Jeg bor i sommerhus for at udleje min lejlighed – nu vil min søn flytte ind i stedet for lejerne…

Jeg bor i mit sommerhus, så jeg kan leje lejligheden ud men nu beder min søn om at bo der i stedet for lejerne
Dagbog, 19. juni
Jeg sad ved køkkenbordet i mit gamle sommerhus i Nordsjælland, foran mig lå pengene, jeg netop havde fået fra mine lejere: 12.000 kroner.
Fem tusind skulle bruges på mad, tre på brænde til ovnen, to tusind på medicin, resten på de småting, der nu dukker op. Det kunne nogenlunde løbe rundt. Ikke meget luft i budgettet, men det gik.
Efter jeg blev enke for tre år siden, besluttede jeg at flytte ud i sommerhuset, som jeg arvede fra mine forældre. Huset havde stået tomt i mange år, men jeg brugte de sidste opsparing på at gøre det beboeligt: isolere, få lagt vand ind. Det blev faktisk rigtig godt. Samtidig begyndte jeg at udleje min etværelses i København.
Lejerne var rare nok et sødt par, begge med faste job, altid til tiden med betalingen, ingen larm. Jeg kunne sove trygt om natten, for nu var økonomien stabil.
Min søn Rasmus kendte til hele min sommerhus-løsning. Han nikkede anerkendende, når jeg fortalte om det, og sagde, at jeg havde gjort det helt rigtigt.
Han selv boede på skiftende værelser, tog småjob hist og pist. Nogle gange kørte han taxa, andre dage sad han på et kontor, og så var det tilbage i taxaen igen. Altid med nye planer og idéer om at komme i gang og starte selv.
Jeg hjalp, hvor jeg kunne sendte lidt til huslejen eller handlen, hvis han var presset. Rasmus var taknemmelig, sagde altid, at snart, meget snart, ville han være den, der hjalp mig.
En dag dukkede han op heroppe i sommerhuset med sin forlovede.
Sofie var en charmerende kvinde på omkring 28, hun arbejdede som receptionist på en frisørsalon. Hun snakkede livligt, smilede meget. Jeg havde dækket bord, kogt kaffe og stillet hjemmelavet syltetøj frem.
– Mor, vi har besluttet os for at blive gift, sagde Rasmus.
Jeg blev oprigtigt glad. Endelig så det ud til, at han havde fundet ro og ville starte familie.
– Tillykke! Hvornår bliver brylluppet?
– Tja, det ved vi ikke endnu. Først skal vi finde et sted at bo, sagde Sofie og gav Rasmus et sigende blik.
– Vi har tænkt på at leje en lejlighed, tilføjede han. Men det er jo blevet dyrt.
– Ja, det er ikke til at betale nu om dage, svarede jeg.
Rasmus sad lidt og kiggede ud ad vinduet, så sagde han, næsten som om det faldt ham tilfældigt ind:
Mor, kan vi ikke bo i din lejlighed i København? Du siger jo selv, at det ikke gør forskel, hvem der bor der. Og så kunne det blive billigere for os.
Jeg satte koppen fra mig.
– Hvordan det? Der bor jo lejere.
– Så sig dem op. Du kan jo bare opsige kontrakten.
– Rasmus, de betaler mig penge! Jeg lever af de penge!
– Vi kan også betale.
– Hvor meget?
Han trak på skuldrene.
– Hvad vi kan. Vi skal i hvert fald nok betale for strøm og vand.
Lejerne betalte mig 12.000 kroner. Hvis de penge forsvandt, hvad skulle jeg så leve af?
– Rasmus, jeg har brug for hele beløbet. Jeg kan ikke undvære den indtægt.
– Du bor jo i sommerhus. Du mangler vel ikke så meget.
– Jeg har brug for det til mad, medicin, brænde! Alt koster jo.
– Vi hjælper, når vi er kommet i gang, indskød Sofie. Vi bliver jo familie nu.
Jeg så på min kommende svigerdatter og forstod straks, at hun ikke havde tænkt sig at give noget for at bo der. Hun ville bare have en gratis lejlighed.
Rasmus, jeg har en bindende aftale med dem. Jeg kan ikke bare smide folk ud.
Det er jo din lejlighed. Du bestemmer.
Nej, jeg vil ikke. De er gode lejere og betaler til tiden.
Han blev mopset.
Så du har altså mere tillid til fremmede end til din egen søn?
Det handler ikke om tillid. Det handler om penge.
Præcis! Penge. Du vil tjene på dit eget barn, eller hvad?
Jeg tjener ikke på nogen. Men jeg kan ikke bare give lejligheden væk.
Vi har jo sagt, at vi i det mindste betaler for forbrug.
Det er ikke nok.
Han rejste sig fornærmet.
Jeg forstår. Min egen mor vil ikke hjælpe mig. Tak for det!
De tog hjem. Jeg sad alene og stirrede ned i min kop. Hele samtalen havde efterladt en klam fornemmelse.
Næste dag ringede Sofie.
Mette, jeg vil bare lige sige, at hvis vi ikke får en bolig, så bliver der nok ikke noget bryllup.
Hvorfor ikke?
Fordi vi ikke kan starte vores liv i et lejet værelse. Det er useriøst.
Mange familier starter sådan.
