om ugen, var pengene altid for små, og manden blev mere og mere emsig, som var alt hendes skyld. Tankerne om at tage hjem til forældrene pressede sig på. Men der bor allerede to yngre søstre hun kunne ikke også hænge dem på nakken.
***
Hun gik ud af opgangen, tørrede øjnene og styrede mod et supermarked lidt længere væk der var varerne lidt billigere, og hun havde alligevel ikke lyst til at tage hjem lige foreløbig.
På parkeringspladsen foran en butik standsede en firehjulstrækker, og en mand steg ud, let haltende. Hun så det ud af øjenkrogen.
Lærke! lød det pludselig glad.
Hun drejede hovedet forskrækket:
Viktor!
Det var hendes gamle klassekammerat. Viktor havde været født med et handicap både arme og ben havde drillet. De gik i skole sammen fra første til ellevte klasse, men det meste af tiden lå Viktor indlagt på hospitalet, som hun huskede det. Drengene gjorde grin med ham, men Viktor gav aldrig op han var klassens bedste elev. For hver operation fik han det lidt bedre. Første skoledag måtte de nærmest bære ham ind, men til studentereksamen gik han selv ud humpende, men stolt.
Og nu steg han ud af en dyr bil, gik glad Viktor hende i møde.
Ja, det er godt nok længe siden, sagde han, og hans stemme lød oplagt. Sidst vi samledes i klassen for to år siden, sagde Julie, hun havde inviteret dig. Hvorfor kom du ikke?
Åh, der var noget…, mumlede hun tøvende. Det undgik ikke hans blik.
Skal du handle? spurgte han.
Ja.
Kom, vi handler sammen!
Han tog hende i armen og ville gå med hende ind i den butik, hun ikke havde råd til. Han bemærkede hurtigt hendes forlegenhed. Da han grundigt betragtede hende, forstod han det hele.
Lærke… begyndte han forsigtigt.
Nej, Viktor. Jeg kan ikke gå ind der. Undskyld! sagde hun, trak armen til sig og gik slukøret ind i det billige supermarked.
***
Hun købte lidt ind for de få kroner, hun havde. Ude igen, stod Viktor ved sin bil, ventede. Beslutsomt gik han hen, tog hende i hånden, åbnede døren og sagde:
Sæt dig ind!
Lærke satte sig uden et ord, han satte sig ind ved siden af.
Fortæl nu, hvad der er sket.
Og hun begyndte grådkvalt at fortælle alt lige fra begyndelsen.
Så forlad ham og alt er løst!
Viktor, hvor skal jeg tage hen? Alt står jo i hans navn.
Lærke, jeg er byens bedste advokat. Uanset hvad der står hvor, så er halvdelen dit ifølge loven. Han fiskede mobilen op. Dit nummer?
Langsomt sagde hun det, og han ringede straks op, så hendes telefon spillede.
I dag er det lørdag. Mandag sender vi ansøgning om skilsmisse. Jeg fortæller dig, hvad du skal gøre og skrive. Han startede bilen. Hvor skal jeg køre dig hen?
På H.C. Andersens Vej, ved posthuset.
Jeg bor lige herovre i den nye, store blok, pegede han.
***
De kørte til hendes adresse. Viktor gik med hen og åbnede døren for hende:
Så, Lærke, nu tager du mod til dig! Jeg ringer mandag. Sker noget i weekenden, ringer du bare til mig.
Viktor, jeg er bange for ham!
Du skal ikke være bange! Han smilede venligt.
***
Hun nåede knap ind, før Preben fór frem i entréen:
Hvem kørte du med?
En gammel klassekammerat.
Og jeg går sulten herhjemme, mens du morer dig…
Så haglede de grimmeste bandeord ned over hende og så kom slaget.
Med tårerne strømmede hun ud, væltede ud af opgangen og nærmest løb lige ind i Viktor.
Sæt dig ind!
Han åbnede døren, hun satte sig, og bilen kørte.
***
Hun opdagede først, hvor hun var, da Viktor førte hende ind i en rummelig treværelses lejlighed:
Viktor, hvor er vi?
Det er mit hjem. Ingen kan gøre dig ondt her. Jeg bor alene.
Så lød Prebens vrede stemme fra hendes telefon:
Hvor fanden holder du dig henne?
Endnu en omgang lussinger over telefonen. Viktor tog mobilen og sagde roligt:
Lærke søger skilsmisse. Lejligheden forbliver hendes.
Hvad?! Hvem fanden er du?