Det gør vi ikke. Rasmus har lovet, vi får vores eget.
Vores eget betyder mit?
Du giver ham den jo alligevel, når du ikke er her mere.
Jeg blev rystet over frækheden.
Måske gør jeg. Men så længe jeg lever, er den min. Også indtægten.
Du er godt nok egoistisk, sagde hun og lagde på.
Jeg sad med telefonen og tænkte: Hvornår blev det forventet, at forældre bare skulle give alt, mens de selv stadig er i live?
Rasmus ringede hver dag. Først tækkede han, så brokkede han sig.
Mor, du siger altid, du sparer op til fremtiden. Hvilken fremtid, hvis din søn ingen tag har over hovedet?
Du har et værelse.
Det er altså ikke mit eget.
Og min lejlighed er heller ikke din.
Men den bliver det. Engang.
Rasmus, hold lige op med at begrave mig allerede nu!
Jeg siger bare, som det er. Du bor på landet, lejligheden står tom.
Nej, gør ej! Der bor folk, der betaler.
Fremmede!
Folk, der betaler!
Han gav ikke op. På et tidspunkt ringede selv min søster og en gammel tante for at overtale mig.
Kom nu, Mette, lad ham da bo der. Han skal jo giftes.
Han kan stadig gifte sig. Det blander jeg mig ikke i.
Men hvor skal de bo?
De må leje et sted.
Hvorfor betale leje, når du har noget stående?
Fordi jeg lever af det.
Så penge er vigtigere end din søn?
Jeg blev udmattet af at forklare det samme igen og igen. I familiens øjne lignede jeg en nærig mor, der valgte penge over min søns lykke.
Men jeg så det klart: Flyttede de ind, ville de aldrig flytte igen. Ville aldrig kunne betale leje, kun love. Jeg ville blive isoleret i sommerhuset uden indtægt, uden mulighed for at flytte tilbage til byen, hvis helbredet svigtede.
Sommerhuset er vidunderligt om sommeren, men om vinteren er det benhårdt: Fylde brænde på ovnen, gå tre kilometer for at handle. Og min lejlighed i byen er mit sikkerhedsnet. Mit nødudgang.
Så hørte jeg noget fra en gammel veninde. Hun havde overhørt Rasmus på en café:
Jeg hørte ham sige til vennerne: Bare rolig, jeg får snart mast mig ind hos min mor, så har vi gratis bolig.
Det slog klik indeni. Det var altså planen hele tiden at slippe for at betale.
Jeg ringede til Rasmus og bad ham komme.
Han kom alene, så forventningsfuldt på mig som én, der regner med, at jeg opgiver kampen.
Rasmus, se lige her.
Jeg trak min notesbog frem og viste ham tallene.
Sommerhuset: 2.000 om måneden til brænde, 1.500 til strøm, 8.000 til mad, 4.000 til medicin, 3.000 til internet og telefon. I alt 18.500. Lejligheden koster 5.000 i faste udgifter, 1.000 i ejerforening. I alt 6.000. Så mine samlede udgifter er 24.500. Lejerne betaler 22.000. Jeg mangler 2.500, som jeg må tage fra pensionen.
Han sagde ingenting.
Hvis du flytter ind og kun vil betale for forbruget det er altså ca. 5.000 så skal jeg leve af en folkepension på kun 14.000. Hvoraf 18.500 går til sommerhuset. Forstår du, hvor galt regnestykket går?
Ja.
Så forklar mig, hvordan det skal gå.
Så må du spænde livremmen ind.
Jeg så på ham.
I en alder af 65, med svage knæ og højt blodtryk? For at du kan bo gratis.
Jeg betaler jo for forbruget!
Det er velgørenhed, ikke leje.
Du er min mor. Du skal hjælpe.
Jeg har hjulpet hele livet. Nu har jeg brug for ro.
Han rejste sig.
Så du nægter?
Jeg foreslår en løsning. Lej den til markedspris 22.000 kr. Vi laver et års kontrakt. På det år kan du spare op til noget andet.
22.000? Det er jo hvad andre betaler.
Præcis. Det er hvad jeg mister, hvis jeg giver dig lejligheden.
Så du vil tjene på mig.
Jeg vil ikke tabe på dig. Der er stor forskel.
Han skyndte sig ud og smækkede døren.
En uge efter ringede han kort og sagde, at brylluppet var aflyst. Sofie nægtede at blive gift uden fast bolig. Jeg havde ødelagt hans fremtid.
Er du tilfreds nu? Du har ødelagt mit liv!
Jeg har ikke ødelagt andet end din drøm om gratis bolig.
Den bliver min alligevel.
Ja, engang. Men indtil da, er den min.
Han ringede ikke mere. Ikke engang til jul eller fødselsdag.
Jeg fortsatte med at leje ud, få mine penge, passe sommerhuset. Glæden var dog væk. Jeg kiggede ofte på telefonen, men der kom ingen besked.
Mine veninder sagde, jeg gjorde det rigtige man må ikke give alting væk til børnene. Man skal også tænke på sig selv. Men jeg blev ikke rigtig lettet af det.
Livet har lært mig, at det vigtigste er at tage ansvar for sit eget liv også når børnene mener, det hele burde gå til dem. Man skal ikke opgive alt for andres bekvemmelighed, heller ikke for sine egne børn.