Hvis du modsætter dig, sørger jeg for, at du får et par år, hvor peberet gror.
Hvem bilder du dig ind, du er?
Jeg har sagt, hvad jeg ville sige.
Viktor slukkede telefonen og rakte hende den tilbage. Hun græd stadig.
Så, Lærke, ro på. Gå ud på badeværelset og vask ansigtet. Så spiser vi lidt.
Imens hun var ude, lavede Viktor te og ringede et sted hen.
***
De fik te, men ingen af dem havde appetit. Viktor sagde bestemt:
Vi skal tage ud og konfrontere din mand!
Nej, frygten kom frem i hendes blik, jeg tør ikke…
Lærke, sagde han roligt og smilende, du bestemmer tempoet. Intet sker, som du ikke vil.
Udenfor ventede en politibil. En ung betjent steg ud og sagde:
Viktor, vi er klar på din anmodning.
De hilste, satte Lærke ind i bilen.
***
Få minutter senere bankede de på hendes dør.
Hvem fanden…? lød Prebens overlegne stemme, og døren gik op.
Preben Thomsen? spurgte betjenten stramt.
Ja.
Jeg har nogle spørgsmål.
Preben sendte Lærke et hadsk blik:
Kom ind, da.
Viktor og betjenten satte sig til bordet, og betjenten begyndte at skrive rapport.
Lærke, hent dine papirer og det mest nødvendige.
Viktors stemme var rolig og sikker, og Lærke følte en tryghed og styrke, hun havde savnet længe. Selv i barndommens skoleår havde hun kun set Viktor som en god ven. Man drømte jo om en prins på hest ikke en haltende, venlig dreng.
Men nu gik hun hen og fandt, hvad hun skulle have, og gav papirerne til Viktor, der smilede varmt. Uden at tænke pakkede hun sine ting men hun vidste, at uanset hvad, så kunne livet ikke blive værre, og Viktor ville ikke lade hende i stikken. En rolig glæde bredte sig i hjertet.
Jeg er færdig, Viktor, sagde betjenten.
Godt! Må jeg tale med ham alene?
Viktor satte sig foran Preben:
Se her, Preben, mandag søger din kone skilsmisse. I afleverer begge dokumenter. I har ingen børn, så det går hurtigt. Alt, I har opnået sammen, skal deles lige.
Hvis jeg nægter? snerrede Preben. Og alt tilhører jo mig!
Så skriver Lærke en henvendelse om skilsmisse, om deling af fællesboet og om vold. Jeg er formand for advokatkollegiet i hele regionen og jeg lover dig, dommeren vil være retfærdig.
Jeg taler selv med min øh, kone i aften, og så bestemmer jeg, hvad der sker.
Hvem siger, hun skal være alene med dig?
Hun bor stadig i min lejlighed!
Jeg får dig straks varetægtsfængslet for vold. Så får du nogle dage bag tremmer og hun kan blive i lejligheden. Lyder det godt?
Tja, så kan hun vel bare gå. Preben opgav.
Udmærket. Mandag henter jeg dig, og sammen kører vi og arbejder det hele på plads.
***
Lærkes telefon spillede det var moren. Efter skilsmissen havde forholdet til forældrene været køligt i deres lille landsby kendte man slet ikke til skilsmisser. De selv havde levet sammen over et kvart århundrede uden ballade.
Hej, mor! Lærkes stemme var lys af glæde.
Hej, datter! morens stemme lød ikke glad.
Hvad er der, mor? Er du ked af det?
Det er vist dig, der er glad er du tilfreds nu, hvor du har forladt din mand?
Helt ærligt, mor, ja det er jeg!
Nå, det er jo dig, der skal leve med det.
Hvad ringer du om?
Oline vil også giftes. Med en bydreng. Ikke meget gods, men meget kærlighed. Begge forældre har spinket og sparet og køber én-værelses til dem ingen fest. Nu går Oline og er trist.
De kan bo i min, så længe, det er.
Hvad siger du!? Og hvor vil du så bo?
Mor, Lærkes stemme strålede af glæde, jeg skal giftes igen!
Du er knap blevet skilt, og nu…
Denne gang bliver det for livet! Han hedder Viktor. Jeg elsker ham mere end noget andet.
Når livet vender forkert, skal man ikke nøjes med at holde ud. Man skal turde sige fra, søge hjælp og finde den styrke, man har for ingen fortjener et liv i frygt, og ingen må nogensinde gøre dig fortræd.
